Søndag den 26. juli 2015, 72 sømil, Sol og drivende skyer, 15 – 18 grader, 10-19 m/s V

Det var egentlig meningen, at Skipper ville have givet sig god tid til hjemsejladsen. Jeg skulle have haft god en sejlads for sejl og besøgt hyggelige steder og havne på vej hjem til Kaløvig, men vejrudsigten for den sidste uge i ferien var så ringe, at det kunne knibe med at få øje på fornøjelsen. Så det var med at komme i hjemhavn, inden det kolde grå rejsebureauvenlige sommervejr for alvor satte ind, og tilskyndede til indendørs aktiviteter.

For søndag den 26. juli var både TV2 vejret og DMI var for en gangs skyld enige. Det ville blive hård vind til kuling fra vest og med solskin oven på nattens regn og rusk. Det kom også til holde stik senere, men da jeg kastede los kl 07:00, var det stadig skyet og vinden var hård. Ud for mundingen til Haderslev Fjord satte jeg sejl, med 1. reb i storsejlet. Det så ud til at blive effektiv sejlads op langs Jyllands Østkyst. Vindretningen var stadig VNV, så det var en meget effektiv vind, der hurtigt bragte båden op vest om Barsø. Det klarede op og snart kunne man skimte pylonerne på Lillebæltsbroen.

Ved den grønne kost ved indsejlingen til den snævre del af Lillebælt ud for Fænø, kogte vandet på nordsiden af grunden pga kraftig sydgående strøm, så da Flicka kom ind i strømmen mistede den straks, sin effektive fart. Selv om den gik 7 knob gennem vandet, var farten pludselig kun 4 knob ”over grunden”, altså 3 knobs modstrøm! Videre op gennem det smukke bælt i kraftig modstrøm for bidevind.

Ud for Fænø så jeg, til min store glæde, en stor havørn komme flyvende lige ind foran stævnen. Jeg havde nok at gøre med at styre, så jeg nåede desværre ikke at fotodokumentere. Nu er det jo ingen overdrivelse, at jeg ikke er den store ornitolog. Men vi havde jo set, en havørn, bekræftet ved fuglereservatet ved Massholm, så når jeg ser en ørn, der har 2,5 m vingefang, tydelige svingfjer, og en meget hvid hale, bingo.

Nord for Fænø var der ingen strøm, og båden kom lidt bedre fremad. Vinden var øget, og det var klart solskin med flotte hvide tænder på det blå bælt. Ved den Gamle Lillebæltsbro, var der modstrøm i hele bæltets bredde. Heldigvis var vinden ind agter, men det gav alligevel kun en effektiv fart over grunden på 3-4 knob, selv om båden gik 8 knob gennem vandet. Næsten for spændende. Mellem de to broer fandt jeg ind i idvandet (strøm nær land, der løber den modsatte vej af hovedstrømmen) ved den vestre bred, som bragte båden sikkert frem til den Nye Lillebæltsbro. Der var der så kraftig modstrøm, at jeg for en sikkerheds skyld startede maskinen, indtil jeg var fri af bropillen.

I strømskellet mellem idvandet og hovedstrømmen lå en fiskejolle med 4 ungersvende, omgivet af kredsende måger. Vandet blev oppisket af ca. 50 marsvin, der sikkert mæskede sig i fiskene i det rolige fødeholdige vand mellem de 2 modsatrettede strømme. Det fik jeg fotograferet, men det er svært at nå at skyde, inden marsvinet er dykket ned igen.

Nord for Strib øgede vinden til 15 – 19 m/s, så båden skød fortsat en god fart gennem vandet. Mellem 8-12 knob, men stadig med sydgående modstrøm på 1½ knob i Tragten. Ud for Vejle Fjord var strømmen aftaget, men bølgestørrelsen var øget betragtelig. Der var hvide hajtænder på bølgerne, der rigtig havde fået fart på inde fra bunden af Vejle Fjord. Det ville nok være klogt, at gå ind i læ bugten nord for Juelsminde for at stryge storsejlet og fortsætte alene for fokken. Indtil da havde Skipper været rorgænger hele vejen, da bølger og vind var for kraftige til selvstyreren, der normalt ellers er ret god. Klokken var blevet 13:00, og da selvstyreren kunne være rorgænger for en stund, blev en tiltrængt frokost sat til livs.

Resten af turen blev sejlet blot for fokken, da vinden var rigelig, 15 – 19 m/s. Op forbi Hov og Norsminde og med den sejlføring, føltes det sløvt, når vinden tæt på kysten løjede til 10 m/s. Så var der mere fart på ved de 15 m/s, hvor båden, trods alt, skød en fart på ca. 7 knob. Ud for Norsminde kunne der sendes en sms til Førstegasten om, at hun kunne tage imod i Kaløvig, ETA 17:39. Flicka fandt næsten selv sin pæleplads kl 17:37, så det var ikke helt skævt. 72 sømil på 10½ time, det er en gennemsnitsfart, inkl modstrømsejlads i Lillebælt, på 6,7 knob. Mindste effektive fart over grunden (SOG = Speed Over Ground) 1,5 knob i Lillebælt. Maks fart 12,5 knob ud for Vejle Fjord.

Kirsten tog dette foto af Flicka III, da jeg sejlede forbi Hagen:

SLUT på sommertogt 2015, som igen har givet os mange gode oplevelser. Vi har set et nyt hjørne af vores skønne land og lidt af det spændende gamle danske land, Schleswig. Kaløvig – Endelave – Juelsminde – Aabenraa – Dyvig – Augustenborg – Sønderborg – Broager Land – Flensborg – Gråsten – Store Okseø – Glücksborg – Sønderborg – Schleswig – Massholm – Kappeln – Eckernförde – Kiel – Aarøsund – Kaløvig. I alt 450 sømil = 834 km på 22 dage. Vi har haft glimrende sommervejr, i forhold til det dårlige vejr, der har plaget Norddanmark, så vidt vi har hørt. Vi har rent faktisk haft brug for solsejlet flere gange. Vindmæssigt har der enten været for megen vind eller næsten ingen vind, så sejl-sejladsmæssigt, kunne det have været bedre. Flicka III har igen fungeret upåklageligt og været en god ramme for vores aktiviteter, og ikke mindst en meget sikker sejlbåd selv i stiv kuling.

Fredag den 24. juli 2015, 22 sømil, Sol og skyer, 17 – 19 grader, 0-4 m/s V.

Førstegasten påmønstrede igen for sejlturen mellem Eckernförde og Kiel. Det foregik for motor på næsten blik vand, og først da vi rundede næsset fik vi lidt kattepoter. Vejret var bedre end vejrudsigten, for vi havde sol og kunne sejle i tshirt og korte bukser.

I Strande bunkrede vi diesel, saltkringeln og lakridsfisk ved en flydende tankstation med betjening, slikbutik og chips osv. Pudsig oplevelse. Kiel var vært for alle sejlsportsaktiviteterne ved OL i 1972, og er Tysklands sejlsportscentrum. Alene i Kielerbugt ligger der mindst 13 lystbådehavne, så der er nok at vælge imellem. Vi havde fundet en havn kun ½ km fra Christel og Niels hotel. Kiel var vært for alle sejlsportsaktiviteterne ved OL i 1972.

Vi blev genforenet med dem kl 14:00. De var kørende i en lille sort UP, for Passaten havde fået behov for et værksted til en bremsereperation. Niels kørte UPen, som var det en gocart, men det er det jo næsten også. De kunne berette, at i Kiel var der ingen seværdigheder ud over Kielerkanalen, eller som de kalder den, Nord – Ostsee – Kanal = NOK.

Så den besøgte vi, og det var meget spændende og lærerigt. Først tog vi en promenadetur langs kajen ved den gamle Ejderkanal på nordsiden af det gamle sluseanlæg. Her lå der mange hollandske skonnerter, der sejler med turister. Der var af- og påmønstring, og det var også sjovt at se, for der var også tyske toldere. Niels mente, at de ledte efter hash. Der ligger også en lille havn, hvor lystbådene kan vente på at komme igennem slusen. På sydsiden besøgte vi et særligt besøgscenter, hvorfra man kunne iagttage slusningen af de store skibe i Grosser Sleuse. Der var desuden vældig gode informationstavler og modeller, der forklarede om kanalen og slusebygningen. Det er vildt imponerende. Kanalen er næsten 100 km lang, 11 m dyb og broerne har en frihøjde på over 40 m. Kanalen er så bred at 2 skibe kan passere hinanden mens et anden skib overhaler. Den er verdens mest trafikerede kanal med ca. 40.000 skibe om året. Vi var heldige at se hele slusningen af 3 erhvervsskibe og 2 lystbåde.

Byens rådhus ved torvet, med den olympiske ild, er et meget monumentalt monstrum, der som en af de få bygninger i Kiel, ikke har skulet genopføres efter krigen, hvor Kiel ellers blev sønderbombet. Niels havde dygtigt spottet en hyggelig restaurant tæt på hotel og båden, Der Alte Mühle. Den er indrettet i en vandmølle og er restaureret til formålet. Niels og Skipper fik glimrende wienerschnitzel, Christel torskefilet med remouladesovs og Kirsten fik kalkun. Bagefter var der hygge om bord, hvor vi hjalp Niels med at reducere hans samling af rødvin.

I morgen lørdag tager Kirsten med Christel og Niels til Aarhus og Skipper begynder hjemsejladsen. Det er ca lige langt om man sejler de 130 sømil (240 km) op gennem Storebælt eller op gennem Lillebælt, men vejrudsigten tilsiger at tage den vestlige rute.

Onsdag den 22. juli 2015, 0 sømil, Sol, 20 – 27 grader, 5-7 m/s V.

Som fødselar har man bl.a. ret til at bestemme, hvornår man vil spise morgenmad. Vi sad i Cockpit i den mest bedårende formiddagssol og havde fødselsdagsbord. Blomsterkrans af gule Gedeskæg om fødselarens tallerken, gaver og særligt udvalgt brunch.

Nu havde Kirsten jo fået gaver af datterne i Sønderborg, så ved morgenbordet var der ”kun” gaver fra Skipper. 2 gaver med gavepapir og 2 gavekort lavet på økologiske genbrugs kartotekskort. Dem med papir indeholdt en karrygul Ursula mælkekande og et specielt Eva Solo dørslag, som også kan anvendes som skål. Det ene gavekort var en strandstol (Strand körper) til Skæring, og det andet en pude efter eget valgt i Kappeln (Det blev en pude med kaskelotvaler). Kirsten havde erfaret, at en pæleplads inderst i havnen nu var fri, hvorfor vi flyttede Flicka derind, hvor det var meget mere landkrabbevenligt.

Christel og Niels kom til frokost ved 13-tiden. Vi havde sat alle solsejl op, for solen skinnede jo på Kirstens Fødselsdag. Hun fik selvfølgelig den største bog, som de havde kunnet opdrive, værket om Flora Danica, en bog på en 4-5 kilo ballast. Desuden fik hun et arvestykke, af en tyndhudet kaffekop med rosenmotiv. Efter frokost kørte vi en tur til Stadt Arnis, som er Tysklands mindste købstad. Den ligger kun 5 km syd for Kappeln. Den har en lang historie, der strækker sig tilbage til vikingetiden, hvor den var en ø – nu er den en halvø. Den har været et skibsfartscentrum og har én Langgade med meget velbevarede og fine gamle gavlhuse. Der er desuden 3 skibsværfter og en kabelfærge. Det er en rigtig charmerende turistby på den gode måde. Efter endt kulturvandring inkl et kirkebesøg fandt vi en hyggelig café, der ligger placeret på pæle ude i Schleien. Skipper fandt et bord på balkonen med nogenlunde læ, udsigt til både kabelfærge, skibsværfter, flotte træsejlskibe og Schleien. Dertil kom, at de serverede bedårende flotte og gode fødselsdagslagkagestykker med jordbær til alle samt the og kaffe.

Tilbage i Kappeln blev Christel og Niels indkvarteret på Hotel Kappeln. Derfra gik vi ned igennem det velfungerende og livlige gågadesystem til havnen. Der var selvfølgelig flere kapitalkrævende indløb undervejs, bl.a. føromtalte kaskelotpude.

Niels gik op til hotellet for at sørge for de sidste praktiske gøremål. Vi andre fandt hygge på Flicka III i Værftshavnen ved Ancker Yachting gmbh. Niels kom tilbage fra Hotellet lettere forsinket og opløftet, fordi en nydelig og ordentlig tysk hvidhåret frue havde antastet ham. Hun informerede ham om, at hun havde iagttaget, at han i forbindelse med sin fotografering, havde tabt Christels jakke, som han herefter selvfølgelig kunne genfinde. På båden præsenterede vi vores Massholm købmands Østrigske rødvin for vores kære gæster, der ikke protesterede inderligt.

Der var blevet researchet mellem de mange promenaderestauranter på havnefronten, og valget var faldet på ”Stark”, som ikke havde menukort og var en fiskerestaurant. Den så ud til at have stuvende fuldt hele dagen. Udenfor stod der et lille skilt: ”Bitte kein Plasticgeld, wir kochen auch keine Plasticfische”. Det var ikke muligt at bestille bord, alt var besetz. Vi tog alligevel chancen og stillede os tålmodigt op udenfor kl 19:30. Den modne og venlige tjenerinde spottede os, og hun sqeesede os ind på et lille bord med udsigt til køkkenregionerne. Det viste sig at være særdeles underholdene. Som sagt var der ingen menukort. Når man havde fået sin vorspeise, fik man lov at komme op til fiskeskølekranken, hvor man aftalte sit valg af fisk, tilberedningen og tilbehøret med chefkokken. Cool. Niels valgte selvfølgelig Mediteranien Style (alle slags tilgængelige fisk med oregano), vi andre Pigvar i 3 forskellige udgaver. Mums hvor var det godt og som sædvanligt rigeligt. Dertil lækker afsvalet tysk hvidvin. Klokken 22 var vi grydeklare efter en forrygende fødselsdag.

Mandag den 20. juli 2015, 24 sømil, Sol og skyer, 18 – 20 grader, 6-11 m/s V.

Det var meningen, at vi efter morgenmaden skulle have cyklet til Haddeby (Hedeby) for at se Vikingemuseet, men Førstegasten var ikke cykeloplagt eller så. I stedet gav vi os god tid til morgenaktiviteterne.

Kirsten havde nemlig fået den geniale idé, at sejle ud til Massholm ved mundingen til Schlei, som vi missede på vej ind til Slesvig. Kl 10:30 kastede vi los og satte alle sejl til. Vi havde den friske til hårde vind ind agten og agten for tværs, så det var såkaldt ”ned ad bakke”, og vi (Skipper) nød sejladsen mod Missunde, som er en indsnævring, hvor fjorden får karakter af flod. Her er der en lille bred klapfærge, der forbinder Angel og Schwansen. (jeg mener det betyder halen). Meget charmerende.

Behøver jeg fortælle, at vi agterudsejlede alle andre sejlbåde på Fjorden. Vi nåede gitterbroen ved Lindaunis 10 minutter før tid. Vi beholdt sejlene oppe, og cirklede lidt rundt, for så at kunne gå igennem for fulde sejl. Senere kom vi til noget så specielt, som en Zugbrügge und Autobrügge. Den er bygget i 1880 og er en kombineret jernebane og vejbro med kun ét spor til både biler og tog. Når toget kommer, skal bilerne vente på begge sider med lysregulering. Selv om broen var åben i ca 15 minutter, havde der kun samlet en 5-6 biler på begge sider.

Ved ankomsten til Arnis strøg vi sejlene, da der sejler en kabelfærge, hvis kabel, vi nødigt ville fange med kølen. Og ganske rigtig passerede den, fuld af cyklister, lige foran os, så vi måtte gå på SLOW. Arnis ligge kun et par sømil syd for Kappeln, så vi fortsatte for jerngenoaen. Desværre kunne vi ikke nå Klapbroens åbning, så vi måtte cirkulere før broen en halv times tid, hvor vi igen fik lejlighed til at iagttage den charmerende by fra søsiden.

Vi fandt en vestvendt pæleplads i den meget store lystbådehavn i Massholm og var nøjde. Solen skinnede nu fra en postkorthimmel, og vi nød solen i cockpit. Selve Massholm lokkede også med sine pittoreske huse og 3 nord-sydgående gader. Kirsten havde selvfølgelig læst op på det, så vi fik meget ud af gåturen. Byen har været fiskerleje siden stenalderen. I slutningen af forrige århundrede var der 150 fiskefartøjer. Der er stadig en del professionelle fiskekuttere i erhvervshavnen, som driver EU-godkendt Økofiskeri!

Byens Rådhuset har til huse I et tidligere fiskerhus på kun ca. 60 m2. Her er ikke plads til meget bureaukrati. I Massholm har man også lavet små docks – minihavne til fiskejollerne, men mærkelig nok på vestsiden af byen. Man lever i dag af både fiskeri og turister fra både land- og vandsiden. Vi frekventerede byens hyggelige købmand og erhvervede bl.a. en østrigsk landrødvin, som er dedikeret til købmanden personligt. 1 liter for 5 øvro = 40 kr. Den var smagfuld men ikke langtidsholdbar.

Aftensmaden bestod af en salat med rødløgs- og balsamico marinerede nye kartofler med hjertesalat, squash og fuldmodne hollandske tomater. Der blev også bagt Pedersens luksusrugbrød. Forsejlet fik plaster på, midt i solnedgangen, hvor vinden havde lagt sig ned på 4-5 m/s.

Lørdag den 18. juli 2015, 42 sømil, Solskin og postkorthimmel, 18 – 22 grader, 7 – 16 m/s VSV-V.

Vi havde heldigvis varslet de udenpåliggende både om, at vi ville sejle tidligt, så vi kunne kaste los 07:30 med kurs mod Sligen. DMI havde varslet hård vind til kuling over frokost, så vi ville gerne nå mundingen på Schlei (Sligen) inden det hårde vejr satte ind. Vi valgte fra starten 1. reb i storsejlet og kunne sejle de 22 sømil direkte mod Tyskland med halvvind og med hustruvenlig krængning.

Kl 10:30 kunne vi se en hel armada af sejlbåde på vej ud af Sligen, Schlei. Det er fjorden ind til Slesvig er ca. 40 km lang. Det var som alle tyske sejlere skulle af sted på sejlerferie netop på denne lørdag. Vi tror nok vi mødte ca. 400 sejlbåde. Vi havde planlagt at lægge til i Massholm, lidt inden for mundingen, men vejrudsigten for i morgen søndag havde ændret sig, så de nu lovede regnbyger. Det er ikke særligt befordrende for oplevelsen af den lange spændende indsejling til Slesvig, så vi besluttede at sejle hele vejen til Slesvig i dag, hvor det, trods alt, var postkortvejr. Vi havde godt nok den hårde vind lige i snotten, så vi sejlede for motor. Med motortrekant, som den eneste sejlbåd, vi mødte!

Sligen, eller Schlei som fjorden hedder på tysk, opleves som en stemningsfuld sejlads på en række søer, der er forbundne med flodstykker. Nærmest som en krydsning mellem Silkeborgsøerne og Mariager Fjord – så bliver det ikke meget bedre. I Kappeln måtte vi vente en halv time på klapbroen, men så fik vi lejlighed til at studere byen fra søsiden, som research til vores ophold der på Kirstens fødselsdag.

Ved Lindaunis skulle vi igennem en gitterbro med klap. Kirsten havde læst, at den åbnede 15 minutter i hel, så det så ud til, at vi ikke kunne nå den kommende åbning, men en anden sejlbåd fortsatte ufortrødent mod broen. Vi tog den til gengæld med ro, men så åbnede broen forsinket. Så kan det nok være, at kommandobroen fik givet ordre til maskinen om FULD KRAFT FREM. Broen var åben længe, og vi nåede lige netop igennem inden de røde lys blev tændt – meget heldigt for ellers skulle vi have ventet en time.

Ved tretiden på vej ind mod selve Schleswig mødte vi en hurtigsejlende båd med blå blink og 3 orangeklædte mænd. Det viste sig at være SAR (Search And Rescue) på vej til en nødstedt sejljolle. Kort efter fulgte SAR-moderbåden. Alt endte heldigvis lykkeligt – jolle og 2 ungersvende kom med hjem på slæb. SAR er meget veludbygget i Tyskland og deres stationern ligger prisværdigt tæt på Østersøkysten.

I Slesvig er der 4 lystbådehavne, men vi valgte havnen syd for Alt Stadt med domkirken og tæt på Holm. Her så der ud til at være fyldt op, men vi fandt alligevel en pæleplads på østsiden med næsen mod vinden og udsigt, agter ud, til det charmerende fiskerleje, Holm. Undervejs havde vi blot fået en mad hist og her, så den nærliggende café lokkede os i fordærv med en brotchen med fjordrejer til Førstegasten og fiskefrikadelle til Skipper.

Således styrket blev det også til en spadseretur til den nærmeste del af byen, forbi domkirken og ikke mindst gennem det historiske fiskerleje, Holm, som er arnen til Slesvig. Vildt charmerende med de små fiskerhuse placeret i rundkreds omkring deres egen lille kirke og med passager ned til vandet. Havnen er ikke en rigtig havn, men er selvgroede jollepladser – kanenstelle. Se billederne – de taler for sig selv.

Det blev til spisning på italiensk tidspunkt, men med cobb-grillet mørbrad, nye kartofler og tynde grønne asparges. Det blev nydt med udsigt til Holm og i læ for vinden. Så var den dag også gået godt.