Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Sønderborg

Fredag den 17. juli 2015, 0 sømil, Solskin og skyet, 18 – 22 grader, 7 – 16 m/s SØ – SV.

Båden sov længe og efter morgenmaden besøgte besætningens kulturelite Sønderborg Slot, og efter sigende var det interessant, men formidlingsmæssigt skuffende. De var da væk et par timer, mens Skipper gik i gang med at polere alt glasfiber over dæk. Dette blev ikke nået inden søsætningen i foråret, så det trængte forfærdeligt. Nu kan vi tillade os at anløbe tyske havne, hvor de fleste både ligner nye bade, uanset alder.

 

Da Kasper dukkede op, indtog vi en lækker frokost om læ med bl.a. bruscetta. Døtrene havde pakket deres habengut og efter frokost drog de alle mod Fredericia, hvor Julie tog toget til Valby og Sidsel og Kasper fortsatte til Aarhus.

Den heftige blæst fik Kirsten til at nedprioritere sin interesse for at se Hørup Hav og den sydlige del af Als, så den planlagte tur hertil blev aflyst. Vi skulle blive ved kaj ved Sønderborg Slot endnu en nat. De mange hjælpegaster havde åbenbart taget hårdt på Førstegasten, for hun skulle have ladet batterierne op, mens hovmesteren sørgede for supplerende forsyninger.

Det var nok godt nok, for Skippers polering havde inspireret dækspigen til at tage fedtpletter af med pibeler! Og senere blev hele cockpittet vasket, og det stødte ikke på voldsomme protester fra Skipper. Han gik i gang med små hyggelige puslearbejder, såsom: manglende skrue i det ene morfarsæde, beskyttelses-skinner under agterfortøjningerne, kroge og ringe i den lille SB kistebænk m.m.

Hovmesteren diskede op med grillpandestegte angusbøffer med flødestuvede tre slags svampe og Jamie-Oliver salat (hvad har man på lager, som trænger til at blive brugt….). Besætningen gjorde ikke mytteri over maden. Det blev også til en promenadetur langs stranden til Havbad og Sønderborg Marina. Der virkede meget vellykket på trods af størrelsen, og der var masser af aktivitet i den fyldte havn, som efter sigende er den mest besøgte lystbådehavn. Da vi kom tilbage, lå der 2 både uden på Flicka III.

 

 

Glücksburg – Sønderborg

Torsdag den 16. juli 2015, 16 sømil, Solskin, 18 – 22 grader, 0 – 4 m/s skiftende.

Skyet morgen holdt besætningen om læ. Sidsel var sløj og havde mest lyst til at komme hjem til sin Kasper, men han var ikke klar til at klare transporten, så det blev heldigvis udsat til i morgen. Inden vi havde fået os taget sammen til at sejle mod Sønderborg, skinnede solen fra en blå postkorthimmel og Skipper gjorde klar til genakker m.m.

Ude på Flensborg Fjord var der ikke megen vind, så jerngenoaen måtte trække os til Egernsund (Ekesund), hvor der kom lidt kattepoter på vandet, og syd for Broager Land kunne vi sætte Genakkeren, der trak af os afsted med 3 knob på en foran for tværs. Broager Land var meget smuk i det klare solskin og tøserne var glade for at opleve den smukke sejltur. Man må sige, at det var magsvejr, for Kirsten syede sin skjorte og lavede en dekoration med korssting på den ternede lap.

Netop da vi anløb Sønderborg, blev der en ledig kajplads nord for Sønderborg Slot, hvor vi fortøjede med udsigt til både havn, bro, by og Slot. Julie stod for en lækker frokost, som blev indtaget i cockpitteltets skygge og læ. Alle Tøserne tog op i byen for at shoppe, og der blev, splitte mine bramsejl, shoppet igennem. Imens tog Skipper sig af forgæves (og åbenbart ulovligt) havnefiskeri, mens han iagttog det pulserende havneliv, hvor veldt mange lystbåde sejler igennem. Der blev også foretaget en indkøbstur efter kolonialvarer og des lige, idet Kirsten havde ønsket sig hakkebøffer med bløde løg og mormorsalat.

Ved halvsyvtiden begyndte der, at indfinde sig veteranbiler på slotspladsen, idet der var inviteret til lokalt veteranbiltræf. Så kunne turister og bilnørder sparke dæk, og få sig en snak om de sjove og interessante biler lige fra en original gammel Saab, til klassisk Ford Mustang og til Ford A Roadster.

Da tøserne skulle hjem fredag morgen, ville de gerne, at Kirsten skulle have deres gaver, allerede denne aften i deres overværelse. Så efter grill-hakke-bøfferne var der autoriseret gaveopflåning. Hun fik en nørdet bog om planternes latinske navnes oprindelse og betydning, nogle ørestikker formet som muselmalet micro-porcelæn, et laminat miniskålesæt (skål B) i 3 farver til båden, en smuk opbevaringsboks med mange små rum, bogstavet K savet ud af en gammel gulvplanke fra en skibscontainer, og en Ursula-kande. I baggrunden blev der afholdt veteranbiltræf og havnen var stemningsfuldt med både i mange afskygninger.

Der blev også tid til skippers brødbagning, men formen var ikke for stor, så der flød lidt dej ud over kanten og ned på bunden af ovnen, så det osede fælt, så den langhårede del af besætningen blev sendt på en gåtur rundt om slottet, hvilket var klogt. En rigtig fin sommerdag, når den er bedst.

 

Gråsten – Store Okseø – Glücksburg

Onsdag den 15. juli 2015, 15 sømil, solskin og aftenbyger, 18 – 21 grader, 6 – 10 m/s V-NV.

Som nogen måske har erfaret, har Skipper svært ved at sidde stille, så medens den øvrige besætning sov morgenskønhedssøvn, gik jeg i gang med at polere alle rustfri beslag på båden med Autosol. Jeg skal hilse at sige, at der er mange beslag, men de blev flotte og skinnende, og det var umagen værd.

Solen viste sig fra sin flinke sommerside og skinnede lige ind i Cockpit, så morgenmaden blev indtaget i den rigtige stemning og i læ for vestenbrisen. Der var heldigvis også blødkogte æg og juice, for proviantmagasinerne var blevet fyldt op i går. Der blev hygget igennem og drukket kaffe og the i lange baner. En forgæves gåtur til Gråsten Slot blev det også til, for kongefamilien holdt åbenbart sommerferie på slottet med egen hoppeborg (Kong Henrik skal jo også have sin egen borg?) og det hele, så vi kom ikke i nærheden af hverken slot eller park. Helt forgæves var gåturen nu ikke, for vi så en af den talentfulde, “Kong Henriks” egne skulpturer, kaldet “Dronningen”, en bronzeskulptur, der var meget veludrustet og med en attraktiv popo.

I stedet sejlede vi os en sightseeingtur ind i Nybøl Nor, hvor der ligger 7 teglværker lige ned til fjorden, hvor de tidligere udskibede de færdige mursten. De fleste af teglværkerne er stadig aktive inklusive, det efter hånden berømte og innovative, Petersen Tegl, der bl.a. har leveret de flotte 60 cm lange mursten til skuespilhuset i København. Her er Danmark-natursmukt med kuperede marker og Broager Kirkes tvillingetårne i baggrunden. Det er nok ikke tilfældigt, at der ved Gråsten og Egernsund ligger der ikke mindre end 5 lystbådehavne.

Vi havde afpasset sejlturen med klapbroens åbningstid kl 13:00, og vi kunne sejle direkte videre ned gennem Flensborg Fjord, blot for fokken. Vi gik ind mellem de danske øer, Lille Okseø og den Store Okseø, hvor vi kunne lægge til ved en meget primitiv bro. Efter en velfortjent frokost med bl.a. Fåborg dåseleverpostej og nye kartofler, gik vi en tur hele vejen rundt om øen på stranden. På øen ligger der et meget spooky bådeværft og ”Øens Kro”, som vi nu ikke frekventerede. Men der var meget idyllisk natur med mange strandfugle og et pittoresk sceneri. Endnu en dansk ø kunne hænges på trofævæggen.

Da øjne og munde var mætte, sejlede vi østpå til Glücksburg Lystbådehavn, der ejes af Flensburg Segelklub. Her fandt vi en god pæleplads tæt på den store bøgeskov, der ”plejes” som vild natur. Bøgeskoven huser også et udendørs kirkerum, hvor trækronerne danner hvælvingerne, korset er lavet af 2 bøgestammer, bænke er lavet som plankebænke og alteret er en stor trækævle. Så enkelt kan det gøres – mere behøver gud ikke.

Grillen blev aktiveret inden store regndråber stemningsfuldt trommede på cokcpit-teltdugen. En halv lakseside blev grillet. Den faldt i hønsenes smag og blev spist om læ mens sommerregnen fortsatte sin stille prikken på skylight og ruf. Jeg beklager inderligt, at jeg ikke kan berette om mere dramatiske hændelser, men det er sådan det er, at være på sommertogt med Flicka III, førstegast og matrosiner.

Flensborg – Gråsten

Tirsdag den 14. juli 2015, 11 sømil, Solskin, 18 – 21 grader, 3 – 8 m/s NV.

Der skete noget historisk, skipper sov længe, til kl 07:30. Resten af besætningen udnyttede ledelsens sløseri. Til gengæld stod vi op til rigtig sommersolskin og en svag brise, som dannede den rette baggrund for vores morgenbord i cockpit. Til vores store glæde ringede Sidsel og fortalte, at hun trængte til søluft, da hendes allergi drillede. Kasper blev dirigeret til Flensborg i moderens C1-er.

Vi benyttede ventetiden til at spadsere langs havnefronten ved Museumshavnen, hvor klassiske yachts, træskibe, dampskibe og skonnerter lå med stævnen mod kaj. Alle skibe var i brug med glade og stolte ejere, og gode plancher fortalte om de enkelte skibe og både. I forbindelse med museumshavnen var der også et museumsværft og et maritimt museum. Værftet var lokaliseret som et charmerende, virksomt stræde med skure, bådhaller, værksteder og en café. Det dur, så mens Kirsten gik på museum, blev den øvrige besætning parkeret på caféen, hvilket var klogt. Julie fik endog en smart taske lavet af genbrugt sejldug fra museumsbutikken alligevel.

Herefter osede vi os igennem Flensborgs imponerende gågade. Den er ret lang og består af bade smalle og brede dele, torve og pladser. Frygtelig mange steder var der udendørs servering, hvilket ikke forringede appetitten, og på et tidspunkt måtte vi overgive os til bruscetta og bier von fass. Forbavsende få indkøb blev eksekveret, og vi slentrede tilbage til Flicka III, så vi kunne tage behørigt imod Sidsel og chaufføren.

Vi gjorde klar til lidt sen frokost for gæsterne, der langt om længe fandt os trods forskellige forsøg fra Skippers side, på at gøre det lettere. Sidsel havde ingen ambitioner om at se hele Flensborg, så Julie nøjedes med at introducere hende for det Maritime Museums butik, hvor hun også fik sig en skippersponseret sejlertaske.

Så kunne vi ikke hive mere ud af Flensborg, hvor mødte flere danskere end tyskere. Vi blev enige om at sejle de kun 11 sømil nordøst på til Gråsten, hvor vi kunne få provianteret og ligge og nyde den charmerende lille bugt bag Egernsund. Vinden var øget, så vi strøg afsted for fulde sejl på en foran for tværs med 6 – 8 knob, så vi nåede klapbroen ved Egernsund kl. 18:00. Broen er åbenbart ubemandet, for den gik op, uden at vi hverken så eller hørte noget til nogen i kontroltårnet.

Vi lagde til kaj langskibs, syd for Gråsten ved Dronningekajen, der er relativ ny og checket foran nyere 4-5 etages senioregnede punkthuse med udsigt over havn og bugt. Vi lavede indkøbsliste, og døtre og skipper gik op for at proviantere i den nærliggende Fakta. Det var godt, at vi var tre til at slæbe provianten tilbage til Yachten. Tøserne tilbød beredvilligt, at stå for aftensmaden, så var de også sikre på at kunne bestemme menuen. Det blev et klassisk ferie- og sejlermåltid, hvor ingen gik sultne fra borde.

Vejrudsigten for morgendagen overgår dagens gode vejr, så der er planlagt maritim sightseeing i Nybøl Nor og ned til Store og Lille Okseø inden vi lægger til ved Glücksborg for at få lidt historisk dansk royalt vingesus.

Broager Land – Flensborg

Mandag den 13. juli 2015, 28 sømil, Solskin og skyer, 16-18 grader, 1 – 8 m/s V – VSV.

Man sover fantastisk godt, når man ligger for svaj og anker. Enkel morgenmad kunne vi indtage i læ i Cockpit med udsigt til en næsten-solopgang over Dybbøl og Sønderborg. Vi lettede anker kl ca. 9:00 og satte sejl i den lette brise, der gav os en fart på 4 knob, men vi havde jo hele dagen for os. Syd for Broager Land lagde vinden sig helt, og det var næsten sommerligt, så vi måtte have hjælp af Volvoen. Flensborg Fjord er smuk med sine drej og fine kyster. Syd for Egernsund kom vinden heldigvis igen, og vi kunne krydse ned gennem Flensborg Fjord med 5 – 6,5 knob.

Vi var fremme ca. 13:30, og helt inden i bunden af havnen, fandt vi en grøn plads ved en af fiskerlaugets broer på østsiden, lige mellem de 2 kirker. Julie kom direkte fra svigerfamilie-sommertræf på Ruths Hotel i Skagen og JC havde været galant og køre hende hele vejen. Det er skønt at vores døtre stadig har lyst til at sejle med.

Vi spiste frokost sammen på båden i solskin, inden de 2 piger tog en mormor i deres kahytter, og skipper agerede hovmester. Det var nu ikke nemt at finde et supermarked i en fremmed by, men ”ekstrahjernen” blev taget til hjælp. Det viste sig, at der lå et supermarked inde i Indkøbscenter op ad den store gågade. Gågaden var iøvrigt fyldt af mennesker, hvor halvdelen var danskere. Hønsene kom selvfølgelig ikke ud af den lune kahyt, så bybesøg må vente til i morgen – det er nok også billigere. Grillen blev aktiveret, så vi kunne få grillede majskolber og tyske würster. Det var en kølig aften, men solnedgangen over Flensborgs tage, under det tynde skydække, gav et smukt gyldent lys ned i havnens sølvblanke krusninger. Nu sidder vi og venter på at smage Julies specielle rosmarincreme sammen med de modne erdberen. En opskrift hun har med fra Skagenbesøget.

 

Augustenborg – Sønderborg – Vemming Bund

Søndag den 12. juli 2015, 15 sømil, Solskin og skyet, 16-20 grader, 4 – 8 m/s V.

I dag er det Charlottes Fødselsdag….. Vi var tidligt oppe, da Charlotte havde inviteret til Brunch inde i Sønderborg, og hun ventede 15 gæster, så det var praktisk, at hun var der, inden de kom. Den faste besætning havde lokket Christel og Niels til at hente sig i Passaten. Charlotte havde fået den glimrende idé at invitere alle til brunch, byrundvisning og Ringriderfest, så vi indtog meget beskedent morgenmåltid.

På Brøggeriet i Sønderborg var der en overdådigt tag selv Brunch, hvilket var god styrkelse inden den planlagte bytur med guide. Efter at have været vidne til Ringrideroptoget med tattoo m.m., blev vi vist rundt i Sønderborgs gamle bymidte af Eigil, en glimrende lokal fortæller. Han krydrede kulturel information med passende anekdoter, hvilket fik forholdsvis ligegyldige faktuelle emner til at blive nærværende. Andre må ved passende lejlighed gentage de gode historier, som han bestemt ikke gjorde ringere. Vi sluttede på Ringriderpladsen, hvor den årlige traditionsrige Ringriderfest, blev afholdt med ringriderturnering, ringriderpølser, ringriderøl og tivoli med i alt 40.000 deltagere. Det siges, at det ofte er en kvinde, der bliver ringriderkonge, for de er bedre til at forberede sig og koncentrere sig uden indtagelse af for mange ringriderøl. Det var for øvrigt først i 1974, at der blev åbnet op for, at kvinder kunne vinde turneringen.

Det var fascinerende at se turneringen, så velorganiseret det foregik med 485 ekvipager på 21 baner. Man starter med at lansere en ring med 22 mm hul, og herefter går man ned i hulstørrelse, indtil fårene er skilt fra bukkene med ring med et hul på kun 5 mm. Det var en stor oplevelse at se, hvordan ung som gammel koncentreret galopperede hen mod ringen og med lansen spiddede ringen, og stolt runderede og red tilbage til sin plads i rækken af ventende ekvipager. Efter 12 gennemridt var der pause og alle hestene blev samlet i nogle store rundkredse af nogle hestehviskere, der hver kunne styre ca. 40 heste i rundkreds, og blot med et bestemt ryk i linen kunne give den rigtige besked til de mest opsætsige heste i ”klassen”. Det var en stor oplevelse, som vi vil huske tilbage på, som en helt speciel egnstypisk subkultur, der optager og glæder mange sønderjyder i alle aldre. Vi sluttede fødselsdagsarrangementet af på ”Propperiet” ved havnen, hvor der blev serveret kaffe og kage, som en god sønderjysk afslutning på en rigtig god dag med oplevelser, som vi aldrig selv ville have opsøgt – tak for det Charlotte.

Kirsten ville absolut vise Christel og Niels, hvor fint Augustenborg og parken var blevet restaureret. Så efter et, for Skipper, lidet flatterende besøg i Elgiganten (køb af ny ”sut”), gik vi endnu engang tur i det geometriske slotsanlæg og den smukke park, der er anlagt i engelsk stil med store gamle solitære træer på et tæppe af velplejet græsplæne. Selv den tidligere omtalte skulpturpark fik et nyt besøg.

Efter at landkrabberne var taget tilbage til Skæring, gjorde vi klart skib og kastede los, for at ”spise” nogle sømil mod Flensborg. Vi krydsede op nord om halvøen, der huser Sønderborgs lufthavn, og vi kunne glide ned igennem det smalle og meget smukke Alssund. Vi nåede Chr. Den X bro, der åbnede sin klap kl 20:00. Efter Dieseltankning på “Den Kristne Side” sejlede vi syd om Dybbøl Skanse direkte mod Broager Kirkes tvillingetårne og ind i Vemming Bund, hvor vi kunne kaste anker i læ af Broager Land for vestenvinden. Her sluttede en rigtig fin dag med mange oplevelser, og den sidste flaske rødvin til danske priser.

Dyvig – Augustenborg

Lørdag den 11. juli 2015, 12 sømil, Solskin og skyet og solskin, 17-19 grader, 0 – 4 m/s S.

Kirsten havde ændret I logistikken, så hun kørte Gerts bil til Augustenborg, hvilket betød, at vi kunne tage os god tid til morgenrutinerne. Havnefogeden leverede rundstykker klokken 08:00. Vandet var fladt og sølvblankt med sol fra postkorthimmel. Morgenmaden blev for en gangs skyld derfor indtaget i cockpit. Skyr med friske jordbær, blødkogte æg, hjemmebagt rugbrød, grovhåndværkere, Schweizisk ost og lurpak. Havnesvalerne akkompagnerede os, og vi kunne iagttage, at mange bade var på vej ud over vandet, efter at have være blæst inde i 3 dage.

Kirsten kørte afsted i Gerts Seat og tog på alverdens svinkeærinder, så hun kunne være i Augustenborg samtidig med sejlerne. Vi andre nød det fine vejr og de smukke landskaber, 0g nød godt af Flex-o-fold propellens fremdrift, da vinden var sløj. Tæt på sejlrenden ind til Augustenborg passerede vi et vikingeskib med stribet sejl (rå). Kirsten tog godt imod os i Yachthavnen, hvor vi fandt en fin pæleplads tæt på land og faciliteter. Hun havde i øvrigt haft en grænseoverskridende oplevelse, idet hun havde bestilt kaffe og kage på det nærliggende Fjordhotellet. Der havde hun fået det største stykke lagkage, hun kunne mindes, så hendes appetit til frokost var stærkt begrænset.

Efter frokost om bord gik vi en kulturel tur gennem byen til Augustenborg slot og parken. Gert havde i bilradioen hørt om en skulpturpark i forbindelse med Augustiana, et kunstcenter vest for Slottet, der i dag er hospital for sindslidende. Mange af skulpturerne er gode og passede godt i konteksten. Særlig indtryk gjorde en ny installation med nogle tynde blåmalede stammer, der var nedgravet i geometrisk mønster på begge sider af fjorden. Øvrige værker var generelt af høj kvalitet og var gåturen værd, Gert var specielt fascineret af en skulptur, der både kunne være 2 skrifttegn og et tæt omslynget par.

Charlotte sponserede et besøg i kunstpalæet Augustiana, der udstillede en masse interessante kunstværker af Prins Henrik! Skipper blev parkeret på caféen udenfor med et glas rødvin, som heldigvis ikke var fra Chateau Caix. Den øvrige del af besætningen var imponeret af Kong Henriks kunstneriske evner, der åbenbart overstiger hans sproglige talent, men matcher hans kulinariske evner. Vi fik også set den enkle pastelfarvede slotskirke, der nu fungerer som sognekirke.

Charlotte og Gert stod for aftensmaden, som blev indtaget i cockpit efter, at der havde været cocktails og snacks på fordækket – så vejret kunne vel ikke have været helt ringe. Der blev gået lidt aftentur, men desværre uden særlige referérbare hændelser eller oplevelser. Og for første gang kunne dagens epistel skrives, siddende i cockpit.

Aabenraa – Mjels – Dyvig

Fredag den 10. juli 2015, 12 sømil, Solskin med drivende hvide og grå skyer, enkelte byger, 15-16 grader, 10 – 17 m/s VNV-NV.

Hele besætningen var oppe kl 05:30 for at kunne sejle tidligt, inden vinden igen blev for voldsom. Vi fik en rigtig fin tur ud af Aabenraa Fjord. Vi havde kun den selvslående fok oppe, hvilket gav os en fart på mellem 5 og 7 knob, hvilket var fint nok til den korte distance. Det var en meget smuk tur. Den brede runde Aabenraa Fjord med store løvtræer helt ned til vandkanten. Als Sund med store bølger og hvide tænder, hvilket gav rulninger frem mod Stegsvig. Vigen er den smukke tragt ind mod det meget smalle sund, eller rettere rende.

Stegsvig Rende er ca. 5-10 m bred og 2,5 m dyb, så det er en god idé, at respektere de røde og grønne stager. Vi tog fokken ind inden passagen, så det kunne gå i ro og mag, og med passende styrefart. Vi kunne næsten røre ved krumodden nord for løbet og ville nemt kunne have kastet en sten ind på bådebroen ved Steg på sydsiden. Man skal sejle ganske tæt på odden for ikke at gå på grund. Det lykkedes os, at komme igennem uden at blive grundejer, og Dyvigs paradis åbnede sig for os. En intim fjord med bakker og løvtræer på alle sider og frugtbare markstrimler, der strakte sig helt ned til vandet. Vi var blevet anbefalet at stikke stævnen ind i sidefjorden, Mjels Vig, som er endnu mindre og meget idyllisk med en lille havn inde i bunden. Den havn gik vi dog ikke ind, da jeg var usikker på dybden, da søkortene over dette område er mindst 100 år. Således har søkorten heller ikke vist, at Oldenor er genskabt ved naturgenopretning.

Vi fandt en ledig pæleplads ved Dyvig Badehotel, hvor vi kunne fortøje med stævnen mod nordvest, hvilket var perfekt til dagens kuling. Endelig kunne vi få et ordentligt morgenmåltid. Solen skinned, og der var nogenlunde læ i cockpit, så morgenbordet blev indtaget her med udsigt til vigen, badehotellet og alle de andre både i en næsten fyldt havn. Dyvig Badehotel er blevet istandsat efter alle kunstens regler, og fremstår meget charmerende med svenskrød træbeklædning og hvide ornamenteringer og sternkanter. Charlotte var solgt.

Vi besøgte den nærliggende landsby, Holm, hvor der ligger der et lille foreningsdrevet museum, der huser en sejldygtig kopi af Danmarks ældste kendte træskib, Hjortspringbåden, der er fra 300 år før Kr. Den blev fundet i en mose på Als. En forening af frivillige amatører har bygget en tro kopi af det 18 m lange og 2 m brede skib med 18 årepladser. Det er bygget i lindetræ og snøret sammen med tvundet og tjæret lindebast. En af de frivillige kom tilfældigt dertil og lukkede os ind, uagtet at vi var der uden for den stærkt begrænsede åbningstid. Den 85 årige ivrige dame fortalte vidt og bredt om skibet og dets historie, tilildnet af en videbegærlig Charlotte. Den er skam blevet brugt til at fragte ”Kong Henrik” fra Kongeskibet og op til Augustenborg, uden at han blev mere fugtig end normalt.

Der går en gratis bus til Nordborg fra Dyvig. Den tog vi for at se ”den stemningsfulde Nordborg”. Vandtårnet er en kopi af tårnet på slottet, der ligger på en ø i Nordborg Sø, men er efterskole og Kirken var lukket, lige som mange af butikkerne på ”Gå”-gaden, så vi forstår godt at bussen er gratis. Vi fordrev den sidste time på en meget hyggelige bar-restaurant-café, Friends, midt i Nordby, hvor vi indtog vores frokost.

Andengasten havde åbenbart glædet sig til at ligge og vugge i Dyvig om natten, for Skippers forslag om at gå til næste destination, Augustenborg faldt i dårlig jord. Det gav udfordringer for Gerts logistik, for han kom med bil fredag eftermiddag. Bilen skulle de bruge for at komme hjem fra Sønderborg søndag. Planen blev foreløbig, at han lørdag sejler med til Augustenborg og herfra tager han en rutebil til Dyvig, hvor han samler bilen op, og kører den til Augustenborg eller Sønderborg – indviklet? -Ja. En taxa ville koste lige så meget som 12 flasker rødvin.

Resten af dagen blev brugt til meditation, opladning af Andengastens batterier, badning og solbadning. Blæsten havde skubbet alle skyerne til side, så Dannebrog kunne tage sig rigtig ud mod den blå himmel og badehotellet i baggrunden.

Charlotte og Gert stod for aftensmaden. Gert havde af Charlotte fået strenge ordrer på at medbringe røde bøffer til den faste besætnings fredagstradition. Dem han kom med, var så store, at det var nok med en til deling. Majskolber og sammenkogte vegaretter var smagfulde og mættende. Så var der dømt aftengåtur i det smukke aftensollys.

12►

Aabenraa i stiv kuling

Torsdag den 8. juli 2015, 0 sømil, solstrejf, drivende skyer og byger, 15-16 grader. 10 – 20 m/s V – VNV

Vinden ruskede godt i faldene og fik stagene til at hyle, da vi vågnede op til dåd. Ind imellem piskende hårde, men korte byger mod skylight og ruf. Båden rev og sled i stævnens fortøjninger, for vi havde klogelig stævnen mod vest. Under det langtrukne morgenbord øgede vinden og indimellem skubbede den skyerne fra hinanden, så den blå himmel blev synlig, og solens klare stråler fik de duvende master til at lyse mod den grå himmel.

Efter grundig rådslagning og kulturelle overvejelser tog vi på byvandring efter turistkontorets rutekort. Det bragte os forbi en masse spændende gamle huse. Specielt de særprægede gavlhuse med de karakteristiske døre med udskæringer og bemalinger fik vores opmærksomhed. Ruten gik, smart nok, også forbi Brundlund Slot, der tidligere husede stiftamtmanden, men nu er det byens kunstmuseum. Skippers anmeldelse: ” Meget fin tilrettelagt udstilling om nyere sønderjyske kunstnere, men belysningen er elendig og yder slet ikke billederne retfærdighed. Kaffe og kage er inkluderet i billetprisen og den rare intime café trækker op.” Kirsten investerede i mere ballast i form af en tyk, men vellykket bog om den sønderjyske kunstner Fransiska Clausen.

Sct. Nicolai kirke er en enkel og ren korskirke med hvidkalkede gotiske og beskedne hvælvinger. Til Charlottes glæde var der varmt og ly for de piskende byger. Den centralt placerede barokke prædikestol var understøttet af en meget tynd træsøjle, så præstens vægt må nødvendigvis indgå i vurderingen ved ansættelsen. Gågadens kuperede forløb med mange aktive specialbutikker, blev forceret og et par stykker fristede. Café Butler gav også ly, varme og frokost med søsterskabet som den gode giver.

Løvbjerg lagde udvalg til aftensmåltidet, der var ballanceret mellem det vegetariske og proteinholdige. Nybælgede ærter, økospidskål, nye kartoftler, kirkærtesteg og helleflynder (til den faste besætning) med flødesovs.

Efter aftensmaden, da vinden blev mere civiliseret, ønskede skipper at kaste los for at sejle til Dyvig, øst for Nordborg på Als. Her ville vi kunne have lagt til kaj i den smalle fjord i læ for lavtrykkets vindstød, men førstegasten foretrak at stå tidligt op?! Så kunne vi udnytte vinduet med let morgenluft og morgenhår, inden det igen sætter ind med vindmøllevenligt vejr.

 

Fotos: Kirsten Nørgaard

Aabenraa – Aabenramme

Onsdag den 7. juli 2015, 0 sømil, Solstrejf, drivende skyer og byger, 18-20 grader. 10 – 15 m/s SV.

Skippers søster, Charlotte skulle påmønstre ved nittentiden, så der var dømt afslapning, oprydning, bytur, butikstur og bådudstyrsbutik. Det var jo heldigt nok, når der var kulingvarsel m.m. Halvdelen af besætningen benyttede sig også af lejligheden til at sove igennem. Den anden halvdel ordnede virksomhedsrelaterede e-mails og læste politikkens E-avis. En velassorteret havneplaceret Løvbjerg blev også frekventeret.

Byturen sikrede både en varm gave til Charlotte, samt nogle laser og pjalter til førstegasten, samt et helt par sko, som fuldgode afløsere for det kuldsejlede par. En checket café serverede en glimrende Illy radikal kaffe, som blev indtaget, mens vi iagttog gågadens turister og indfødte. Det er for øvrigt charmerende og positivt, hvor meget alle stadig bevarer deres sønderjyske dialekt – mojn. I byen er der mange velbevarede huse, som bidrager til et spændende bymiljø, der er fint understøttet af nyrenoverede torve, hvor der er skabt velproportionerede byrum. Overskriften referer til en ny vellykket cortén skulptur ved lystbådehavnen, der er en stor ramme, som man kan sidde inden i, over for hinanden – inden for rammerne af rammen – Aabenramme.

Når man har sejlbåd er der altid noget, der skal fikses, hvilket maskinmesteren fik mulighed for mens Kirsten besøgte det nørdede egnsmuseum. Det ærgrede selvfølgelig skipper, at han var nødt til at vejlede maskinmesteren, så han desværre gik glip af Aabenraa Museum, der ellers havde en lavet en helt speciel sommerudstilling om makrellen! Det viste sig at makrellen optræder 3 gange byvåbenet. Til gengæld blev svømmerkontakten for bilge-pumpen fikset og vandfilteret for trykvandsinstallationen tætnet.

Gert leverede Charlotte, og vi spiste et vegetarisk måltid sammen inden Gert tog tilbage til sine pligter hos LEGO. Vi havde en hyggelig aften sammen, mens der blev planlagt en Aabenraa Byvandring næste dag, idet vejrudsigten for morgendagen ikke lader dagens vejr noget tilbage at ønske.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers: