Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Motor sejlads som afslutning på sommertogtet

Mou – Virksund Fredag den 26-7-13, sol, 20 -30 grader, 0 – 3 m/s SØ – NØ, 65 sømil

Der var planlagt transportsejlads hjem til Virksund, samtidig med at der skulle ordnes og rengøres.

Endnu en fantastisk morgen at stå op til.. Skyfrit og blikstille. Der kunne forventes motorsejlads hele dagen, så det var blot at blive vasket og barberetog så afsted. Kl 06:30.

Morgenmad og kaffe blev lavet og indtaget i Langerak. Kun få både på vandet. Hastigheden blev afpasset efter at kunne komme igennem Limfjordsbroen kl 09:00, som er første åbning efter spærretiden. Teakdækket blev vasket i sæbespånevand. Da jeg nåede broen havde jeg også fået skyllet cockpit, men manglede resten.

Jernbanebroen åbnede for os kl 09:11, så det gik for en gang skyld stærkt. Flicka blev sejlet ind til Aalborg Sejlklubs havn for at bunkre diesel og vand, da det meste var blevet brugt til at skylle cockpit med. Den resterende del af dækket blev skyllet med klubvand og det blev rigtig fint. Fladt og blank vand ventede i Limfjorden. Lidt efter Dynen, der hvor mågerne kan gå på vandet, lå nogle sæler med hale og hoved lige over vandet og nød det.

Jeg har aldrig set så meget trafik i Limfjorden. Svenske, tyske, norske, hollandske og danske både på vej ind og ud af fjorden. Der var så meget trafik, at det var nødvendigt konstant at holde udkig og korrigere selvstyrerens kurser. Så det var svært at komme til at lave noget fornuftigt. Men jeg fik da bordet taget af og dørken. Jeg skulle have hævet bildge pumpens føler, da den starter med at pumpe, selv hvis der næsten ingen vand er på kølsvinet. Efter flere forsøg lykkedes det mig at få en passende højde på føleren, men så var jeg også nået til Aggersund 13:31 og kom med i den åbning.

Imens var frokostforberedelsen også i gang. Op med bordet, tallerken, bestik og serviet. Man kan lige så godt lave det lidt hyggeligt mens man hører på Volvoens spinden. Det blev til en lækker frokost bestående af romanisalat, flager af parmesanost, olivenolie, vilde løg, 2 grillpølser og hytteost. De både jeg kom forbi, kiggede noget og grinte, når de kunne se, jeg sad og spiste med kniv og gaffel, mens jeg sejlede.

Vejrudsigten havde kun lovet lidt sol og en del skyer. Jeg skal sandelig love for at de tog fejl igen. Masser af sol og næsten ingen skyer. Det var pottevarmt, 30 garder i skyggen. Jeg nød at kunne være iført adamkostume. Det var så varmt at jeg fik en spontan lyst til at bade. Som sagt så gjort. Maskinen blev stoppet og jeg svømmede rundt i havblik vand, der var 25 grader ved Rind Grund. Code 0 blev pakket væk mens den var helt tør. Det er mærkeligt at se Limfjorden så stille. Normalt går blæsten frisk over Limfjordens Vande. ETA Virksund 18:49.

 

Sejler-sejlads

Aarhus – Mou Torsdag 25-07-13 – Skyet –Sol – skyet – sol, 20-23 grader, 3-11 m/s SØ – S, 80 sm.

Der var planlagt transportsejlads fra Aarhus til Grenå, men da DMI lovede regn lørdag ville skipper gerne i havn fredag aften. Planen blev i stedet at sejle til Hals ca. 75 sømil.

Førstegasten havde fået lov at blive og sove med skipper, hvilket på flere måder var skæppe skønt. Hun ville gerne tidligt til Viborg, så for en gangs skyld ville hun tidligt op, hvilket passede mig glimrende. Nessie og Kirsten vinkede fra kajen til Flicka III kl. 07:15.

Vandet var spejlblankt, så det blev motorsejlads til Sletterhage, men der begyndte der at blive lidt vind, så sejlende blev sat. Storsejl og Code 0, hvor forbavsende effektive, og båden gled lystigt videre mod Øer (sydøstspidsen af Djursland). Her skulle der drejes op mod Grenå, så vinden ville være ind fra agten, hvilket ikke egner sig til Code 0,. Skipper beordrede derfor sat 100 m2 spiler. Det er fedt at sejle med spiler. Det gav i starten en fart på 5 knob, men vinden øgede langsomt og var ved Gjerrild helt oppe på 11 m/s, hvor båden loggede 10 knob – det var også lækker sejlads. Styringen blev det meste af tiden varetaget af JOFA (Selvstyreren), men når det blæste meget måtte skipper tage over, hvilket han nød.

Ud for Grenå måtte jeg bomme spileren, men ventede til vinden var ned på 6-7 m/s og fik fortaget bomningen problemfrit. Nord for Djursland måtte jeg bomme igen. Ud for Øster Hurup drejede vinden så meget, at jeg måtte tage spileren ned og erstatte den af Code 0. Det var en pragtfuld sejlads, hvor jeg fik afprøvet mange forskellige sejlføringer og forskelligt trim.

På vej til Hals var der nogle meget truende skyer mod vest og nordøst, så jeg var meget opmærksom på vejrudviklingen. Der var dog ingen bulder brag, og der kom ingen bygevind eller regn. Det er ikke mange regndråber, vi har følt på vores kind, på denne sommersejlads. Ved Hals Barre blev der sejlet med almindeligt forsejl og storsejl. Det stel var oppe helt ind til Mou havn, hvor jeg fik en pæleplads, hvor der knap var dybde nok. Her lå jeg godt ved siden af nogle søde svenskere, som havde sejlet rundt i Limfjorden i 2 uger, og de var forståeligt meget begejstret.

Undervejs på turen foretog jeg forskellige reparationer, pudsninger og justeringer, så ud over sejlturen nød jeg at få lavet en række småting på båden: 1) Satte 5 ekstra kroge op, 2) pudsede stativ til sprayhood og justerede det, 3)skruede lampe op i sejlrum, 4) satte et beslag på agterstaget – så talje ikke gnaver på staget, 5) satte trimmærker på fald og reb, 6)skruede vandhanen helt fast, 7) satte helt ny rist i cobbgrillen, 8) skiftede blok på nedhal på Code 0, 9)satte standfjeder på ny blok til Code 0 nedhal, 10) ordnede reb og liner, 11) rengøring hist og her, 12) oprydning i reservedelsboksen og så videre.

Tre Små Kinesere

Aarhus Nordhavn Onsdag 24-07-13 – Sol, 20-27 grader, 2-4 m/s NØ, 10 sømil.

Dagen var afsat til, at skipper skulle på “arbejde”. Jeg skulle om eftermiddagen fremvise et nyt plejehjem i Ebeltoft og Grenå for 3 kinesere og Emil Tang, som skulle samle mig op i den gamle Aarhus Havn.

Vi (Skipper) var derfor tidligt oppe. Vi oplevede den mest fantastiske morgen og solopgang over Mols Bjerge. Der var knap nok kattepoter på vandet. Begge besætningsmedlemmer havde sovet som sten, for båden havde ligget musestille, med lodret ankerkæde, hele natten. Der var alligevel tid til at Skipper svømmede en tur i den lune vand og tog brusebad på badeplatformen. Det blev til effektivt morgenbord i cockpit, men dog med obligate røræg.

Vi lettede anker uden problemer og tøffede de 10 sømil mod Aarhus, hvor selvstyreren (Autopilot) tog sig af at følge ruten, mens Sidsel holdt behørigt udkig. Nu er det jo sådan, at Skipper har svært ved lediggang, så gummibåden, Venus Med Numsen, blev vasket og pakket sammen på fordækket under turen. Klokken 10 lå vi fortøjet i Aarhus Nordhavn med stævnen mod Clausens Fiskehandel, kun 2 pladser fra, hvor vi lå sidste gang. Eller som Sidsel sagde: ”Thomas finder altid en P-plads lige foran hovedindgangen”. Nu havde vi et par timer inden Emil kom – troede vi. Et kvarter efter, vi havde fortøjet, stod han ved kajkanten blot for lige at se, hvor vi måske kunne finde på at lægge til. Nå – han ville tilbage til bilen for at arbejde lidt. Vi kunne forberede frokost til os alle tre på båden imens. Der blev desuden städet lidt, så det kunne se humsk ud, når vi fik gæster.

Vi havde en rigtig hyggelig frokost på båden i parasollens skygge og nød det gode sommervejr, mens en let brise strøg os på kinden. Emil og jeg mødtes med kineserne ved Banegården og kørte i to biler til Ebeltoft, så Emil og jeg kunne få snakket om løst og fast. Besøget var en succes og både Emil og Kineserne kunne lide, det de så. Jeg slap for at tage med dem videre og blev afleveret i god behold tilbage på båden ved firetiden.

Sidsel havde købt ind, og sammen gik vi op til Clausen og købte havkatfilet. Det var Sidsel, der ville stå for aftensmaden. Både Kirsten, Nessie og Kasper var inviteret. Det var Sidsels sidste dag, inden hun afmønstrede, og vi nød det livlige liv i havnen. I baggrunden, ovre på kollegiehalvøen, var der beachparty med chill out og teckno musik.

Skipper fik snakket med kassereren i sejlklubben om en evt. bådeplads – det så ikke helt umuligt ud eller var særlig dyrt. Senere besøgte Skipper klubbens klubhus (et picknickbord på kajen), hvor der blev udvekslet røverhistorier, pilotpral og skipperskrøner . Indgangsbetalingen havde været 6 kolde blå colaer. Blandt sejlklubbens medlemmer gik der også rigtig megen tid med, ikke at få startet en lille Honda påhængsmotor fra nabobåden. Det er der for øvrigt ikke noget usædvanligt ved.

For anker i Knebel Vig

Knebel Vig Tirsdag 23-07-13 – Sol, 18-24 grader, 8-3 m/s SØ – Ø, 34 sm.

Sidsel ville gerne til Knebel Vig og ligge for anker. Det var en passende dagssejlads på ca. 30 sømil, når man nu kan lide at sejle. Vi ville være ret tæt på Aarhus, hvor skipper skulle på arbejde onsdag kl 12:00. Afstanden er ca. 10 sømil – et par timer.

I løbet af natten var det blæst op fra SØ. Vi vendte desværre stævnen mod vest, så bølgerne slog op under agterudhanget. Så det var ingen problem at blive vækket. For første gang i lang tid stod vi op til gråvejr, men vi kunne se morgensolen sol et guldbånd ude mod øst mellem Besser Rev og skydækket. Kl. 9 skinnede solen lystigt igen, og vinden var frisk. Vi fik nabobåden væk uden problemer, men vi lå inde mellem 2 sæt på hver 3 både, og det var pålandsvind. Men ved gode genboers hjælp og snilde, fik vi drejet båden så meget, at vi kunne bakke ud i vinden og slippe fri af broen.

Lidt i ti satte vi sejl, og udnyttede den gode vind fra SØ, så Code 0 blev rullet ud. Det gik over stok over sten med en meget tilfreds rorgænger, Sidsel ved rorpinden. På et tidspunkt loggede hun 9 knob. Det var hun ikke utilfreds med. Det var smukt og flot at sejle op mod Helgenæs med mange sejl på vandet, der skulle i alle mulige retninger, mens Molslinjen siksakkede ud og ind mellem sejlene og frem og tilbage mellem Odden og Aarhus.

Da vi passerede det smukke, Sletterhage fyr løjede vinden og vi var nede på 4 – 5 knob. Men vi nød det smukke syn af det kuperede landskab og Begtrup Vig. Imens lavede Skipper nedhal til faldet på Code 0. Det kan også senere kan anvendes til den nye skæringsspiler. Vinden øgende lidt igen til 5-7 m/s. Nedhalet blev monteret og fungerede fint, lige indtil vi skulle skære op mod Kalø Vig, for så sprang en karabinhage, som skipper havde valgt for klejn. Vi faldt af og fik Code 0 i læ af storsejlet og kunne genmontere den. I mellemtiden var vinden gået helt i Øst – Nordøst og vi måtte krydse op mod gabet ind til Knebel Vig. Det gik langsomt og til sidst overgav vi (skipper) os og satte Volvoen i gang.

Sidsel ville gerne vise mig Knebel, hvor hun i sin tid flere gange havde besøgt Ila. Så vi sejlede ind til den lille havn ved Knebel Bro, hvor vi nemt fandt en ledig plads. Vi havde en hyggelig, men varm gåtur gennem Knebel Bro, op til den smukke gamle kirke fra 1550, men med et lille latterligt tårn. Kirken ligger højt og synligt fra både land- og søsiden. Knebel er en velfungerende landevejsby, med gamle og nye huse, der udnytter den storslåede udsigt over Knebel Vig. Vi så også et Mangfoldighedens hus, hvor der var rigtig mange kulørte stærekasser. Vi besøgte også et galleri, hvor vi kom til at købe nogle fine kort til førstegasten. Det var i øvrigt rigtig fine billeder, som kunstneren lavede og udstillede.

I byen og på havnen var der pottevarmt, så vi var glade for at komme ud på vandet igen. Vi sejlede op til den nordvestlige del af vigen, Her var der en bugt, hvor der var dybt vand tæt på kysten og plads til at ankre og svaje. Her var der udsigt til flotte kuperede bakker, hegn, modne kornmarker, store gårde og huse tæt på vandet. Vi fik begge straks lyst til at bade i det rene vand, der var 23,5 grader. Det var skønt og helt uden brandmænd. Lidt senere kom der et par piger ridende på heste i vandkanten. Hestene var kåde og vilde med vandet. Den ene sparkede i vandet, så det sprøjtede. De endte med at ride langt ud i vandet, så vandet gik næsten til ryggen på hestene.

Cobbgrillen var blevet tændt og de nye kartofler sat i blød. Det blev til grillede snackpebber og salatløg samt flanksteak og lidt saft fra gedesækken. Solnedgangen tegner smuk og vi forventer ikke helt så meget dug, så i går, hvor båden var sjaskvåd på kort tid. Sidsel læser e-bog og skipper skriver logbog i cockpit efter lidt forgæves fiskeri efter fisk, som jeg faktisk så lave hvirvel i vandet.

12►

Sommer på Samsø

Langør, Stauns Fjord, Samsø Mandag 22-7-13, sol, 20 – 22 grader, 0-4 m/s NØ, 0 sømil

Sejlturen til Aarhus planlægges og bestemmes af Sidsel, afløsende 1. gast. Hun havde egentlig besluttet, at vi skulle til Knebel Vig, men vi havde begge lyst til at blive i Langør en dag mere.

Det var også en klog beslutning, for havgusen indhyldede Samsø Bælt hele formiddagen og flere både vendte tilbage efter at have forsøgt sig.

Vi badede begge i det lune vand, som om eftermiddagen nåede op på 25,5 grader. Der blev råhygget og skipper fik poleret resten af den rustfrie aptering. Frokostbordet nød nabobådenes misundelse og gav skibskokken energi til cykelturen til Mårup, 2 x 6 km.

Det var en cykeltur, der gav mig minder om da Kirsten og jeg var her med Flicka ll. cykelturen består af 3 faser på hver 2 km. Langørtangen, heden og birkeskoven.

I birkeskoven har man etableret en cykelsti langs den snorlige landevej, hvor man har taget hensyn de større træer. Det har medført at man har fået en charmerende cykelsti, der slynger sig lidt, hvor man cykler i skiftevis skygge og solpletter. Sidsel havde forlangt at jeg sikrede mig fotodokumentation undervejs.

Mens jeg cyklede hævede rugbrødsdejen og det kunne sættes i ovnen ved hjemkomsten. Der var også sat gang i Verdens Bedste Brød, som kunne bages når rugbrødet var færdigt. Der duftede lifligt fra båden i nogle timer mens det stod på og skipper fik tid til at bade igen. Vi gik en tur i Langør og tilbage langs stranden og nød scenerierne. I lagunen lå der 30 både for svaj, alle med stævnen mod øst.

Tilbage på båden blev der kokkereret. Løg, spidskål og laks med madfløde og nye kartofler. I mens redigerede Sidsel fotos fra dagen, mens der var det flotteste aftenlys. Desværre ligger der 2 næsten ens badekar fra Marselisborg Havn tæt på, hvor der er nogle meget jadrende kvinder, på den der affekterede måde uden i øvrigt at sige noget. Sidsel var på et tidspunkt nødt til at fortrække til kahytten.

 

Længes efter Langør

Langør Søndag 21-07-13 – Sol, 22-28 grader, 4-7 m/s VNV, 35 sm.

Julie og Kirsten skulle afmønstre og Sidsel påmønstre. Sidsel skulle sejle med til Aarhus, hvor Skipper havde en aftale med nogle kinesere, der skulle se plejehjem i Ebeltoft og Grenå. Sidsel fik lov at bestemme ruten, der kom til at gå til Danmarks smukkeste havn, Langør. (Til Kirstens store misundelse)

Der var dømt oprydning og pakning af bøger, gaver, tøj, bøger, effekter og uundværlige indkøb så båden kunne være lettere og nemmere til hjemsejladsen, når de kom over i C1-eren, som Kasper og Sidsel havde medbragt. K2 og Jan kom til morgenmad, som skibskokken stod for. Yoghurt med hjemmelavet marmelade af vilde brombær fra Fejø, røræg, croissanter fra Lidle, assorterede rundstykker fra Kerteminde konditori med diverse oste, kaffe, the og ufiltreret fynsk æblejuice. Diverse følelsesladede farvelscener blev udspillet på kajkanten, hvor Kirstens og Julies sommerferie var forbi.

Godt fint farvel. Flicka III, Sidsel og Skipper stævnede ud fra Kerteminde. Egentlig var det kun planen at sejle til Korshavn ved Fynshoved, på nordspidsen af Hindsholm, men det gode vejr med 5-7 m/s fra VNV inspirerede til længere sejlads, så Sidsel bestemte sig for Langø i den store spændende bugt på nordøstsiden af Samsø. Her har vi været før og det er et bedårende sted. Sejladsen gik fin og vi holdt en god fart, men ud for sydspidsen af Samsø løjede vinden til 3 m/s, så vi fik trukket code-0 op, 63 m2 let kæmpegenoa, der var perfekt til vindstyrke og vindretning. Det satte skub i skuden på en fed måde og vi var oppe ved indsejlingen til bugten kl 16:00.

Langt ud fra kunne vi se at der var mange master i en af Østjyllands dejligste havne. I ankerbugten lå der allerede rigtig mange både for svaj. Vi var også forberedt på, at lige for svaj, men Sidsel prioriterede at ligge i lag fremfor svaj. Vi fik en langskibsplads uden på en båd fra Kaløvig, der lå uden på sydmolen. Her er skønt, dejligt og smukt samt fuldt af aktivt sommerliv. Efter aftensmaden som bestod af smulerne fra fødselsdagsbordet og indkøbte fiksefrikadeller sprang både Sidsel og Skipper i baljen. Vandet er 23,7 grader! Helt kanon – hvor vi nød det i fulde drag. Vi glæder os allerede til i at prøve igen i morgen. Så gik solen ned igen i en purpurfarvet himmel og ikke et øje er tørt.

Kirsten Fødselsdagsfest

Kerteminde Lørdag 20-07-13 – Sol, 20-25 grader, 4-5 m/s NV, 0 sm.

Kirstens fødselsdag den 22-7-13 skulle fejres i Kerteminde og venner og bekendte var inviteret til åben båd. Vi forventede besøg af 15-17 personer, så der ville blive læs på Flicka III. Vejret tilsmilede heldigvis fødselaren, så arrangementet kunne foregå udendørs, hvor der er mere plads.

Vi var relativt tidligt oppe, da meget skulle forberedes. Der var selvfølgelig fødselsdagsmorgenbord med flag, roser, gaver og morgenbrød. Det var som sædvanlig hyggeligt og Julie havde gjort rigtig meget ud af indpakningen og havde taget sin fine nye mørkeblå kjole med de hvide prikker på. Fødselaren var af gode grunde i et strålende humør.

Pigerne ryddede op og gjorde rent om læ og skipper tog sig af alt det andet. Det rustfrie stål blev poleret og alle signalflagene blev hejst op i masten på regattavis. Der var bestilt varmrøgede laksestykker i fiskehandlen ved fiskerihavnen, som skulle hentes. Dankortet skulle motioneres i Superbrugsen, som lå lige ved kajen. Christel og Niels ville tage kolde nye kartofler og hjemmedyrket salat med.

K2 og Jan meldte deres ankomst lidt i tolv, hvad fruen blev glad for, så vi kunne spise frokost sammen. De havde taget Bailey (Hunden) med, så Nessie også fik selskab. Det ville blive spændende, at se om den også i år ville prøve at gå på vandet. De havde dejlige gaver med til både førstegast og skipper. K1 og K2 havde behov for at får motioneret indkøbsgenet, så de forsvandt op i Kerteminde, der var på den anden ende pga. af årets Kirsebærfestival! De hævder, at de også så en genopstået Johannes Larsen, altså ham tegneren, der har sit eget museum. Imens forberedte vi andre fødselsdagsfrokost, som blev indtaget under parasollen i cockpit.

Malerinden og Jan havde fornuftigvis booket en lejlighed B&B 300 m fra båden, så de fik lige lejlighed til at checke ind hos den bøse vært, men vi andre gjorde klar til næste rykind til kaffe m.m. Sidsel og Kasper var på vej med Idefix og Søsteriet var på vej sammen med Poul. K1 og K2 fik til opgave at købe kage til kaffen. Skibskokken forsynede kirsebærtærtestykkerne med hjemmesprayet flødeskum og friskindkøbte kirsebær. Helt i festivalånden. Der blev gavet videre og Kirsten fik mange fine gaver, som hun samlede i sin selvindkøbte spånkurv foret med tørret ålegræs fra Askø.

Båden lå jo langskibs langs kajen ud for Fjord & Bælt Centeret , så der var en tendens til at den levende ballast opholdt sig i styrbords side, så båden havde tydelig slagside. Som Jan regnede ud, ville der være mindst 1 tons ekstra tonnage. Uanset krængning, havde vi det tæskehyggeligt og gæsterne jadrede og drak kaffe og rødvin. Mathæus, Ella og Rune dukkede også op, selv om de skulle flyve til Italien samme nat. Så dukkede Christel og Niels op med de supplerende madvarer og endnu flere gaver, men desværre uden Kjartan og Lene, der var kaldt på vagt. Til Kirsten store glæde var der endnu flere dejlige nørdede bøger. Æblecideren fra Cideriet på Fejø kom til sin ret og alle fik et glas af de gyldne dråber, som var blevet kølet af i pøsen.

Der var maksimal hygge på kajkanten, på ruffet, i cockpit, og der blev snakket, smilet, leet og grinet. Fødselaren var i sit es og nød hvert et øjeblik. Skibskokken forberedte aftenens dinner, der kom til at bestå af 4 slags varmrøget laks, krydret kartoffelsalat med olivenolie fra Kreta, citron, hvidløg, løg, salvie, oregano, bredbladet persille, salt og peber. Hertil pluksalat og romaniesalt fra Urtehaven i Svendborg samt champignon og snackpeber. Til fisken var der lavet en Yougurtsmovs med hjemmelavet remoulade, vilde løg og hvidløg. Som dessert øko-is med friske kirsebær. Der var rigeligt til alle og rødvin gik på tur i gedeskindsposen med stor succes og vi sad i Cockpit helt frem til midnat og nød den fantastiske sommeraften. Den blev kronet med fakkelsejlads, idet Kerteminde Kajakklub passerede forbi med en kajak på slæb med mange brændende fakler – meget stemningsfuldt og den rigtige afslutning på en rigtig maritim fødselsdagsfest.

Min Amanda

Lundeborg – Kerteminde Fredag 19-07-13 – Sol, 19-21 grader, 8-12 m/s NV, 22 sm.

Planen var, at vi skulle til Kerteminde fredag, så vi kunne være forberedt på det store rykind med fødselsdagsgæster lørdag. Den nyeste optælling viste, at vi kunne forvente 17 gæster. 3 til morgenbord. 5 til frokost. 11 til kaffemik og 17 til aftensmad. Båden ville komme til at ligge dybt, men det ville blive hyggeligt.

Vejrudsigten for fredagen lovede hård vind til kuling fra NV, så det ville være en fordel om gasterne var landkrabber. Ifølge forlydender har de også haft en god dag, hvor der er blevet handlet således, at det har været kvalitetstid.

Matroserne blev afhentet af Christel og Niels. De tog med til Svendborg, hvor de hyggede sig hele dagen, mens skipper kunne nyde den energifyldte sejlads mod Kerteminde. Mod Lavbroen blev der sejlet til vinden med ca. 40-45 grader, og med 6,5 – 7 knob gennem vandet, men kun 5-6 knob over grunden pga den kraftige sydgående strøm. Ca. 3 sømil syd for Nyborg kom der et MayDay på VHF over Lyngby Radio. En katamaran var kæntret 0,5 sømil syd for Sprogø. En person var i vandet med orange flydevest. Alle skibe i området blev opfordret til at melde sig. En båd på vej sydover fra Kerteminde ville være på stedet efter 1½ time. Flicka III ville kunne være fremme efter ca. 45 minutter. Så jeg meldte mig og ændrede kurs mod den forulykkede katamaran, indtil jeg fik nye ordrer fra Lyngby. Efter ca. 15 minutter meldte en svensk båd sig. Den havde observeret den kæntrede katamaran, og den var snart fremme ved skroget, men kunne ikke se den forulykkede i vandet. Efter kort tid ankom dog en helikopter, der svævede over området. Det var tydeligt, at den hurtigt fik øje på den forulykkede sejler, for der gik ikke lang tid inden, der blev firet en mand ned til den forulykkede. Han blev hejst op i sikkerhed og helikopteren fløj til Nyborg, hvor den landede med sin last. Lyngby afblæste redningsaktionen og de involverede både kunne genoptage deres oprindelige kurser. Selve katamaranen blev indfanget af hjemmeværnets marinekutter.

Flicka III kunne sejle bidevind op mod gennemsejlingsfaget under Lavbroen, hvor der er en frihøjde på 18 meter. Flicka III rager 16,5 meter op over havets overflade, så der ville lige være plads til VHF antennen også.

Vinden var blevet endnu mere nordlig, så det blev til 20 krydsben op mod Kerteminde Bugt, hvor jeg var fremme kl. 15:30. Jeg gik ind i Gammel Havn, for dér er mest hyggeligt at være. Der var Kirsebærfestival i byen denne Weekend, så der var et værre leben på kajen. På den valgte plads fandt jeg også el, vand og ikke mindst liv samt udsigt til fiskerihavnen, så her blev båden fortøjet bag en stor tysk HR 42.

Svendborggruppen sørgede for nye kartofler, jordbær og salat. Skipper sørgede for proteinindkøb til aftensmaden ved at indkøbe lækre fiskefrikadeller hos fiskehandleren ovre i fiskerihavnen. Her blev der også bestilt røget fisk til fødselsdagsmiddagen til morgendagen. Resten af kylleret ankom ved sekstiden, og vi hyggede os som sædvanligt med nye kartofler, lune fiskefrikadeller, ”remo-grat” a´la skipper og salat med vilde løg m.m. Fødselaren glæder sig vist også – 17 har meldt deres ankomst. Hvordan skal denne ydmyge båd dog kunne rumme alle disse gode folk? Det kan den – hvor der er hjertevarme er der plads.

Så tag mig med ned til Lundeborg….

Lohals – Lundeborg Torsdag 18-07-13 – Sol, 19-26 grader, 7-5 m/s NV, 4 sm.

Oprindelig var det meningen, at vi ville sejle til Nyborg, men der er så mange spændende ting at se i det frodige Sydøstfynske, så planen blev ændret til, at vi blot sejlede over til Fyn. Lundeborg ligger lige over for Lohals . Det muliggjorde også, at der var en chance for at vi fik en ordentlig plads i den populære og hyggelige havn.

Det var igen et fremragende sommervejr med klart solskin og jævn til frisk vind. Vi skulle blot igennem revet, Smørstakken, der strækker sig op mellem Langeland og Fyn. Vinden var i nordvest, så med lidt held kunne vi gå derover for sejl uden megen kryds.

Vi kom lige på det rigtige tidspunkt, for der var op til flere pladser at vælge imellem. Kirsten spotte straks en grøn plads med næsen ind mod ”sneglens” centrum. En times tid efter dukkede landkrabberne op med frokostkurv og sommerhumør. Skibskokken var i gang med at bage rugbrød. I den lokale fiskebiks havde han også købt røget laks og fiskefrikadeller til frokost, samt et par flotte pighvar, som vi skulle have til aften. Det var pottevarmt, og vi nød skyggen fra parasollen og sprayhood, mens vi spiste lækker sommerfrokost.

Eftermiddagens program bestod af besøg på Broholm, Damestenen og Hesselager. Det er lækkert både at have transport og guide til rådighed, når man ellers er sejlende turist. Julie ofrede sig og tilbød at blive på båden og underholde skibshunden og sig selv. Broholm er nok mest kendt for sine store specielle hunde, der de senere år er blevet populære. Broholm var også initiativtager til udvidelse af Lundeborg havn og forsøgte sig med sit eget lille industrieventyr. Men vi var der for at se den særprægede hovedbygning, hvortil der var fri adgang, da det også fungerer som hotel. Det var spændende at se, men det var endnu mere interessant, at se det specielle trearmede museum, som Godsejer Sehested fik bygget til sin egen imponerende stenaldersamling. Der var i tusindvis af forskellige stenalderredskaber, som var samlet på godsets jorder, med godsejeren som leden amatørarkæolog. Det var sirligt og systematisk indrettet og i den ene fløj stod et stort skelet af en urokse.

I voldgraven lå en robåd, som det så ud som om gæsterne selv kunne benytte, hvad vi så gjorde. Tøserne på agtertoften, Niels i stævnen og Skipper ved årerene. Sehested havde fået lavet en speciel romantisk sidegren på voldgraven med en romantisk bro over efter engelsk landsædeforbillede. Den måtte vi efterforske. Det var en udfordring af ro der, for vanddybden var ikke imponerende. Der var dynd og mudder med grene og væltede træer ude midt i kanalen, så vi flere gange stødte på ”grund”. Det var romantisk og sjovt og endnu en sjov og gratis oplevelse. Det var en krævende aktivitet, som krævede styrkende kompensation. Den fandt Niels i form af kaffe, ufiltreret fynsk æblesaft og rabarberkage med havtornecreme pyntet med syltede havtorn. Vi sad på terrassen lige ud til voldgraven og underholdt os også med sociologiske studier bland hotelgæsterne.

Danmarks største sten hedder Damestenen eller hesselagerstenen og ligger her på Sydøstfyn. Fynboerne kalder den for ”Dammestenen”, hvilket viste sig at stamme fra et sagn om, at en madamme på Nordlangeland skulle have kastet den efter et kirkespir på Fyn. Den er en såkaldt vandreblok fra istiden og stammer fra Sverige. Den vejer efter sigende ca. 1000 tons og er lidt imponerende. Flueben ved den.

Vi skulle selvfølgelig også lige et smut forbi Hesselager Kirke, der har sit tårn stående akavet midt i det ene kirkeskib og har renæssancegavle efter forbillede fra den nærliggende herregård. Derfor skulle vi også lige forbi herregården, Hesselagergård, der efter Niels udsagn er Danmarks bedst bevarede renæssancegård. Den var også flot og postkortagtig, som den lå der, omgivet af voldgrave og fynsk havekunst.

Jeg behøver vel ikke skrive, at pighvarerne var delikate. De grillede fladfisk, med den piggede overside, blev velfortjent fortæret med hjertevarme i cockpit. Her i Lundeborg er der smukt og hyggeligt på den der fynske måde, man kun kan klare i sin sommerferie.

12►

 

Dansk sommer på toppen

Spodsbjerg – Lohals Onsdag 17-07-13 – Sol, 19-25 grader, 7-2 m/s V-N, 20 sm.

Langeland er lang, og det var dagens plan at sejle op til toppen og om på vestsiden, til Lohals, en gammel fiskerihavn, der nu er turistmekka på den gode måde. Herfra kunne vi udforske Nordlangeland sammen med Christel og Niels i deres Passat.

Christel og Niels skulle have servicebesøg af deres elinstallatør med en ny vaskemaskine efter frokost, så de kunne først støde hen på eftermiddagen. Vi havde derfor god tid til at rømme Spodsbjerg i god ro og orden. Vinden var i vest med 5-7 m/s, så det var ideelt sejlvejr men totalt bølgelæ op langs Langelandskysten. Alle klude var sat og vi gik mellem 5,5 og 6,5 knob gennem vandet. Skipper fandt hurtigt ud af, at der stadig var kraftig sydgående strøm, så det var en fordel at sejle tæt inde på land, hvor strømmen var mindre. Det havde den gode sidegevinst, at vi fik set rigtig meget af Nordøstlangelands landskab på ganske tæt hold. Bl.a. fik vi rigtig gode fotos af Hou Fyr. Vi overhalede med denne metode, samt godt sejltrim, flere andre sejlbåde. Både skipper og gaster nød sejladsen i fulde drag. Ved nordspidsen lagde vinden sig næste helt og det sidste stykke til havnen måtte tilbagelægges for motor,

Hovmesteren sørgede for at der blev nydeligt om læ og i cockpit, så der var klar til kaffegæsterne, der først kom kl 16:30. Udflugten gik til Landart-parken ved Tranekær Gods. Det var en speciel god oplevelse at gå mellem de store og specielle træer i naturen øst for Tranekær og se de flotte landart installationer. Et stort natur-overflødighedshorn gjorde stort indtryk. Det var lavet af store og lange ungtræstammer fastgjort på cirkulære stålrammer, så det dannede et horn, der var ophøjet på en jordvold. Det var fyldt med runde kampesten fra egnen, der rullede ud af hornet. De største nederst og de mindste længst inde.

På turen tilbage insisterede Niels på, at vi skulle se en restaureret tobakslade. Bare turen gennem det bølgende landskab retfærdiggjorde målet. Tobaksladen lå inden midt i en løvskovslund op ad en idyllisk stråtækt sag og var aldeles bedårende. Restaureringen var sponseret af Skandinavisk Tobakskompagni, og der var pudsigt nok totalt tobaksrygning forbudt. Det var meget informativt stillet an med plancher, montre og tørrede tobaksplanter samt en lille have ved siden af med rigtige tobaksplanter. Under 2. verdenskrig fik dansk tobaksproduktion en opblomstring med Virginia tobak, der kun siden er overgået af hashdyrkning i hippiehaver. Her var der samtidigt hyggeligt pitstop med af drikning af rød og blå cola samt indtagelse af chokolade og mandler.

Vi nåede at få styr på proteinindkøb i Dagli´brugsen, så Cobbgrillen ikke blev arbejdsløs. En fantastisk sommeraften i havnen med kviksølvagtigt vand og rødvin i glasset, hvad mere kan man forlange den 17. juli? Det gik op for os, at også solen også i aften var på vej ned. En tur til Frankeklint Fyr blev planlagt i huj og hast. Julie blev tilbage og tog sig af Nessie og den maritime logistik Vi andre nåede lige at se solen gå ned over Fyn, mens vi stod med ryggen mod det lille fyr på toppen af klinten. Hvor bliver man dog igen og igen glad for sit land, dets landskaber, sunde og have. Hvor bliver man glad for, at man ikke ligger og koger ved en pøl på et hotel i Sydeuropa, men nyder Danmark, når det er dejligst. Turen blev perfekt afsluttet ved en gåtur langs Nordenstrand på toppen af Langeland.

Tilbage på Flicka III havde Julie disket op med levende lys og lanterne samt en skål friske jordbær fra Tåsinge. En smagfuld afslutning på en fantastisk sommersejladsdag.

12►

Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers: