A sample text widget
Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis
euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.
Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan.
Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem,
suscipit in posuere in, interdum non magna.
|
Søndag den 06. maj 2012. Skyer med solstreif. 10-12 gr. 2-6 m/s fra V-NV. 21 sm. 2 – 7 knob.
Vinden lagde sig i løbet om aftenen, men det blev ret koldt. Natten forløb fredeligt, men da vi gjorde klar til at sejle hjem, var vi vidne til at en frømand i fuld mundering, gjorde klar til at dykke ned ved en af de andre gæstebåde. En gæst var faldet i vandet, da han om aftenen forsøgte at gå om bord med fuld oppakning af griludstyr og en lille fjer på. Han havde tabt grilludstyr, et par bøffer samt ikke mindst sine briller. Frømanden var iøvrigt værftejeren, der åbenbart også kan dykke. Han fandt hurtigt både briller og griludstyr og gæsterne blev selvsagt meget glade. I øvrigt hed nabobåden mod syd, Julie – som vores datter.
Hjemturen var en blandet fornøjelse idet vindretning og vindstyrke hele tiden skiftede, så vi prøvede både at sejle 2-3 knob og da vi gik fra Sundsøre til Knudshoved var vi helt oppe på 7,3 knob på en foran for tværs på kun 4-5 m/s. Kirsten konstaterede at Kirken på Fur var placeret som et flot sømærke, som man kan holde på, så apsis og tårn er over ét. Hjemme i Virksund fik vi fyldt dieseltanken op og gjort klart skib. I sommerhuset havde gæsterne forladt huset i bedste stand og efterladt en sød hilsen.
Lørdag den 5. maj 2012. Sol med høj himmel og vatskyer. 12 gr. 10-16 m/s VNV.
I løbet af natten blæste det op og vinden gik i VNV. Fortøjningerne begyndte at “snakke”, og vi vågnede begge flere gange, men blev vugget i søvn igen af de små dønninger og vindes greb i riggen. Til gængæld havde vinden blæst alle skyer væk, og vi stod op til en smuk morgen med næsten skyfri azurblå himmel og hylende barduner. Formiddagen blev anvendt til kaffedrikning, telefonsnak og avislæsning m.m. Ifølge DMI er 10-16 m/s lig med Hård vind til Stiv kuling: skema.
Efter frokost med lune kippers og forårsløg på bådbagt græskarrugbrød, begav vi os på en længere cykelekspedition til østøen, hvor det er længe siden, vi har været. Ligeledes passede det bedre med vindretningen, men det gik voldsomt opad til ca. 76 m. Øst for for den østligste morlersgrav fandt vi en dejlig plet i læ for nogle for nogle stormforkrøblede fyr. Her var en storslået udsigt hen over marker med Galowaykøer til Ertebølle i syd og Livø og Løgstør i nord. I det klare udsigtsvejr nød vi vores medbragte forplejning.
Vi fortsatte til molersgravene vestpå for at udnytte vore videnudvidelse fra vores besøg på Fur Museum i går. De storslåede molersskænter med de 55 milioner gamle askelag og molerens mange gyldne farver var fasinerende. Kirsten gik straks på jagt efter fosiler. Hun var selvfølgelig dygtig og til sidst fandt hun noget, der ligner en insektvinge. Moleren ligger som lette sten, der nemt lader sig lagdele, men det er, som at lede efter en nål i en høstak. Turen tilbage gik ned gennem en molersgrav og en slugt, en skovvej med violer og til Stenøre fra vest. På vej hjem kom vi forbi en vej, der hedder Pikhedevej, det morerde vi os noget over. Det flotte vejr fortsatte, og det nød vi i bådens lune læ.
Bededag, fredag den 04. maj 2012. Skyet med solstreif, 10-15 gr. 6-10 m/s V. 6 – 7,5 knob. 11 sm.
Vejrudsigten havde varslet skyet, køligt og blæsende. Vi vågnede tværtimod til solskin, men de øvrige forudsigelser holdt stik. Vi nød morgenhygge, aviser og langsomt morgenbord i fulde drag. Sidst på formiddagen gik vi ud af havnen og satte fuld sejlføring og fik masser af fart men rigelig krængning, hvorefter 1. reb gav mere komfortabel sejlads næsten uden farttab, mens vi gik gennem Porten og op langs Salling på en foran for tværs. Efter Junget Øre lagde vi kinden til og gik bidevind mod Fur. Kryds fra kysten og ned mod havnen gik fint og gasten lavede efterhånden fine fokkevendinger. Vinden var stadig vestlig, så vi bakkede ind på en pæleplads, så vi havde cockpit i læ. Søfine, en tidligere Virksundbåd lå nord for os og hjalp med fortøjning. Nauticatten er nu hjemmehørende på Fur og nydes af den tidligere ejer af N.P.Truck. Efter en velfortjent frokost i Cockpit i solstrejf cykelede vi en tur til Kirken og til museet. Kirken var åben, og vi – selv Nessie – blev budt hjertelig velkommen af præsten, der var ved at forberede morgendagens konfirmation med 11 ! konfirmander. Det er længe siden vi har været på museet, som er spændende, meget amatøragtig, men chamerende med sin naive udstillingspædagogik. Efter Dagligbrugsen nød vi havnemiljøet, kaffe og Pågens kanelgifler, inden gasten tog en mormor. Skipper tog en fotorunde – noget jeg har mere og mere glæde af, uanset om det denne gang kun var med mobiltelefonen. Da det er fredag, står den på røde bøffer. Inden da skal der bages Pedersens Luksusrugbrød, så hele havnen dufter af hjemmebagt rugbrød.
Torsdag den 3. maj 2012. Sol 20 gr. 2-5 m/s NV. 11 sm. 3-6 knob.
Kirsten havde vagt til kl 18:00, så jeg var taget I forvejen for at gøre båden klar. Det var meget lavvande i havnen, så jeg var spændt på, om vi kunne komme ud af havnen, når hun kom. Men da hun var fremme 18:45, var vandstanden steget så meget, at vi lige netop kunne liste ud af havnen. Vi satte sejl og kunne gå en kurs stik nord med 5 knob på bidevind. Det var skønt. Vi krydsede op til Trangmanden og herefter kunne vi gå direkte mod den røde kost ved Knudshoved. Midtvejs satte vi bordet op i cockpit og varmede den medbragte mad, mørbrad i champignon og blandet salat. Så mens solen gled ned over Jenle gled vi stille og roliget med svag krængning mod vest og spiste den lækre og nemme aftensmad. Ved Den røde kost var vinden så svag, at vi skiftede til motor. Vi valgte at gå ind i den gamle havn i Hvalpsund, men ved gæstepladserne var der ikke vanddybde nok, så vi flyttede over i den kedelige marina, hvor vi fandt en god pæleplads ved siden af en ny Najad. Solen var kun en halv blodappelsin over Sundsøre og himlen var purpur. Vi hyggede os, men om læ lugtede der af varm dieselolie, Kirsten spottede lugten til at komme fra motorrummet. Så maskinmesteren måtte i gang med at tørre diesel op fra sumpen og lave fejlsøgning. Det viste sig at dieselfilteret ved håndpumpen ikke var spændt tilstrækkeligt. Surt. Den aftagende fuldmåne var stemningsfuld, men blev senere sløret af de drivende skyer fra vest, der varslede det lovede vejrskifte.
Mandag den 23. april 2012. Skyet med byger og enkelte solstreif. 6 – 15 gr. 4-20 m/s SØ – SV. 55 sm. 5 – 8,4 Knob
Kirsten kørte Erling, John, Jens-Henrik og skipper fra Viborg til kanalhavnen i Aalborg, så vi var der kl 15:45. I Kanalhavnen lå Flicka III fint og ventede på os, men lige overfor lå en norsk sejlbåd med svedent sejl – det så mystisk ud – ved nærmere eftertanke tror jeg det er et lynnedslag, der har forårsaget skaden. Kl. 16:00 sejlede vi gennem den nyåbnede Jernbanebro for skrue. Desværre virkede dieseltanken ikke i Vestre Bådehavn, så vi spildte lidt tid her – vi skulle skynde os til Aggersund inden brovagten holdt fyraften. Op med kludene og vores nye gast, Jens Henrik for rorpinden. Vinden var svag fra SØ, så vi skød kun en moderat fart. Efter “Dynen” kom code 0 op, og så skete der noget, vi gik 7-8 knob – det duede. Ved “Knæet” ved Nibe rullede vi Code 0 ind, så vi bedre kunne manøvrere. Efter “Knæet” kom code 0 op igen selv om blytunge skyer kunne ses mod vest, men vi fik jo vinden ind fra SØ, så det burde ikke være noget problem. Men det blev det. Skipper var gået om læ for at sørge for foder til de sultne gaster – det skulle han nok ikke have gjort? Pludselig kom store tordenskyer ind over os fra Vest! Der var vindstød af stormstyrke, så det var svært at få Code 0 ind og ned. Båden tabte styrefart og kunne næsten ikke styres, så vi drev ind over grunden. Så var vi grundejere. Det haglede og blæste en halv pelikan og gasterne kæmpede for at få styr på sejl og klude mens skipper med Pentaen kæmpede for at få os drejet så meget rundt, at vi fik vinden ind fra den anden side, så vi kunne bruge storsejlet til at krænge båden med – der var kun 1,5 m vand og vi stikker 2 m. John og Jens-Henrik bakkede forsejlet og ganske langsom fik vi båden drejet rundt. Nogle gode pust krængede os så meget, at vi fik næsen den rigtige vej. Vi begyndte at flytte os lidt og ved at bruge sejlene fik vi næsten 45 gr. krængning og kom på den måde fri. Det havde stjålet en kostbar halv time. For sejl og motor stred vi videre mod vest. Vinden lagde sig næsten helt og gik i NV. Op igen med Code 0 og vi nåede Aggersundbroen 20:20 og en flink brovagt fik os igennem, uden at vi skulle stoppe. En flot solnedgang ledte os ud af Løgstør rende forbi en sandpumper. Ude af renden var vinden igen gået i SØ og himlen sydover var mørkegrå, men langsom klarede det lidt op. Vi kunne skimte stjernene og Venus mellem skyerne. Vinden var 4-6 m/s fra SØ og vi sejlede bidevind med Code 0 og gik mellem 6 og 7,5 knob – Yee-haa! Ved Knudshoved var vinden lige i snotten og vi måtte gå de sidste 6 sømil for motor og var vel på plads i havnen kl 01:01. Kirsten fik de klatøjede sejlere hjem efter en fantastisk tur, med stor sejlglæde og særlig sejlerfaring. Efter 4 timers søvn var vi alle på arbejde igen, men vi glæder os til årets første kapsejlads på onsdag!
klik her for nyhed
I løbet af lørdagen bliver kontravægt og klapfag fjernet af Samson. Se mere på link ovenfor. Flicka forventes at sejle til virksund mandag eftermiddag.
Søndag den 15. April. Sol, klart og få skyer. 0-6 gr. 3-12 m/s v-nv. 50 sm. 4-7,8 knob.
Skyfri himmel over skylightet og rim i skyggerne. 135 kr i havnepenge. Kaffe, røræg og hjemmebagt græskarrugbrød. Kl 09:30 snoede vi os ud af den havnen med de mange moler og bassiner og satte sejl. Vestlig let vind flyttede os mod nordvest i adstadigt tempo. Vi fik rig lejlighed til at iagttage de smukke havfugl, teisten, der dykkede ganske tæt på båden. De yngler på Hirsholmene, så de har lang vej hjem. Ud for Øster Hurup øgede vinden og gik i vnv og vi skød let 7 knob ca 35 gr til vinden. Ved Hals Barre indsejlingsfyr tog vi sejlene ned og gik de sidste 17 sm til Aalborg for motor med 2200 omdr og 6,5-7,1 knob med frisk vind lige i snuden.
Overfor Vendsysselværket lå kæmpekranen Samson fortøjet, hvor den sandsynligvis venter på senere at skulle løfte Jernbanebroens klapfag væk, når det bliver frigjort i den kommende uge. Links om Jernbanebroen:
http://www.maritimedanmark.dk/?Id=14080 http://da.wikipedia.org/wiki/Jernbanebroen_over_Limfjorden http://www.dendanskehavnelods.dk/#BID=7
Brovagten på Limfjordsbroen lod os komme igennem uden for normal åbningstid, da han hørte vores ærinde. Han havde først spurgt “om vi var klar over, at vi ikke kunne videre” – det var vi. Derefter “om vi var klar over at der gik mindst en ugeinden jernbanebroen blev åbnet” – det var vi. Så lukkede han op. Vi lagde til i kanalhavnen mellem de nye boligkarreer på sydsiden, midt mellem broerne. Der ligger vi trygt foran en stor motorbåd. Kasper og Sidsel hentede os i Pasaten.
Lørdag d 14. April. Sol og enkelte skyer. 6-11 gr. 3-8 m/s ssø. 52 sm. 4-8,4 knob.
Da vi hentede Kasper brød solen igennem. Han skulle sørge for bil-logistik. Kl. 9:30 gled vi ud af en meget stille Aarhus Nordhavn, hvor en enkelt dobbeltsculler pløjede det blanke vand før os. Sejlene blev sat og vi gled stille mod Sletterhage i det smukke vejr, men med meget lidt vind, så vi skød kun 4-5 knob. Ud for Helgnæs svandt vinden yderligere og vi måtte have hjælp af Pentaen. Lidt før Sletterhage kunne sejlene trække igen, og vi passerede fyret ganske tæt på stranden, mens jeg dørgede efter havørred eller torsk. Jeg fangede dog ingenting, men det gjorde en flok kåde marsvin bag båden. Ud for Hjelm satte vi spiler!! Hjelm fyr lyste hvidt mod den gråblå himmel. Vi havde herefter en fantastisk sejlads på næsten læns. Den svingede mellem 5 og 8 m/s og vi gik 6-8,4 knob – yee-haa! Kirsten synes det var spændende, og vi aftalte detaljeret, hvad der skulle ske, når spileren skulle ned. Det kom den på eksemplarisk vis i Gjerrild bugt, da himlen blev blyfarvet og havet fik hvide tænder. Nord for Gjerrild Fyr forsvandt vinden helt og efter en haglbyge gik vi til Bønnerup for motor.
Vi lagde os på en rar pæleplads. Mens Kirsten luftede Nessie og var i Dagligbrugsen langt væk, lavede jeg kylling med rosmarin. En flot klar aften med aftentur på alle molerne afsluttede en meget fin tur, hvor gasten fik lært en masse gode sømandskneb.
12►
Husk at rose, når det er berrettiget: Testamonial til Faurby Yacht A/S
Testamonial Flicka III
Lørdag den 7. april. Klar sol. 1-6 gr. 8-13 m/s N.
Uden planer for dagen tog vi os god tid til at blive vækket af en meget smukt aprilsol, men med en meget koldt nordenvind. Vi benyttede formiddagen til oprydning og vask af ruf samt sæbespånevask af teakdækket. Kirsten pudsede alt, så det kom til at skinne som en ny båd. Efter indkøb af havkat hos Klausens Fiskehandel låste vi af og tog Pasaten til Viborg. Den ødelagte Jernbanebro i Aalborg blokkerer for resten af hjemsejladsen, som må vente til de får broklappen fjernet.
|
|