Tirsdag den 18-7-17. Skyet og Solskin, 6-7 m/s V. 1,3 sm.
Vejrudsigten bliver tit og ofte studeret, når man sejler og det med rette. Torsdag morgen havde DMI lovet sol og skyer, men vi vågnede op til en skyet himmel og det var svært at få øje på solstrejf. Vinden var til gengæld svagere og mere hustruvenlig. Gassen slap op og en ny flaske måtte findes inden vi forlod charmerende Bogense.
Når man en sur vinterdag drømmer om den kommende sommers sejlture, fantaserer man om at ligge for svaj ud for en af de mange danske smukke øer i en lun sommerbrise med solstrejf til at kysse de bare ben. Sådan en dag blev det ved og på Æbelø.
Vi sejlede op langs vestkysten for at se de smukke strande og klinter samt træer, der står tæt på kysten. Vinden var vestligt, så vi gik efter at finde en bugt på østsiden. Her fandt vi en DS-bøje vi fortøjede ved i læ bag den høje ø med de smukke og lægivende løvtræer. Der lå også et par andre både for anker, men vi var heldigvis tidligt på færde. Senere kom der flere til og nød det flotte sceneri.
Efter frokost i cockpit blev ”Venus med Numsen” pumpet op og søsat, så vi kunne komme i land. Vi roede ind til den stenede kyst, hvor vi trak gummibåden op i sikker afstand fra bølgerne. En slugt gjorde det muligt at komme op på toppen af klinten, hvor vi fandt vej ind til stien.
Naturen er fantastisk – så er det sagt. Aage V Jensens Fond købte øen i halvfemserne for at ”frede” den. Natur og skov får lov at passe sig selv, så vindfældede træer for lov at ligge til insekter og biller og dermed spætte osv. Gåturen berigede os med natursanseindtryk og aha oplevelser.
En bregneskov var op til 3 meter høj og gav fint dække for dådyrerne, som vi desværre ikke så, ligesom vi heller ikke så muflonfår eller Pirolen, der yngler her, eller havørnen som har rede på det nordøstlige næs. Der var en del støjende turister, der var vandret over den 1,5 km lange vadevej og ad den lange smalle tange for også at få denne helt særegne naturoplevelse.
Vi gik øen rundt og var også ude ved fyret på nordspidsen. Det er bygget af granit i 1800 tallet og et klassisk smukt og robust ikonfyr. På stranden holdt vi pitstop, og Kirsten fandt en rygsøjle knogle og mange fristende sten.
På vestsiden var vegetationen formet af vinden, som vi ser ved vestkysten. Her spottede Skipper et kranie i græsset, hvilket han kom til at fortryde. Kirsten så straks, at det var et marsvinekranie, så det måtte med hjem, selv om det ikke var præpareret.
Sidste pitstop blev holdt på toppen af en af de sydøstlige skrænter, hvor det plastiske ler findes, så kæmpe bøgetræet langsomt skrider ned at skråningen og ned mod vandkanten men fortsat gror videre. Ved foden lå en lyseblå fiskekutter meget tæt på land og med slagside. Den var gået på grund og havde ligget der i lang tid og naturen var ved at tage over. Det er ellers sjældent at se et vrag så ungt og så tæt på land.
Tilbage på Flicka III nød vi solskinnet, der nu varmede os. Kirsten lavede dej til tangbrød. Marsvinekraniet blev også kogt af, så de sidste rester blev fjernet og fluer og biller døde, så det kunne blive desinficeret. Men sikke en stank på hele båden – marsvin er en hval, hvilket vores næsebor fik at føle. Vi måtte fortrække til fordækket, hver heldigvis forsynet med en sundowner. Efter en times forfærdelig odør med masser af udluftning af båden kunne kraniet pakkes væk i ankerbrønden.
Førstegasten var for en gang skyld glad for, at grillen blev tændt og gjort klar til de medbragte økologiske oksepølser. Fra fordækket så vi Solen glide ned over Æbeløs trætoppe og et rødt lys tændtes mellem stammerne. Så blev det meget svalt og vi fortrak om læ skøn sommermusik på Kirstens smartphone tilkoblet bådes højtalersystem. Endnu en dansk sommerdag som vi elsker.