Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Christiansø – Gudhjem

Tirsdag den 24. juli 2012. Sol og skyfrit. 19 – 28 C. 3-6 m/s SV. 14 sm. 4 Knob gsn, max 6,5 knob.

Morgenlyset på Fredriksø er lige så smukt som solnedgangen på Christiansø, men betingelsen er, at man er oppe for at se det ske. Vinden var løjet af i løbet af natten, og der var opbrudsstemning i havnen. Mange både forlod det naturhavnen i strædet mellem Fredriksø og Christiansø, mens vi spiste morgencomplet i cockpit. Det stod af i dag af blødkogte æg, skippers bådbagte græskarkernerugbrød, osteudvalg, hytteost, gammeldags æblemos, juice og kaffe. Midt i morgenbordet dukkede der en (vildfaren?) Sule op på rygningen på Gadens langhus! Vi fik nogle gode skud på den til dokumentationen.

Vinden var svag fra sydvest, da vi satte sejl lige udenfor øerne, og vi måtte krydse mod Gudhjem med 3 lange ben med kun 3 – 5 knob. Estimeret sejltid 3½ time. Det var en fantastisk sejltur, at have Ertholmene agterude og Bornholms nordøstkysts silhuet foran for tværs til styrbord. Krængningen var moderat 5 grader, og vi kunne udføre mange gøremål, imens vi også havde fabelagtig sightseeing. Vi startede med at skure alle fenderne, da de var blevet snavset til i mørnet gummi fra molens gamle bildæk. Kirsten gik desuden uopfordret i gang med at ”städe” overalt i cockpit, hvilket skipper var meget tilfreds med. Højsommeren var over os, og på andet kryds lod vi selvstyreren tage helt over, mens vi nød vores ugenerte frihed midt mellem Bornholm og Christiansø. Fra riggens stag dannede der sig de smukkeste salttråde som spindelvævstråde med den skyfri blå himmel som baggrund.

Gudhjems røde tegltage og den hvidkalkede mølle blev tydeligere og tydeligere. Gudhjem kaldes også for Danmarks eneste bjerglandsby. Vi gled ind i havnen og fandt en ledig plads i inderhavnen med agterfortøjning. Her var vi helt i læ, og der var pottevarmt, her mellem granitmole og by. Højsommer på Bornholm, som man har hørt rygter om, hvor fedt, det kan være. Parasol og solsejl blev sat, for at både gast, skibshund og skipper kunne indtage frokost uden at få solstik. Vi havde glædet os til at få fyldt vandtanken op, men der fik vi en lang næse. Vandposten var på den anden side af havnebasinet. OK – jamen så måtte vi jo bare hive slangen tværs over havnen, hvor svært kan det være?

Ved café Provianten sang en af servitricerne operasang, og hun var både smuk og god. På kajen var der masser af turister, leben og levende musik bag det gamle færgeleje.  Om eftermiddagen var det lækker amerikansk blues iværksat af nogle gamle ferme gutter. Det passede perfekt til Gudhjems havn. Det var en inspirerende indledning til resten af vores bytur, hvor vi bl.a. fik provianteret i Spar. På vej tilbage til havnen ad de små stræder (bjerggader) mødte vi en honesty shop med en bøjlestang, hvor der hang ”laser og pjalter”, men lige midt i rækken var der en gylden silketing, som passede perfekt til Kirsten. De 30 kr. donerede skipper ædelt til pengebøssen. Lidt senere var der en anden bod med friskplukkede ribs (altså bær), der fristede, og hovmesteren tænkte straks på rysteribs til de røde hakkedrenge, som vi senere skulle have på grillen.

Der var sommerhede i bjerglandsbyen, så gasten foreslog uopfordret, at vi skulle bade fra klippen i det 17,5 grader kolde vand!!! —– Som sagt så gjort. Iført vores vellagrede badegarderobe og elfenben, klavrede vi hen over klipperne til badehylden på havnens østside. Og badede! Da vi kom op efter badet varmede klipper og sol os, så håndklæderne kun var til pynt.

Vel hjemme på båden forberedte skipper dagens menu, der bestod af: Havnetorvsindkøbte nye kartofler, grillede majskolber, Thise yoghurt med salatløg og hvidløgspeber, rysteribs og grillede hakkedrenge. Således veludrustet begav vi os på en længere solnedgangstur forbi Norresand og op på Bokul – byens bjerg, hvor vi så solskiven skære sig ned i næsset ved Allingen og oplyse himlen med purpur. Tilbage på båden blev der dømt hygge i cockpit med levende lygter og rødvin m.m. Som en del af aftenstemningen var der et nyt blues-rock orkester, der jammede løs inde på kajen. Meget stemningsfyldt.
– Vi har oplevet feriedage, der var værre.

Link til video

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers: