Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Mölle – Anholt

Torsdag den 2. august 2012. Sol og enkelte skyer. 20 – 23 C. 6-10 m/s SØ. 44 sm. 6,0 Knob gsn, max 9,2 knob.

(udgivet den 3-8-12, da der ingen dataforbindelse er på Anholt)

Rygtet ville vide at det midt på eftermiddagen ville blæse op til kuling, selv om DMI og FRV kun lovede op til 10 m/s. men for at ikke at udfordre skæbnen satsede vi på at nå til Anholt midt på eftermiddagen inden det dårlige vejr begyndt, så 1. gasten og skipper stod tidligt op og lod 2. gasten sove. Vi kunne kaste los godt otte og sejlede op langs Kullen på en plat lænser. Vi kunne gå tæt på og det var et flot sceneri, der blev afsluttet med Västra og Östre Fyr og snart kunne vi blot se Kullen som et Blåtgråt forbjerg til Skåne.

Med vinden ind fra agten og de store Kattegatdønninger rullede båden en del, og skipper måtte styre for at holde hende i sporet og mindske rulningerne. Tøserne var nødt til at koncentrere sig om horisonten. På et tidspunkt løjede vinden til 4 m/s, og Pentaen måtte hjælpe til et langt stykke, ellers var det blevet aften inden vi nåede frem.

På vej til havneindsejlingen buldrede det skæbnesvangert ude vest på, og vi nød at være på vej i havn. Efter at vi havde klaret alt det praktiske, vovede vi os ud på en ny lang gåtur, nu med både datter og hund. Vi gik ”Gennem Landet” (det hedder vejen op gennem bakkerne) til byen på læsiden af bakkekammen. Undervejs holdt vi pitstop ved det charmerende Anholt Gartneri, der sælger alskens grønsager m.m. Her købte vi en pose kyssebær (kirsebær), 2 squash og nye kartofler selv om meget andet også fristede. Varmen fra solfangeren, Anholt var tydelig, og vi nød at komme om på østsiden af højdedraget, hvor den sydøstlige brise kærtegnede os, mens vi gik mellem lunde, afgræssede narturplejeområder med enebær og uklippede får.

Da vi nåede ”byen” var alt som vi huskede det. Meget tilbagelænede indfødte øboer blandet med aktive sommergæster. Efter et nyt pitstop ved Tanternes Hus, hvor Skipper gav en bitte ting, slentrede vi forbi Brugsen, hvor de sædvanlige sad på bænkene og sikrede at væskebalancen var i orden. Tanternes Hus er et hyggeligt murmesterhus fra trediverne, der om sommeren omdannes til et traktørsted i 3 måneder med store kulinariske frembringelser akkompagneret med trubadurer og blonde servitricer fra fastlandet. Serveringen foregår primært i den hyggelige have ved træborde eller i de gamle stuer.

På vej tilbage til havnen ”Gennem Landet” tordnede det lige over os og regndråber fandt vej til os. Vi reorganiserede vores beklædning, men fortsatte. Vi nød den svalende sommerregn, duften af våd varm asfalt, vejkantblomster, vådt lav og fyrrenåle. På vej op ad øens stejleste bakke mødte vi et par herrer i godt humør, der ventede på tørvejr under nogle store træer, mens vi kom traskende. Et par smarte bemærkninger faldt, og på vores videre færd kom Skipper i tanke om, at den ene var et kendt ansigt, Karsten Ree. Han burde have tilkaldt sin helkopter, men den var åbenbart ikke i nærheden.

Tilbage i havnen fik ”Hele Molevitten” vores besøg for lidt supplerende proviantering. Det resulterede i grillstegte pølser, Nye Anholt kartofler, salat og grillet rød peber. 1. Gasten gjorde alvor af den længe planlagte bagning med økologisk durumhvedemel fra Hven. Resten af hyggen kunne foregå i cockpit, da ferieøens sommervarme var vendt tilbage.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers: