Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Rørvig – Hundested

Onsdag den 3-8-16. Solskin, skyer og byger, 5-15 m/s SØ. 4 sm.

Skipper blev vækket af Førstegasten kl. 05:30! Hun synes, at det ”blæste” lidt vel meget, og da hun var vidende om, at der var lovet kuling senere på dagen, foreslog hun, at vi skulle lette anker og sejle til Hundested før davren blev indtaget. Det er en uklog skipper, der ikke lytter til besætningen.

Det blæste nu først op sidst på formiddagen, og det var charmerende solskin med enkelte skyer. Vi fandt en pæleplads i fiskerihavnen Her bliver der stadig bliver landet fisk, lyseblå kuttere, der er isværk og vodbinder. Hundested er i øvrigt en meget levende havn både i kraft af de maritime erhverv, men også i kraft af alle de boder med kunsthåndværk, genbrug og tingeltangel, restauranter, bryghus, caféer, isboder, og arbejdende værksteder, som er placeret i pittoreske gamle havnebygninger, skure og nydelige nye bygninger, som passer fint til omgivelserne.

Mens Førstegasten tog sig en mormor oven på den meget ”lange” sejlads fra Rørvig til Hundested, kunne skipper følge med i at Hundested tog vel imod et krydstogtskib, der anløb sydhavnen kl 08:00. Der var flag-alléer, hornmusik, solskin, vikingeskib, klapsalver og glosuppe. 800 turister blev sluppet løs i Hundested og omegn, så de handlende i de mange sommerboder gjorde gode forretninger. De 2 klassiske færger sejler ind og ud af havnen hele tiden, og jernbanen er ført helt ned til færgelejet, så passagererne kan spadsere direkte ombord. Færgerne midt i havnen er også med til at skabe værdifuldt liv.

Det primære mål for besøget i Hundested var imidlertid Kirstens ønske om at gense Grønlandsfareren, Knud Rasmussens hus, der ligger vest for fyrtårnet. Få år efter hans død i 1933 blev det omdannet til mindestuer og museum. Mange af krydstogtgæsterne var også forbi huset, men heldigvis lige inden vi berigede huset med vores besøg. På gåturen ud til huset gik vi både gennem byen og ad en charmerende sti på toppen af skrænten, og i læ for vinden. Undervejs fandt Kirsten flere interessante frø af kystnære planter, som blev lempet ned i lommen. Knud Rasmussens hus er et venligt gråpudset hus med stråtag og bygget i skønvirkestil i 1½ plan, placeret på toppen af skrænten, så han fra begge etager gennem en stor karnap kunne se ud over Kattegat direkte mod hans elskede Grønland. I virkeligheden var det et fritids- og skrivehus. I sine unge dage var han angiveligt en trussetyv, men efter han byggede huset, blev gift med en klog kone og fik børn, faldt han lidt til ro og kunne nyde sin verdensberømmelse både i Hundested og i København.

Hovedgaden i Hundested ligner mange andre udkants-danmarks-byer, men miljøet omkring havnen er i rivende udvikling, livligt og charmerende. Havnen er opdelt i flere bassiner og med forskellige moler herimellem. På dem ligger der meget uens gamle lagerhaller, fiskehuse, skure og nye træhuse beliggende i et organisk virvar. Det har skabt rare uderum og mellemrum, som tiltrækker turister og kunder. Oppe ved hovedgaden var der dog et par trivelige damer der havde omdannet et lille fiskerhus til ”Kaffe & Kop”, hvor vi fik glimrende café latte og mormoræblekage.

På havnen er der også et lille uprætentiøst museum om det lokale fiskeri samt en herlig 2 cylinderet Hundested Motor, der dump-dump-dumpede lydeligt og sendte blå røgskyer op gennem det tykke skorstensrør. Undervejs blev vi selvfølgelig også fristet til at købe diverse gode ting, som vi kunne tage med hjem på Flicka III: 2 serveringsgafler af træ, en rulle indisk smykkesnor, 2 gamle mærkelige bøger, gammel grøn krogbakke (fiske redskab – en træbakke, som er delt i 2, hvor der i den ene del sidder kork-striber, som man kan sætte sine kroge fast i til langlinefiskeri), Søstjerne-bordskåner, 3 sneglehuse, gule fiskeørestikker, gave til Christel, bog om folk i London, en Knud Rasmussen pilsner fra Halsnæs Bryghus som mærkelig nok nu er drukket og rødtungefileter som skal fortæres senere.

Vi nåede hjem til båden inden de intense byger satte ind, og så var der dømt maritim hygge om læ i vores dejlige kahyt, så Kirsten kunne studere sine mærkværdige FUND og Skipper kunne skrive dagens epistel til www.flicka3.dk. Dagens høst af fotos lader noget tilbage at ønske, men ved fælles hjælp er der dog et par skud, som vi tør offentliggøre.

 

Roklubben har 3 gamle gråmalede klinkbyggede robåde beregnet for 8 personer og styrmand. Efter vores glimrende pandestegte rødtunger med hjemmelavet rasp, kom en af bådene forbi med 9 højrystede tøser, hvoraf nogle fik påtale af styrkvinden for at lave ugler, men ingen fik påtale for højrystet uhøvisk tale. Ingen af tøserne så ud til at lide af spiseforstyrelser. Endnu en bonusoplevelse nu hvor bygerne er stoppet og vinden har lagt sig, og vi er gået i anden fase i hygge-mode.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers: