Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Nykøbing – Glyngøre – Virksund

Mandag den 28. Maj 2012. Sol og 20-25 grader. 6-9 m/s NV – V. 25 sm. 3,5 time.  7,1 knob.

p10002982. Pinsedag viste sig fra samme venlige side som resten af Pinsen. I den gamle færgehavn i Nykøbing var det meget stemningsfuldt at spise morgenmad i cockpittet, men solen var så skarp og varm, at det var nødvendigt at sætte parasollen op i agterstævnen – holdt godt på plads af den jævne vind fra nordvest. Vinden øgede lidt, og da vi skulle ud af pælepladsen, måtte vi bruge list for at bakke og dreje båden den rigtige vej. Vi gik til Glyngøre, så Kirsten kunne afmønstre og tage Idéfix tilbage til Virksund, og skipper kunne sejle Flicka III til bage til hjemhavnen. Netop da Kirsten og Nessie gik i land, strøg Olivia forbi også på vej hjem. Kirsten tog fotos af Flicka III for fulde sejl, da jeg passerede molen efter at have sat sejl. Skipper kunne nu nyde at sejle kapsejlads mod Olivia, som havde 20 minutters forspring i den friske vind fra NV. Den blev indhentet ved Sundsøre. Det kunne Kristian ikke lide, så hen over Lovns bredning blev den sorte spiler sat, og mine elefantører kunne knap holde trit, men i Virksund kom Olivia over målstregen med mit bovsprud lige i hækken. Det mest fantastiske Pinsetogt sluttede med frokost i cockpit, hvor vi nød solen og den dejlige tryghed i Virksund havn.

Amtoft – Nykøbing

Søndag den 27. maj. Sol. 25 – 30 grader. Skiftende vind. 16 sm. 3 – 7 knob.

p1000230Solen er faktisk ret højt på himlen kl 08:00. Nabobåden ville ret tidligt afsted, så måtte flytte os inden morgenmaden – bøvl. Vi fandt en grøn plads på centerbroen -en meter for kort, men hvad. Cyklerne blev losset og samlet. Hund, kurv, taske, frokos, tæppet og kone blev klar lidt før frokost. Gennem Vesløs til Tømmerby Fjord, som er en vejle/sø. Her så vi en fiskeørn. Så vi fik os sat i en lysning og vogtede med Kirstens nye zoomcamera på ørnen, og det lykkedes, den blev digitaliseret. I baggrunden pustede en rørdrum i flaske. Ikke et øje var tørt, men det var vores hals i middagsheden. Vi fik os trampet til Kirsten Kjær Museet, nord for Tømmerby Fjord. Her herskede en paradisisk stemning inde midt i en lund af ege og andre træer. Træbygninger som er koblet sammen efter organisk vækst indeholdt de specielle kunstsamlinger. Der herskede en sympatisk amatørstemning, på den gode måde, men de knopskudte rammer yder slet ikke den gode kunst retfærdighed. Vi så skam både bøsse 1 og 2, der er ved at blive affældig. Charmerende i den overraskende majhede. Der var længere hjem end ud, men et læskende ophold på kirkegården ved gl. Vesløs, gav også udsigt til Arup Vejles blå bånd. I Amtoft havde heden bragt de lokale hvide  til at bade på østsiden af molen.

 

 

 

 

 

Vi foretrak at stikke ud på Livø Bredning, uagtet at det så ud som, der ingen vind var, men med code 0 kunne vi gå 3 knob i 1,8 m/s mod Livø. Vi rånød fartvindens blide kærtegn. Vi så mange sæler og sælunger bl. a. ved Blinderøn, hvor der var utroligt mange sæler både på revet og i vandet.
Vi sejlede ikke hurtigt, men nydning var vigtigt og efter 4 timers sejlads, hvor vi gik mellem 2,5 og 7,5 knob, nåede vi til Nykøbing – inden solen gik ned og inden vi døde af sult. På en dejlig pæleplads blev der grillet grillpølser med ramsløg og peberfrugter, mums. Men så var himlen også malet med purpur, og Skipper blev udfordret med en utæthed i trykvandsystemet.

 

Glyngøre – Amtoft

Lørdag den 26. maj. Sol. 20 – 25 grader. 3 – 9 m/s fra N. 16 sm. 6-7,8 knob.

p1000176Kirsten skulle også arbejde lørdag formiddag, så vi var “tidligt” oppe til morgen med skyfri solskin og nystrøget vand. Mens Kirsten var i Viborg, fik jeg besøg i cockpit af Henrik, vores tidligere nabo i Hvam. Han var også på sejltur med familien. Resten af formiddagen gik med praktiske gøremål til Kirsten var tilbage med foldecykler m.m. Efter en lækker frokost med hjemmevarmrøget laks stak vi til søs. Krydsede op mod Ejerslev i lun NNØ på 6-8 m/s ,men lige uden for havnehullet faldt dybden til 1,9 m, så vi slog bak og fik vendt uden at gå på grund. Vi var i Amtoft en time senere i en fyldt havn. Vi lagde os uden på meget brugt Banner 33 inderst i havnen. Det viste sig, at den musikalske ejer også var meget brugt. Hyggelig havnestemning ved klubhuset. Gåtur langs stranden med ålegræsets skrifttegn, der viste de forskellige vandstandsniveauer.
En kølig aften blev afsluttet i cockpit med levende lys og pupurhimmel.

 

Pinsetogt – Virksund – Glyngøre

Fredag den 25. maj. Sol. 20-24 grader. 1-5 m/s fra NNØ. 30 sm. 5 – 7 knob.

p1000121Sommeren startede i år den 19. Maj. Vi glædede os til også at nyde den på Limfjorden. Kirsten havde desværre vagt til kl 18:00, så skipper sejlede Flicka III til Glyngøre fredag eftermiddag i det mest fantastiske vejr, med let vind fra NNØ. Motoren måtte tage slæbet til Rotholm, hvor jeg kunne krydse mod det lette vind. Ved Fur var der næsten ingen vind, men code 0 trak os igennem til Glyngøre. Jeg og Nessie nåede lige at fortøje m.m. inden fruen kom. Vi spiste på Limfjordens Hus – lækker fisketapas akkompagneret med udsigt og solnedgang.
Resten af den lune aften blev nydt i cockpit med sømandsorgel i baggrunden, men heldigvis afløst af Kirstens jazz cder.

Fur – Virksund

Søndag den 06. maj 2012. Skyer med solstreif. 10-12 gr. 2-6 m/s fra V-NV. 21 sm. 2 – 7 knob.

Vinden lagde sig i løbet om aftenen, men det blev ret koldt. Natten forløb fredeligt, men da vi gjorde klar til at sejle hjem, var vi vidne til at en frømand i fuld mundering, gjorde klar til at dykke ned ved en af de andre gæstebåde. En gæst var faldet i vandet, da han om aftenen forsøgte at gå om bord med fuld oppakning af griludstyr og en lille fjer på. Han havde tabt grilludstyr, et par bøffer samt ikke mindst sine briller. Frømanden var iøvrigt værftejeren, der åbenbart også kan dykke. Han fandt hurtigt både briller og griludstyr og gæsterne blev selvsagt meget glade. I øvrigt hed nabobåden mod syd, Julie – som vores datter.

img_3739

Hjemturen var en blandet fornøjelse idet vindretning og vindstyrke hele tiden skiftede, så vi prøvede både at sejle 2-3 knob og da vi gik fra Sundsøre til Knudshoved var vi helt oppe på 7,3 knob på en foran for tværs på kun 4-5 m/s. Kirsten konstaterede at Kirken på Fur var placeret som et flot sømærke, som man kan holde på, så apsis og tårn er over ét. Hjemme i Virksund fik vi fyldt dieseltanken op og gjort klart skib. I sommerhuset havde gæsterne forladt huset i bedste stand og efterladt en sød hilsen.

Fur

Lørdag den 5. maj 2012. Sol med høj himmel og vatskyer. 12 gr. 10-16 m/s VNV.

dsc_0072I løbet af natten blæste det op og vinden gik i VNV. Fortøjningerne begyndte at “snakke”, og vi vågnede begge flere gange, men blev vugget i søvn igen af de små dønninger og vindes greb i riggen. Til gængæld havde vinden blæst alle skyer væk, og vi stod op til en smuk morgen med næsten skyfri  azurblå himmel og hylende barduner. Formiddagen blev anvendt til kaffedrikning, telefonsnak og avislæsning m.m. Ifølge DMI er 10-16 m/s lig med Hård vind til Stiv kuling: skema.

Efter frokost med lune kippers og forårsløg på bådbagt græskarrugbrød, begav vi os på en længere cykelekspedition til østøen, hvor det er længe siden, vi har været. Ligeledes passede det bedre med vindretningen, men det gik voldsomt opad til ca. 76 m. Øst for for den østligste morlersgrav fandt vi en dejlig plet i læ for nogle for nogle stormforkrøblede fyr. Her var en storslået udsigt hen over marker med Galowaykøer til Ertebølle i syd og Livø og Løgstør i nord. I det klare udsigtsvejr nød vi vores medbragte forplejning.

Vi fortsatte til molersgravene vestpå for at udnytte vore videnudvidelse fra vores besøg på Fur Museum i går. De storslåede molersskænter med de 55 milioner gamle askelag og molerens mange gyldne farver var fasinerende. Kirsten gik straks på jagt efter fosiler. Hun var selvfølgelig dygtig og til sidst fandt hun noget, der ligner en insektvinge. Moleren ligger som lette sten, der nemt lader sig lagdele, men det er, som at lede efter en nål i en høstak. Turen tilbage gik ned gennem en molersgrav og en slugt, en skovvej med violer og til Stenøre fra vest. På vej hjem kom vi forbi en vej, der hedder Pikhedevej, det morerde vi os noget over. Det flotte vejr fortsatte, og det nød vi i bådens lune læ.

Hvalpsund – Fur

Bededag, fredag den 04. maj 2012. Skyet med solstreif, 10-15 gr. 6-10 m/s V. 6 – 7,5 knob. 11 sm.

dsc_0064Vejrudsigten havde varslet skyet, køligt og blæsende. Vi vågnede tværtimod til solskin, men de øvrige forudsigelser holdt stik. Vi nød morgenhygge, aviser og langsomt morgenbord i fulde drag. Sidst på formiddagen gik vi ud af havnen og satte fuld sejlføring og fik masser af fart men rigelig krængning, hvorefter 1. reb gav mere komfortabel sejlads næsten uden farttab, mens vi gik gennem Porten og op langs Salling på en foran for tværs. Efter Junget Øre lagde vi kinden til og gik bidevind mod Fur. Kryds fra kysten og ned mod havnen gik fint og gasten lavede efterhånden fine fokkevendinger. Vinden var stadig vestlig, så vi bakkede ind på en pæleplads, så vi havde cockpit i læ. Søfine, en tidligere Virksundbåd lå nord for os og hjalp med fortøjning. Nauticatten er nu hjemmehørende på Fur og nydes af den tidligere ejer af N.P.Truck. Efter en velfortjent frokost i Cockpit i solstrejf cykelede vi en tur til Kirken og til museet. Kirken var åben, og vi – selv Nessie – blev budt hjertelig velkommen af præsten, der var ved at forberede morgendagens konfirmation med 11 ! konfirmander. Det er længe siden vi har været på museet, som er spændende, meget amatøragtig, men chamerende med sin naive udstillingspædagogik. Efter Dagligbrugsen nød vi havnemiljøet, kaffe og Pågens kanelgifler, inden gasten tog en mormor. Skipper tog en fotorunde – noget jeg har mere og mere glæde af, uanset om det denne gang kun var med mobiltelefonen. Da det er fredag, står den på røde bøffer. Inden da skal der bages Pedersens Luksusrugbrød, så hele havnen dufter af hjemmebagt rugbrød.

Bededagstogt, Virksund – Hvalpsund

Torsdag den 3. maj 2012. Sol 20 gr. 2-5 m/s NV. 11 sm. 3-6 knob.

Kirsten havde vagt til kl 18:00, så jeg var taget I forvejen for at gøre båden klar. Det var meget lavvande i havnen, så jeg var spændt på, om vi kunne komme ud af havnen, når hun kom. Men da hun var fremme 18:45, var vandstanden steget så meget, at vi lige netop kunne liste ud af havnen.
Vi satte sejl og kunne gå en kurs stik nord med 5 knob på bidevind. Det var skønt. Vi krydsede op til Trangmanden og herefter kunne vi gå direkte mod den røde kost ved Knudshoved. Midtvejs satte vi bordet op i cockpit og varmede den medbragte mad, mørbrad i champignon og blandet salat.
Så mens solen gled ned over Jenle gled vi stille og roliget med svag krængning mod vest og spiste den lækre og nemme aftensmad. Ved Den røde kost var vinden så svag, at vi skiftede til motor. Vi valgte at gå ind i den gamle havn i Hvalpsund, men ved gæstepladserne var der ikke vanddybde nok, så vi flyttede over i den kedelige marina, hvor vi fandt en god pæleplads ved siden af en ny Najad. Solen var kun en halv blodappelsin over Sundsøre og himlen var purpur. Vi hyggede os, men om læ lugtede der af varm dieselolie, Kirsten spottede lugten til at komme fra motorrummet. Så maskinmesteren måtte i gang med at tørre diesel op fra sumpen og lave fejlsøgning. Det viste sig at dieselfilteret ved håndpumpen ikke var spændt tilstrækkeligt. Surt. Den aftagende fuldmåne var stemningsfuld, men blev senere sløret af de drivende skyer fra vest, der varslede det lovede vejrskifte.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers: