Lørdag den 30-7-16. Delvis Solskin, skyer og enkelte byger, 3-8 m/s V-NV-N (senere V). 22 sm.
Vejrudsigten for formiddagen havde lovet byger, hvorfor besætningen var bevilliget syvsoveri. Det viste sig imidlertid, at vi stod op til solskin og kunne indtage vores morgenmad udendørs. Den kulturelle del af besætningen gik på Tun Museum og Skipper gjorde båden klar til dagens togt.
Sidst på formiddagen kastede vi los og sejlede mod øst med vinden fra V på en lænser, så vi satte elefantører. Midtvejs slog vinden om, og vi bommede meget pludseligt, så storskødet var lige ved at kaste Charlotte i søen.
På det 14 sømil lange ben mod indsejlingen til Issefjorden, underholdt vi os med at finde maritime ord og udtryk som er gået over i daglig tale som almindelige udtryk, som alle landkrabber forstår. Der blev lavet en liste, som Kirsten renskrev. Her er listen, som sandsynligvis ikke er komplet:
Falde af
Tage højde for
Få styr på noget
Rebe sine sejl
Sejle i egen sø
Gå planken ud
Et er søkort at forstå et andet er skib at føre
Sakke agterud
At stævne nogen
Bølgerne går højt
Gyde olie på vandene
For fulde sejl
Sætte kurs mod
Kaste alt overbord
Være forankret i
Kaste los
Stå last og brast
Give los
Holde udkik
Være på udkik efter
Gå til køjs
Være i et dødvande
Stilhed før stormen
Det sejler for ham
Komme i smult vande
Komme ud på dybt vand
Gå linen ud
For fulde sejl
Søforklaring
Tage bestik af
Efterdønninger
Endevende
Gå i dørken
Forplejning
Proviant
Nå i sikker havn
Fyrtårn
At blive hyret
At blive shanghaiet
At komme på ret køl
At komme på ret kurs
Sætte alle sejl til
Signalere
Skeje ud
At noget har slagside
At ro mod strømmen
Surre det fast
Sætte mange skibe i søen
Søsætte noget
Tage en tørn
Medvind
“God vind”
Medvind
Som vinden blæser
Spredes for alle vinde
At gå mod strømmen
At flyde ovenpå
I kølvandet på …
At have en god ballast
Påmønstre / afmønstre
At vinde ind på nogen
Han klarede pynten Kovending
At komme fri af pynten
Han klarede skærene
Bølgerne gik højt
Projektet kuldsejlede
At tage højde for
Falde af på den
Få styr på tingene
Sakke agterud
Gå planken ud
Gå for fulde sejl
Gyde olie på vandene
Sætte kurs mod
Rebe sine sejl
Vind i sejlene
Som vinden blæser
Det stikker ikke så dybt
Vi er i samme båd
At være tovholder
At tage bestik af situationen
At blive slået ud af kurs
Vinden var meget skiftende i styrke og retning, og det gav meget vekslende fart, men vi valgte at sejle for sejl hele vejen. Ved indsejlingen til fjorden dørgede skipper, hvilket resulterede i en fjæsing, som han heldigvis genkendte på de 3 rygpigge, så den fik lov at slippe trods de smukke farver. Vi sejlede mellem solskin, blygrå skyer, enkelte minibyger, men blev aldrig rigtigt våde. Fascinerende sommervejr langs Sjællands Oddes Nordkyst.
I Nykøbing fandt vi hurtigt en ledig pæleplads, så vi kunne komme op i byen og se på Odsherreds Hovedstads byliv. Vi nåede lige at se lidt af Algade inden butikkerne lukkede ned, men vi fik besøgt en kombineret specialbutik og café, der hed Lokaliteten, der handlede med varer fra Odsherred. Rigtigtig charmerende sted, med en rustik og hyggelig indretning, der fristede både Charlotte og Kirsten. Gert og Skipper måtte tage til takke med Rørvig Bryg, men det var nu heller ikke så ringe. Ellers bærer Nykøbing præg af, at man forsøger at holde fanen højt i udkantsdanmark og har forstået, at nøglen til succes er turisme selv om alle odds er imod. Men som de selv siger: “Udkantsdanmark med kant”.
Gert stod for aftensmaden på båden, der bestod af grøntsagsragout og pasta, som var aldeles glimrende. Efter fourageringen stak gæstegasterne af til Charlottenlund, og den faste besætning havde fred til at finde en idyllisk ankerplads i bugten syd for Nykøbing, lidt syd for Anneberg. Vi kastede anker ud for en lille holm i læ af skovbeklædte bakker. Vandet blev kviksølvagtigt og store flokke af gæs kom trækkende ind fra nord i V-formationer for at finde egnede marker for natlogi. Kort tid efter spottede min private ornitolog, Kirsten en Nattergal i skovbrynet og ikke et øje var tørt. Førstegasten fedtede lidt for Skipper ved at forære han en lokal Odsherred Gin, destilleret på frugt med krydderurter og enebær. Den blev prøvesmagt og hvem siger at bestikkelse ikke virker? (De gode fotos er taget af Kirsten)