Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Skærbæk – Føns – Skærbæk

Fredag den 16. september

Foto: Kirstens flotte foto af hækbølgen og de selvlysende grønalger, der gik i kølevandsfilteret

Vejrudsigten holdt stik og fredagens lange bilture mellem kunder i Hjørring og Grenå blev foretaget i strålende solskin og blå himmel med hvide postkortskyer. Jeg sluttede arbejdsdagen i Grenå med indvielse af det nye plejecenter Digterparken fra 14:00 til 15:00, så Kirsten og jeg havde aftalt at vi skulle mødes i Skærbæk kl. 16:30. Vejret var stadig fint, men vinden havde lagt sig, så vi gled østover for motor mod Fænøsund. Det er et af de smukkeste sund i Danmark, så Kirsten skulle se, hvordan grønne lysninger og store bøgetræer strækker sig helt ned til vandet kun afbrudt af nøgne lerklinter.

Vi satte kursen mod Bågø, som var målet for weekendens tursejlads. Vi gled mod sydsydøst med Føns på bagbord. Føns er en lang smal halvø, der adskiller Gamborg Fjord fra Lillebælt. Vi så både spættet sæl og marsvin jage efter fisk i det blanke flade vand.

Ud for herregården Sparretorn lød der en voldsom hylen fra mortorbetjeningen. Det var signal om varm motor, så den blev standset øjeblikkelig. Det var næsten vindstille og båden lå snart stille i det blanke vand, kun flyttet af den nordgående strøm. Faurby havde heldigvis fortalt mig, at man i Lillebæltsområdet i år havde døjet med at motorkøleindsugningen blev stoppet af urenheder fra vandet, så jeg kontrollerede kølevandsfileteret, men kunne ingenting se.

Vi besluttede derfor at sejle de 6,5 sm tilbage til Skærbæk for sejl, selv om den sydvestlige vind kun var 2-3 m/s. Det gik fint og vi nød den stille sejlads i solnedgangen og vandets klukken mod stævnen og Kirsten fik taget nogle fantastiske fotos, som kan ses i fotogalleriet.

Da vi kom i læ af Stenderup Hage gik vi næsten i stå, så jeg ville se, om jeg kunne få gang i motoren igen og tog derfor kølevandsfileteret helt ud og fandt ud af, at det var sat helt til i grønalger, som umiddelbart ikke havde været synlige. Efter at have rengjort filteret startede motoren fint igen og de betryggende kølevandsplut fra udstødningen var hørbare og synlige igen, så vi kunne tilbagelægge den sidste del af turen for motor uden problemer. Vi tilbragte aftenen og natten i den trygge værftshavn, hvor vi fik vores sædvanlige røde fredagsbøffer.

Endelave – Skærbæk

Lørdag den 10. september.

Det tynde skydække lå næsten helt nede over hav og ø lørdag morgen. Næsten ikke en vind rørte sig og kun havfuglenes kald hørtes akkompagneret af Endelave Kirkes solopgangs kiming. Den nye havns sorte kubistiske og moderne havnehus blev afprøvet. Sortmalet træ udvendigt og lakeret formglat beton indvendigt – også i brusenichen. Meget flot men funktionelt en katastrofe. Som arkitekt er jeg på standes vegne stolt ved æstetikken, men flov over funktionaliteten: bruserum er adskilt fra vaske- og toiletrum; ingen sæbehylde; ingen farvemarkering af om rummet er optaget; i vaskerum ingen hylde til toiletsager, men kun en ”smart” rustfri vaskerende; store vinduer, hvorigennem forbipasserende kan nyde synet af letpåklædte sejlere og selvfølgelig er der heller ingen hundekrog til at fastgøre skibshunden mens skipper gør sig acceptabel.

Foto: Kirstens natfoto af Endelave Færgen

Gasten fik lov at nyde forkahyttens varme og tryghed, mens Skipper kastede los og med skibshunden i stævnen, stille gled ud af den morgensøvnige havn, hvor færgen netop havde startet maskinen. Kun det svage omrids af den vingeformede flade Endelave var synligt. I horisonten gik den lysegrå himmel i ét med det flade vand.

For at spare 4 sømil, gik vi vestover for at gå syd for sælreservatet, Møllegrund med kursen ret mod nordkosten. På søkortet markerer den nordspidsen af grunden vest for Endelave. Ude i disen var jeg heldig at spotte nordkosten, men 45 grader til styrbord, ca ¼ sømil nordligere end vist på søkortet. Kursen blev straks lagt om. Kosten var angiveligt flyttet nord på, da Møllehage grund, i lighed mange andre danske grunde, flytter sig pga af kraftig strøm. Farten blev halveret og forsigtigt gled vi ned mellem Møllehage og Møllegrunds gule specialafmærkninger, men dybden kom aldrig under 2,5 m. Netop som dybden var blevet stabil på 3-3,5 m, dukkede der en ukendt afmærkning op ret fremme. Den var ikke var vist i søkortet. Farten blev sat ned igen, mens vi roligt nærmede os afmærkningen, der på grund af morgendisen var svær at tyde. Det var en midtfarvandsafmærkning! Den var åbenbart udlagt for an angive passagen mellem Møllegrund og Endelave og meningen er åbenbart, at man skal styre lige fra denne og op til nordkosten eller omvendt.

Ved nærmere studier på frv.dk fandt jeg efterfølgende denne information under “Efterretninger for søfarende”: ”780. Danmark. Kattegat. Endelave NW. Justeret position. Afmærkning udlagt. Sæsonudlægning annulleret. Position. 1) 55I 45,805J N 10I 13,492J E, midtfarvandsafmærkning. 2) 55I 46,307J N 10I 14,761J E, N-kardinalstage. Detaljer. På ovennævnte position 1) er udlagt afmærkning som anført. Afmærkningen på position 2) er flyttet til anførte justerede position og vil fremover være udlagt hele året. Søkort. 114 (INT 1377), 112 (INT 1380), 102 (INT 1302). Publikation. [AFM nr. 1283210], [J.nr. 2010-007393]. (FRV 23. juni og Endelave Havn 28. juli 2010)”

På Kort og Matrikkelstyrens hjemmeside, kms.dk fandt jeg yderligere information: http://www.kms.dk/Soekortognavigation/Soekortrettelser/Kort+for+kort/ På kortillustrationen herover er dels vist Nordkostens nye placering ca 1/4 sm nordligere og den nye Midtfarvandskost syd for Møllegrund. Så kære sejlere – husk at følge med I Farvandsvæsenets “Efterretninger for Søfarende” eller KMS “Søkortsrettelser”. PÅ KMS kan man søge på de enkelte søkort inden man begiver sig afsted til en bestemt område. KMS 230

Herfra var det kedelig motorsejlads ned til Tragten, hvor vi dog mødte en smuk hvid gammel Jagt på vej til Træskibssejladsen, Limfjorden Rundt. I mellemtiden var gasten kommet til live og vi kunne sammen nyde det smukke Lillebælt med: med springende marsvineflokke (se fotogalleri), der jagede torsk, de funktionelle tankanlæg i Fredericia, Strib Fyr, Den Nye Lillebæltsbro, strømformationerne i vandet, Den Gamle Lillebæltsbro, bøgeskovene, der går helt ned til stranden og de mange fritidsfiskere, der prøver at lokke torsken op fra dybet med deres pilke. 29 sømil senere, lige rundt om pynten ved mundingen til Kolding Fjord ligger Skærbæk og Faurbys Værftshavn, som vi nemt fandt ind i og fik fortøjet ved den østligste bro.

Vejret var i mellemtiden klaret op og temperaturen sneg sig over 20 grader. Knap havde vi fortøjet før John og Birgit dukkede op og vi fik frokost og kaffe i cockpit. Sidsel og Kasper dukkede som aftalt op kl 14:00 med A4-eren. Vi kunne alle afmønstre Flicka III kl 15:00 for at køre til Aarhus og aflevere datter og svigersøn for straks at køre til Viborg, hvor vi skulle til 50 års fødselsdagsfest hos Ida. Gasten nåede lige at få frisk læbestift, inden vi kunne overdrage ”aben” til Ida og nyde en meget vellykket og musikalsk fest i Fennebakkens beboerhus. Det er utroligt, hvad man kan nå at opleve på ét døgn.

Aarhus – Endelave

Fredag den 9. september.

Efter en hel uge med regntid stod solen op over Gudenådalen og gjorde skippers Arivatur fra Viborg til Aarhus kl 06:23 til noget særligt. Gudenåens slyngninger blev afsløret af disen over åen, der opstod, fordi åvandet var varmere end luften og morgenlyset fik ådisen til at se eventyragtig ud.

Efter en intens dag hos Aarhus Kommune og i Aarhusafdelingen tog jeg ud til Flicka III, som lå i Egå og ventede på os. Den blev klargjort og Kirsten kom, så vi kunne sejle 16:30. Vejret var perfekt. Vinden var vestlig 5-7 m/s og næsten ingen bølger. Vi sejlede fra alle de andre sejlbåde i Aarhusbugten undtagen Carbon 3, der var ud at øve sig.

Solen fandt stadig vej en gang imellem mellem skyerne og vi gik mellem 6 og 6,8 knob med den selvslående – ganske fint. Ved Hou lagde vinden sig, så sejlene blev suppleret med Volvo Pentaen og klokken godt 21 gik vi ind i den nye havn på Endelave i måneskin og i svag vind.

2 store Entrecote bøffer ventede på os i køleboksen og kl 21:30 blev de sat til livs sammen med små samsøkartofler.

Flicka III i Egå

Både fredag, lørdag og søndag (2. – 4. sept) var der mange seriøse besøg på de 3 Faurbybåde. Kirsten, døtrene og jeg var også forbi, for at se om de passede godt på hende, og for at se om der var spændende merchandise i boderne. Lidt udstyr fra Netbåd.dk kom vi også hjem med. Flicka III skal prøvesejles et par gange i den kommende uge af interesserede.

 

På fredag sejler Kirsten og jeg hende via Endelave til Skærbæk, hvor hun skal ligge, indtil der skal udføres garantiarbejder på hende på værftet i vinter. De sidste weekendture i sæsonen vil ske med base i Skærbæk.

Flicka III på plads i Egå

Torsdag den 1. september.

Thomas “Faurby” og Fotograf Mick fra Sæby har det sidste døgn sejlet Flicka III fra Långedrag, Gøteborg Kungliga Segelselskapet til Egå, hvor hun kom på plads kl 16:00 på sin udstillingsplads. Thomas og Mick har haft en rolig og fin tur, hvoraf den første del var for motor, da der kun var 1-3 m/s fra V.

Alle er velkomne til den flydende bådudstilling i Egå.

Åbningstider: Fredag kl 12 – 18, lørdag kl 10 – 18 og søndag 10 – 18. http://flicka3.dk/blog/2011/08/23/flydende-badmesse-i-ega/

Stormende kuling

Søndag den 28. august.

Stormende Kuling fra Sydsydvest i Kattegat ændrede planerne for transportsejladsen af Flicka III. Det var ellers meningen, at vi skulle sejle fra Ellös søndag aften og fortøje i Egå mandag aften, men sådan ville vejrguderne det ikke. Vi besluttede derfor at sejle bådene indenskærs til Gøteborg, så der var kortere hjem for Faurbys transportsejlere. Søndag aften i tordenvejr og hård vind blev alle 3 både sejlet til Almösund, vest for Stenungsund, hvor den store F396 kunne få masten af og klargjort til lastbiltransport til bådudstillingen i Stockholm. Mandag formiddag i 12 – 18 m/s sejlede John, F325-eren og Skipper, Flicka III til Gøteborg Kungliga Selgelselskapet i Långedrag. Her blev vi hentet af Thomas og Søren fra Faurby, hvorefter vi alle tog færgen til Fredrikshavn og var vel i Viborg mandag aften kl 21:00, godt brugte, og 2 yderst tilfredse Faurby folk kunne køre hjem til Skærbæk med god samvittighed og med nye ordre på vej.

Faurby imponerer svenskerne

På Öppna Varv på Orust i den forgange weekend, den 26., – 28. august, imponerede Faurby igen de besøgende gæster med håndbyggede danskfremstillede kvalitetsbåde. Både kvinder og mænd blev let forelskede i de smukke både og de rigtige sejlere kunne se at de det også er hurtige både. Halberg-Rassey havde færre besøgende på deres både, end på de 3 søskendebåde fra Skærbæk. Så det var en fornøjelse at stå på på bådene og hjælpe Faurby og deres nye svenske forhandler med at vise dem frem. Der blev indgået aftaler med flere interesserede om prøvesejladser og besøg på væftet. Det største problem er nok de brugte både, som sejlerne skal have solgt, før det kaster sig ud i det, og den svage svenske krone hjælper heller ikke til. Men jeg bliver overrasket, hvis ikke Anders sælger mindst 5 både til Sverige til næste sæson. Nu er bådene på vej til Egå, hvor der er flydende bådudstilling i den kommende weekend. Det bliver spændende at se om Faurby DK kan leve op til succesen på Orust. Klik her.

 

Öppna Varv på Orust

Lørdag den 27. august.

I morges kæmpede solen for at bryde det disede gråvejr og ind imillem fik solen magt. Da vi var færdig med morgenmaden, begyndte det at regne. I løbet af dagen vekslede det med byger og tørvejr, men mindst 5.000 trodsede vejret og gik rundt med regntøj og paraplyer. Det var meget interessant at høre de positive kommentarer og de mange rosende ord om skønhed og kvalitet. John vurderer at vi har præsenteret Flicka III for mindst 100 mennesker heraf nogle nordmænd, hollændere, tyskere og et par danskere. På de 2 andre både var der mindst lige så mange besøgende.

Flere fotos fra Tjörn Runt

Flere fotos fra Tjörn Runt.

Efter sejladsen gjorde alle gaster båden ren fra yderst til inderst og den kom til at fremstå som ny igen.

Flydende Bådmesse i Egå

Der er flydende bådmesse i Egå fra fredag den 2. – søndag den 4. september. Åbningstider: Fredag kl 12 – 18, lørdag kl 10 – 18 og søndag 10 – 18.

Faurby udstiller 3 både: Fayrby 325, 363 og 396. Se mere på www.flydendebaadmesse.dk Flicka III sejles den 28. og 29 de 150 sømil fra Öppna Varv på Orust til Egå. Ialt ca 25 timers sejlads.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers: