Lørdag den 26. maj. Sol. 20 – 25 grader. 3 – 9 m/s fra N. 16 sm. 6-7,8 knob.
Kirsten skulle også arbejde lørdag formiddag, så vi var “tidligt” oppe til morgen med skyfri solskin og nystrøget vand. Mens Kirsten var i Viborg, fik jeg besøg i cockpit af Henrik, vores tidligere nabo i Hvam. Han var også på sejltur med familien. Resten af formiddagen gik med praktiske gøremål til Kirsten var tilbage med foldecykler m.m. Efter en lækker frokost med hjemmevarmrøget laks stak vi til søs. Krydsede op mod Ejerslev i lun NNØ på 6-8 m/s ,men lige uden for havnehullet faldt dybden til 1,9 m, så vi slog bak og fik vendt uden at gå på grund. Vi var i Amtoft en time senere i en fyldt havn. Vi lagde os uden på meget brugt Banner 33 inderst i havnen. Det viste sig, at den musikalske ejer også var meget brugt. Hyggelig havnestemning ved klubhuset. Gåtur langs stranden med ålegræsets skrifttegn, der viste de forskellige vandstandsniveauer. En kølig aften blev afsluttet i cockpit med levende lys og pupurhimmel.