Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Klubkapsejlads med plads til forbedringer

Link til alle årets resultater

I de klubkapsejladser, hvor vi kunne deltage fik vi følgende placeringer; 6, 2, 5, 3, 4, 4, 3, 4, 4, 1, 2 og 3. plads

Trkantbane II: 1. plads + 1. plads OA.

Livø Rundt: 2. plads

Stjerneløb 1: 1. plads

Der er ingen tvivl om, at vi har fået et udfordrende DH mål, f.eks. skal vi sejle 21 sekunder hurtigere pr sømil end Faurby 36, som vejer næsten 1 tons mindre, er 30 cm smallere og har næsten samme sejlareal. Men vi glæder os allerede til næste sæson, for vi har det sjovt og glæder os altid til at sejle kapsejlads. Næste sæson skal vi først og fremmest skal blive bedre til teamsamarbejde og boathandling. Vi er ved at have lært at sejltrimme de gode Epex sejl fra Elvstrøm. Gasterne er begyndt at tale om at træne!

Liv på Livø

07. – 09. september 2012. Sol med spredte skyer. 15 – 21 grader. 6-15 m/s V – SSV – S.

Skipper havde spottet, at vejret i denne weekend ville blive attraktivt, samtidig med at kalenderen var fri for os begge, så en sejltur i Limfjorden var et oplagt valg. Nu er det sådan, at man ikke må have hund med på Livø. Det har tidligere afholdt os fra at besøge den smukke ø med eget skib, men vores erfaring med Christiansø gjorde, at skipper ringede til Livø Kro og forhørte sig. Ganske som på Christiansø, var hundereglen nuanceret. Nessie kunne godt luftes i havnen, men måtte ikke komme med på øvandring. Vi havde derfor planlagt, at drage af sted fredag eftermiddag, så snart vores arbejde tillod det. Vi lagde fra land i Virksund kl 16:00. Skipper havde forberedt 1. gasten på, at det ville blæse rigeligt. Han fik ret, det blæste mellem 12 og 15 m/s VNV, og midt mellem Den Lille Trangmand og Den Store Trangmand vendte vi tilbage til Virksund og overnattede i hjemhavnen – ganske hyggeligt.

Efter et solidt morgenmåltid lørdag stak vi til søs igen. Vinden var VSV og 5-7 m/s, hvilket var tilstrækkelig hustruvenligt. 1. gasten styrede og gik et rigtigt flot ben i bidevind mod Theas Have med 6-6,8 knob, hvilket hun var ganske nøjd med. Vi sejlede med 1 reb i storsejlet. Da vi nærmede os nordkysten i Lovns Bredning blæste det op til 10 m/s, så skipper fik lov at tage over. Det gik fortsat super og på bidevind blev en Luffe 37 passeret på læ side mellem Porten og Rotholms Nordkost. Herfra gik det på en foran for tværs mod Rind Grund, og herefter kunne vi falde lidt af mod Livø Tap, der blev rundet kl. 12. Vi var i havn efter kun 3½ times sejlads og 22,5 sømil.

Frokosten blev indtaget hos den kromutter, der havde været hundevenlig. Her blev en overdådig frokostbuffet sat livs, så vi var godt rustet til eftermiddagens lange gåtur på Nordøen. Vi gik den længst mulige tur og nød bl.a. heden, egekrat og Krumhøkerens Husruin, hvor vi nød stenstrandens bølgebrus på nordvest spidsen. I mellemtiden var vinden øget til ca 15. m/s, så Livø Bredning havde flotte hvide tænder på det ultramarinblå hav. Bølgerne forsøgte at overgå hinanden med flotte knæk, skum og brusen. Ikke to bølger var ens. Nogle kom i tætte serier og andre kom solitært og stort. Vi nød rygsækkens forsyninger på en sandpoleret stor sten, så vi var rustet til opstigningen ad de 43 m høje skråninger med tæt uvejsomt ege- og slåenkrat. Så snart vi kom bag højdedraget og i læ ændrede beplantningen karakter og blev skov. Her var troldeagtige træer begroet med mos. Grenene lignede hjortegevir, der ikke var fejet. 3 timers trekking i bakket terræn giver en sund og naturlig sult.

Tilbage på båden blev der grillet majskolber og pølser på Cobb grillen. Således godt rustet var vi klar til solnedgangsturen på Sydøen. Vi gik langs stranden ud til Tappen og tværs over til Veststranden, hvor hjertemuslingerne lå som hvide lysende bånd langs strandkanten. Vi lignede et maleri af Krøjer. Solnedgangen foregik dog oppe mellem de grå drivende skyer, så vi måtte nøjes med gyldent lys på undersiden af skyerne. Over Mors og Fur nåede de grå skyer helt ned til land, men vi slap for regn og kunne nyde turen tilbage ad markveje gennem de dyrkede marker. Vi så flere dådyr, og lige efter et hegn så vi en flot stor då buk med enormt gevir, med store skåle og mange takker. Kirsten fik også nogle af dådyrene ind i kameraet. Tilbage mod havnen fik vi et glimt af en stor hare der passerede i gadelygtens skær. Ræven så vi ikke, kun dens efterladenskaber på flere sten, hvorfra deres duftspor bedre spredes.

Kirsten har i øvrigt rånydt, at få sit elskede Lumix kamera igen. Det kan vi andre også nyde i kraft af de flotte fotos fra turen. Søndag var vinden lovet i syd med 5-7 m/s, så det bliver kryds og bolle på hjemturen. Til gengæld er der gode chancer for solstrejf. Vinden var stik syd, da vi bakkede ud af havnen lidt før 10 og satte sejl. Vi skulle jo uden om Livø Tap, så det første lange ben føltes rigtigt. Vi gik helt over til mundingen af Trend Å inden vi slog over mod Junget Øre, hvor næste lange ben gik syd om Rind Grund øst om Rotholm. Her gik vi ned mod Sundsøre, hvor der lå en meget stor flok fede sæler og solede sig yderst på Øret. Her var vinden ikke skræmmende, så 1. gasten sørgede for at tilberede lækre hjemmelavede sandwich med oksepølse, feta og peberpesto. Syd for Knudshoved fik vi heldigvis lidt slæk på skøderne, og overhalede Grinden ved Trangmanden inden vi krydsede ned mod Virksund. Her gik en større oprydnings- og rengøringsaktion i gang. 1. Gasten var ikke tilfreds med den tilstand, besætningen fra Tjörn Runt, havde efterladt Flicka III i. Solen var i øvrigt sommerlig i Virksund og Viborg, hvor vi også nød grillen på terrassen, da vi kom hjem. Her blev de plukkede Havtorn pelset for at lave en vitaminrig bitter, som vi skal vente på i 6 måneder!

Tjörn Runt 2012 på video

Se videoen fra vores fantastiske deltagelse i Årets Tjörn Runt, hvor der var 437 deltagende både. Vi opnåede en ærefuld 29. plads. En sejlads, hvor vi syntes, at det var gået rigtig godt, men hvor vi måtte erkende, at der åbenbart var plads til forbedringer. Erfarne Tjörn Runt deltagere har udtalt, at det, selv for lokale, tager 10 år at lære det specielle og lumske farvand at kende.

Videoen Tjörn Runt 2012

Endelig en 1. plads

Vinden skulle være 10-14 m/s for at det skulle lykkes. I gårdsdagens aftenkapsejlads i Virksund havde 13 både trodset den hårde vind og stillede op i de sædvanlige 4 klasser, 3 uden spiler og en med spiler. Løbsledelsen var i tvivl om, der skulle aflyses pga af den hårde vind, men alle de fremmødte var indstillet på at sejle. Team Flicka III foreslog, at man blev inde på den lille trekantbane, så man ikke kom helt ud på den åbne bredning. Det vandt tilslutning og sejladsen blev gennemført. Vi fik en forygende start som første båd over linjen kun 5 sekunder efter signalet og i luv side. Vi lagde hurtigt afstand, men valgte fejlagtigt at gå fart fremfor højde. det ekstra krydsben på kostede mindst det minut, der afgjorde, at vi ikke også vandt overalt sejren, men her måtte nøjes med 3. pladsen og 1. pladsen i spilerløbet. Da vi f’ørst fik fundet det rigtige trim med tvist i både forsejl og i det rebede storsejl gik vi 6,5 – 7 knob på kryds i de krappe hidsige bølger. På agten for tværs surfede vi op til 10,4 knob mod Ulbjerg og på de sidste ben havde vi kontakt med Olivia, der var startet 5 min før os. Vi fik næsten hentet hende og havde gennemført den 6,1 sm lange bane på kun 53 minutter, hvilket giver et snit på 7 knob.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers: