Mandag den 17-7-17. Solskin med skyer, 8-10 m/s V. 0 sm.
Næste stop er ankring ved Æbelbø og det er en god idé med magsvejr, så vi venter til tirsdag, hvor vinden løjer af og vi kan ligge i læ af Æbelø, når vi ankrer.
Der var derfor dømt Bogense hele dagen, hvilket Førstegasten bifaldt. Sove længe – morgenmad med tid nok – smartphone tid osv.
Kirken, Torvet og Adelgade blev iagttaget. Kirken ligger helt ud til Kattegat og har gotiske kalkede hvælv og et tårn med et slankt spiragtigt tag, der spåntækket med egespån. De jordfæstede kan ligge og kigge ud på Kattegat og mindes tabte fisk, kvinder og minder.
Bogense er hovedbyen i Nordfyns Kommune og er en handels og turistby, hvilket præger Adelgade, hvor alle fristelserne ligger. Det startede med en skobutik, hvor både gast og skipper fik fodtøj. Herefter en kvindetøjbutik , hvor en fin overdel med det rigtige mærke og look og maritim note, blev endnu en del af Kirstens garderobe.
En antikvitetsbutik havde lukket, til fruens store ærgrelse, men det blev der senere gjort bod på. Spændende ting og sager og en kulturtypisk ejer og hans elsker passede butikken. En blæksprutte i sprit fristede, men fristelser er til for dem, der venter.
Når man skal udforske en købstad med kun 3250 indbyggere, bliver det lidt nørdet. 80 % af de besøgene er overvægtige. Der er rigtig mange restauranter og værtshuse. Der er rigtig mange caféer og is-huse. Der er 10 tøjbutikker for piger og kvinder og kun én for mænd. Der er et galleri, der kun interesserer sig for lerkunsthåndværk, men med flere meget smukke og dyre objekter.
Den lokale tømmerhandel, Stark ligger praktisk nok på havnen. Den bidrog med kokosgrillkul til båden og rustfri skruer til beskyttelses-skærmen foran GPSen. Fiskehandleren bidrog med Kulmule til aftensmaden. Trædrejeren bidrog med fødselsdagsgave til Christel og værktøj til Kokken. Tøjbutikken kunne have bidraget med en kortærmet skjorte til Skipper, hvis ikke knaphullerne havde været så snævre som på en jomfru. Den gamle havn bidrog med flere inspirerende gåture. Fritidsfiskerne bidrog med deres pittoreske svenskrøde skurby.
Når vi er i havn, hænder det ofte at vi ”sparker dæk”. Altså kigger på andre sejlbåde og kommenterer dem. En motorbådssejler pudser og polerer, som var han forvist fra kahytten. En kæmpe sejlbåd var ved at få sat masten efter en reparation, og det med lastbilkran pga størrelsen – altså på masten. En anden stor grå sejlbåd var sprit ny, men uidentificerbar, men stor og dyr. En anden lignede et håndværkertilbud med rusten løbende fra alle steder, som tårerne fra sopranerne i en Wagneropera. Vi kom forbi en båd der hed ”Snigermissen” og der opstod en animeret køns-relateret diskussion om betydningen af bådnavnet. I kan selv fortsætte fortolkninger af årsagen og overvejelserne til navnet.
Dagen blev afrundet med sundowner i cockpit med solnedgang. Om læ Kulmule med nye Samsø kartofler og øko-brokkolli i kabyssen. En ny dansk sommerdag lokker med nye dejlige oplevelser.