Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Hundested – Kaløvig

Torsdag den 4-8-16. Solskin og byger, 7-10 m/s (op til 13,5 m/s i vindstød) SSV. 57 sm.

Ud fra vejrudsigten i går aftes havde skipper besluttet at sejle Flicka III hjem til Kaløvig torsdag, da det var den eneste resterende dag i ferien med en hæderlig vindretning. Der ville godt nok være rigelig af den, men det gør knap så meget, når man kan sejle en foran for tværs (vinden kommer ind skråt forfra uden at det er rent kryds).

Da vinden ville øge i løbet af dagen, var det med at komme tidligt afsted. Kirsten havde pakket sine fornødenheder og afmønstrede for at tage toget hjem: Hundested-Hillerød-København-Aarhus. Der var mærkelig nok ingen busforbindelse fra Rørvig til Odden! I strålende solskin kl 07:10 blev sejlene sat lige uden for havnen. Storsejlet blev sat med 1. reb, idet Flicka III sejler meget bedre med denne sejlføring på foran for tværs i rigelig vind. Det viste sig at være en klog beslutning.

Allerede nord for Sjællands Odde øgede vinden med vindstød op til 13 m/s, som følge af byger. Det gik fint og det betød bare, at hun gik en rigtig god fart 7 – 7,5 knob, så jeg passerede Sjællands Rev allerede kl. 10:00. Det er nogle meget mærkelige søer der er ved revet. Ind gennem Snekkeløbet havde jeg medstrøm og meget store bølger lige imod. Undervejs mødte jeg forbavsende mange andre sejlere. Her ved Revet var det en tysk Bavaria, der var kommet indefra Havnebyen og var på vej hjem, så han ville få nogle heftige kryds ned gennem Storebælt.

Da jeg kom fri af Sjællands Rev blev det de mere kendte Kattegat bølger, der er store og bløde. Det var som at sejle op og ned af bakke og kun få gange bankede jeg pæle. Eneste landkending var Røsnæs mod syd, men snart kom Hjelm til syne mod NV. Mørkegrå skyer kom drivende fra SV, men jeg var heldig at de enten gik foran eller bag mig. Det eneste jeg mærkede til dem var de meget kraftige vindstød, der er i kanten, kaldet bygevind – eller på svensk ”byvind”. Så en stor del af tiden sejlede jeg i blændende solskin.

Kl. 12:00 var madpakken fundet frem og en kold Classic stod klar i ølholderen. Frokosten blev indtaget med Hjelm tværs. (vinkelret ud for). Sletterhage var nu i syne og vindmøllerne ved færgelejet syd for Ebeltoft stod solbeskinnede og drejede lystigt.

Da jeg nærmede mig Sletterhage kunne jeg desværre ikke slippe for en byge og kraftig bygevind. Jeg havde lagt kursen i god afstand fra Fyret, så jeg havde manøvreplads, hvis det skulle blive for vildt. Da jeg nåede Sletterhage fyr kl 14:00 var det klaret op og solen skinnede igen. Aarhus var synlig og havnekraner og Isbjerget var badet i solskin. Jeg kunne nu falde af op mod Skødshoved og øgede farten til 8 knob. Jeg kunne nu estimere et ankomsts tidspunkt til landkrabberne. Skødshoved ETA 15:15, Hagen ETA 15:30 og Havnen ETA 15:40. På det sidste ben op mod havnen rebede jeg storsejlet ud, så vi ikke skal bøvle med det på onsdag til aftenkapsejladsen. Det sidste ben var en lænser, så forsejlet gjorde ikke meget gavn. Ud for Hagen vinkede jeg til Landkrabberne og i havnen stod Kirsten og tog imod, og det var dejligt.

Vi fik tømt sejlbåden og kom hjem til et skønt sommerhus på Hagen, hvor Sidsel og Kasper tog imod. Der var læ i gårdhaven og turen blev afsluttet i terrasseloungen med solskin, hvidvin og chips. Sidsel og Kasper stod for madlavningen som var gør det selv miniburgere. De blev indtaget i læ på vestterrassen og med ild i Fornoen. Skipper havde styret det meste af sejlturen, så han var godt brugt, så han tørnede tidligt ind.

PS: Skipper var hjemme kun 1 ¾ time efter Førstegasten selv om hun havde taget toget. 57 sømil på godt 8 timer. Det er et gennemsnit på 7 knob.

Rørvig – Hundested

Onsdag den 3-8-16. Solskin, skyer og byger, 5-15 m/s SØ. 4 sm.

Skipper blev vækket af Førstegasten kl. 05:30! Hun synes, at det ”blæste” lidt vel meget, og da hun var vidende om, at der var lovet kuling senere på dagen, foreslog hun, at vi skulle lette anker og sejle til Hundested før davren blev indtaget. Det er en uklog skipper, der ikke lytter til besætningen.

Det blæste nu først op sidst på formiddagen, og det var charmerende solskin med enkelte skyer. Vi fandt en pæleplads i fiskerihavnen Her bliver der stadig bliver landet fisk, lyseblå kuttere, der er isværk og vodbinder. Hundested er i øvrigt en meget levende havn både i kraft af de maritime erhverv, men også i kraft af alle de boder med kunsthåndværk, genbrug og tingeltangel, restauranter, bryghus, caféer, isboder, og arbejdende værksteder, som er placeret i pittoreske gamle havnebygninger, skure og nydelige nye bygninger, som passer fint til omgivelserne.

Mens Førstegasten tog sig en mormor oven på den meget ”lange” sejlads fra Rørvig til Hundested, kunne skipper følge med i at Hundested tog vel imod et krydstogtskib, der anløb sydhavnen kl 08:00. Der var flag-alléer, hornmusik, solskin, vikingeskib, klapsalver og glosuppe. 800 turister blev sluppet løs i Hundested og omegn, så de handlende i de mange sommerboder gjorde gode forretninger. De 2 klassiske færger sejler ind og ud af havnen hele tiden, og jernbanen er ført helt ned til færgelejet, så passagererne kan spadsere direkte ombord. Færgerne midt i havnen er også med til at skabe værdifuldt liv.

Det primære mål for besøget i Hundested var imidlertid Kirstens ønske om at gense Grønlandsfareren, Knud Rasmussens hus, der ligger vest for fyrtårnet. Få år efter hans død i 1933 blev det omdannet til mindestuer og museum. Mange af krydstogtgæsterne var også forbi huset, men heldigvis lige inden vi berigede huset med vores besøg. På gåturen ud til huset gik vi både gennem byen og ad en charmerende sti på toppen af skrænten, og i læ for vinden. Undervejs fandt Kirsten flere interessante frø af kystnære planter, som blev lempet ned i lommen. Knud Rasmussens hus er et venligt gråpudset hus med stråtag og bygget i skønvirkestil i 1½ plan, placeret på toppen af skrænten, så han fra begge etager gennem en stor karnap kunne se ud over Kattegat direkte mod hans elskede Grønland. I virkeligheden var det et fritids- og skrivehus. I sine unge dage var han angiveligt en trussetyv, men efter han byggede huset, blev gift med en klog kone og fik børn, faldt han lidt til ro og kunne nyde sin verdensberømmelse både i Hundested og i København.

Hovedgaden i Hundested ligner mange andre udkants-danmarks-byer, men miljøet omkring havnen er i rivende udvikling, livligt og charmerende. Havnen er opdelt i flere bassiner og med forskellige moler herimellem. På dem ligger der meget uens gamle lagerhaller, fiskehuse, skure og nye træhuse beliggende i et organisk virvar. Det har skabt rare uderum og mellemrum, som tiltrækker turister og kunder. Oppe ved hovedgaden var der dog et par trivelige damer der havde omdannet et lille fiskerhus til ”Kaffe & Kop”, hvor vi fik glimrende café latte og mormoræblekage.

På havnen er der også et lille uprætentiøst museum om det lokale fiskeri samt en herlig 2 cylinderet Hundested Motor, der dump-dump-dumpede lydeligt og sendte blå røgskyer op gennem det tykke skorstensrør. Undervejs blev vi selvfølgelig også fristet til at købe diverse gode ting, som vi kunne tage med hjem på Flicka III: 2 serveringsgafler af træ, en rulle indisk smykkesnor, 2 gamle mærkelige bøger, gammel grøn krogbakke (fiske redskab – en træbakke, som er delt i 2, hvor der i den ene del sidder kork-striber, som man kan sætte sine kroge fast i til langlinefiskeri), Søstjerne-bordskåner, 3 sneglehuse, gule fiskeørestikker, gave til Christel, bog om folk i London, en Knud Rasmussen pilsner fra Halsnæs Bryghus som mærkelig nok nu er drukket og rødtungefileter som skal fortæres senere.

Vi nåede hjem til båden inden de intense byger satte ind, og så var der dømt maritim hygge om læ i vores dejlige kahyt, så Kirsten kunne studere sine mærkværdige FUND og Skipper kunne skrive dagens epistel til www.flicka3.dk. Dagens høst af fotos lader noget tilbage at ønske, men ved fælles hjælp er der dog et par skud, som vi tør offentliggøre.

 

Roklubben har 3 gamle gråmalede klinkbyggede robåde beregnet for 8 personer og styrmand. Efter vores glimrende pandestegte rødtunger med hjemmelavet rasp, kom en af bådene forbi med 9 højrystede tøser, hvoraf nogle fik påtale af styrkvinden for at lave ugler, men ingen fik påtale for højrystet uhøvisk tale. Ingen af tøserne så ud til at lide af spiseforstyrelser. Endnu en bonusoplevelse nu hvor bygerne er stoppet og vinden har lagt sig, og vi er gået i anden fase i hygge-mode.

Bramsnæs Bugt – Rørvig

Tirsdag den 2-8-16. Solskin, skyer og enkelte byger, 1-5 m/s SV-N –N-SØ. 16 sm.

Vejrudsigten for tirsdag var forholdsvis god med en del solskin mellem bygerne, der mest skulle komme om formiddagen. Vi stod dog op til solskin, men kunne se de grå skyer i horisonten. Efter hyggeligt morgenbord med udsigt til skovbrynet på den ene side og Hornsherred til den anden side, kastede vi los og satte sejl i den lette brise, da vi ikke havde travlt.

Da vi nærmede os Østerløbet ved Orø gik vinden i nord og vi måtte krydse op mod kabelfærgen. Enkelte grå skyer truede, men det blev ikke til mere. Da vi nåede op midt i sundet, lagde vinden sig næsten helt og vi måtte gå over til Volvo Penta kraft. Da vi var ved mundingen af sundet kunne vi se en stor blygrå skyformation kommen fra sydøst og lidt efter et tordenskrald. Det gjorde ikke fruens humør bedre, men vi sejlede nord for dens bane og undgik tordenbygen med vind og regn og kunne fortsætte i solskin med udsigt til at Orø og den sydlige del af Hornsherred blev vandet godt og grundigt.

Under hele turen nåede dækket knap at blive vådt, så vi følte os passende vejrheldige, da vi gik ind i havnen i Rørvig, hvor vi bunkrede diesel, strøm og vand. Vi lagde os langskibs i færgehavnen, hvor der var masser af plads. Cyklerne kom på land og vi indtog Rørvig centrum og fik provianteret lidt i Spar og ved slagteren købte jeg 2 bøffer, der forhåbentligt er meget møre, for man kan få 2 flasker meget god rødvin for prisen på dem. Varerne blev anbragt på båden på behørigt køl ind vi drog i felten.

Et par boder fristede Kirsten inden for konkyliebranchen og en gammel pøs fristede skipper. Målet for udflugten var Højsandet, som er en meget høj kunstig klit, som bønderne har skabt for sikre sig deres agerjord. Der er nu ikke meget klit tilbage, da den ligger midt i en skov, men vi havde en dejlig cykeltur på skovstier frem til en indsø, der ligger næsten ude ved Kattegat. Vi søgte ly under et egetræ for en enkelt byge, men ellers cyklede skipper i polo og shorts, så en sommertur, det var det. Hjemturen foregik ad vej langs marker med udsigt til sund og hav. Vi passerede i øvrigt Danmarks Midtpunkt, hvis Bornholm tages med.

Da de kulturelle pligter var overstået sejlede vi ud i bugten nord for Rørvig, hvor en lang tange beskytter for søerne fra Sundet mellem Odsherred og Hundested. Her er der en naturhavn, hvor der kan kastes anker meget tæt på tangen. Som sagt så gjort. Herefter skinnede solen og vi svajede lystigt rundt om os selv i den meget svage vind og fik løbende skiftet udsigten ud. 3 fluefiskere inspirerede skipper til spinnefiskeri fra båden, men fangsten bestod mest af ålegræs og en lang næse. Men en fantastisk fin aften i Hansehage Bugt blev det til, mens vi kunne se de 2 færger i baggrunden fragte sommerfolket mellem Hundested og Rørvig .

 

Orø- Holbæk – Bramsnæs Bugt

Mandag den 1-8-16. Solskin og enkelte byger, 6-11 m/s SV-V. 10 sm.

Vi sov glimrende i Orø Havn og benyttede de næsten nye badefaciliteter. Det var køligere og mere blæsende end de andre dage, så morgenmaden blev indtaget om læ. Vi kastede los og gik til Holbæk for motormed vinden lige i snotten og fulgtes en stor del af vejen med færgen. I Holbæk Gamle Havn fandt vi en fin langskibs gæsteplads langs molen tæt på færgelejet og helt ideelt i forhold til den kraftige vind.

Cyklerne blev fundet frem og vi cyklede op gennem Holbæks Adelgade og ud af Roskildevej mod Andelslandsbyen, om var det primære indslag på dagen. Skipper fandt en alternativ cykelrute forbi stadion og gennem Fælleden, der er stort naturområde sydøst for Holbæk, som kiler sig tæt ind på byen. Vi undgik byger på cykelturen.

Andelslandsbyen, Nyvang er Vestsjællands svar på den gamle by i Aarhus, men med fokus på tiden hvor andelsbevægelsen var stærkest. Nyvang har dog langt igen, og minder mere om en tynd udgave af Jerl Hede. De enkelt huse og projekter var fine og godt rekonstrueret, men lå alt for spredt, så man slet ikke har fornemmelsen af en landsby. Der mangler simpelthen uderum. Andelsmejeriet som stadig kan køre med dampmaskine og smørkerner samt statshusmandsbruget var de mest vellykkede momenter. På husmandsstedets køkken var der ild i brændekomfuret. En trivelig frivillig sjællænder havde lavet galopkringle og kaffe med Richs. Vi blev bænket på slagbænken med kaffe og kringle, som var uovertrufne og næsten hele turen værd. Vi var meget grundige med vores besøg, og vi brugte 3 timer inkl fouragering på traktørstedet.

Tilbage i Holbæk blev Adelgades butikker næsten studeret med samme ihærdighed. Kirsten fik indkasseret et gavekort til Idébøger som blev vekslet med bogen, Sank og en flora til båden. Skipper fik sig en Gatsby Cap i Mr og en Carls Special på en fortovscafé. En babytøjforretning fik også øget omsætningen. Havnens fremragende fiskebutik, Su-Ri solgte os en kullerfilet, en flaske Odsherred Hvidvin og et brød!

Tilbage på båden ventede vil lige til nogle blygrå skyfætre var drevet forbi, hvorefter vi gled ud af havnen blot med forsejlet sat for at sejle ned til Bramsnæs Bugt, hvor vi havde planlagt at kaste anker i læ af bakker og gammel løvskov.

Vi gik helt ned i bunden til Munkholm Broen for at lave sightseeing. Derefter fandt vi en glimrende plads med 3 stk DS fortøjninger, hvor vi tog den nærmest skoven og dermed med mest læ. Det blev en idyllisk aften, hvor vi kunne sidde i cockpit og nyde Kirstens kartoffelsalat og Thomas pandestegte kullerfillet. Mums.

Til maden blev der drukket dansk hvidvin fra Odsherred. Rös vin 2014 fra Dyrehøj Vingaard lavet på Solaris druen efter tysk forbillede. Hold da op det var en positiv oplevelse – noget af det bedste danske hvidvin, vi har smagt. Vinmarkerne ligger på sydskråningerne af Røsnæs deraf navnet Rös.

Lidt senere fik vi selskab af en mindre sejlbåd, der lagde sig ved den sydlige bøje, men bøjerne lå med stor afstand, så vi havde det alligevel for os selv. Vinden lagde sig helt og det blev en stille nat.

Nykøbing Sjælland – Holbæk – Orø

Søndag den 31-7-16. Solskin og enkelte byger, 3-8 m/s SV-V. 18 sm.

Der var lavet aftale med Julie og JC samt Christel og Niels om at vi skulle mødes i Holbæk Gamle Havn, så vi i fællesskab kunne sejle til Orø og indtage øen. Søndag morgen var der ikke megen vind, så sejladserne foregik desværre for motor. Vi lå fint ved den yderste mole kl 11:45, klar til frokost i cockpit i strålende solskin. Det blev et vellykket restebord, og ingen kunne påstå at de gik sultne fra borde.

Der blev lejet cykler til alle de nye gaster og vi besteg øen. Først et Vikingemarked (hvor indbyggerne var det mest interessante), Margrethe Højen med Kulturbeholderen, et øndigt lokalmuseum.

Dernæst en lang bakket cykeltur til Næsby på den nordøstlige del af øen, hvor man faktisk ikke kunne komme ned til vandet pga private interesser og sivskove. En hyggelig Café Arte blev besteget og der blev drukket tynd café laitte. Mage til tilbagelænet ø-kultur, skal man helt til Anholt for at finde.

I Brugsen var mange varer udsolgte, da den sikkert kun var betjent af ferieafløsere – brugsuddeleren var nok på Mallorca J En Landbrugs-ø med 1000 sommerhuse og 1000 indbyggere, en færge med timedrift, så et atypisk øsamfund, da det er i fuld drift, blot i slowmotion. Vi havde en rigtig hyggelig familiedag på en ø, som ligger midt inde i Sjællands ”mave” og nød at have besøg. Den kommende sidste uge af vores ferie har vi ikke bestilt forstærkning eller andet selskab, så der må vi klare os selv.

På båden blev der gnubbet nye kartofler, lavet agurksalat med hvidvin, grillet 3 forskellige slags specialpølser, drukket middelalder-øl, hvidvin og californisk rødvin, som Niels havde sørget for. Dagen første heftige byge tvang os om læ, men der er nu også hyggeligt. Appetitten fejlede ikke noget oven på cykelturen og alt blev sat til livs med største ihærdighed. Færgen bestemte, hvornår den udvidede besætning skulle tilbage til bilerne i Holbæk. Stampersonellet udnyttede situationen til en romantisk aften spadseretur langs sydkysten.

Blytunge skyformationer viste sig mod vest med et svovlgult lys under, så vi anede, at et uvejr var på vej, og vi nåede netop tilbage på Flicka, da bygevind flåede i masten og de første store regndråber vædede teakdækket og prikkede intenst på sprayhooden. Vi blev vidne til et fantastiks lys og et regn sceneri med et enkelt tordenskrald som baggrundslyd. Godt at vi ligger sikkert i Orø havn for natten.

Odden Havneby – Nykøbing Sjælland

Lørdag den 30-7-16. Delvis Solskin, skyer og enkelte byger, 3-8 m/s V-NV-N (senere V). 22 sm.

Vejrudsigten for formiddagen havde lovet byger, hvorfor besætningen var bevilliget syvsoveri. Det viste sig imidlertid, at vi stod op til solskin og kunne indtage vores morgenmad udendørs. Den kulturelle del af besætningen gik på Tun Museum og Skipper gjorde båden klar til dagens togt.

Sidst på formiddagen kastede vi los og sejlede mod øst med vinden fra V på en lænser, så vi satte elefantører. Midtvejs slog vinden om, og vi bommede meget pludseligt, så storskødet var lige ved at kaste Charlotte i søen.

På det 14 sømil lange ben mod indsejlingen til Issefjorden, underholdt vi os med at finde maritime ord og udtryk som er gået over i daglig tale som almindelige udtryk, som alle landkrabber forstår. Der blev lavet en liste, som Kirsten renskrev. Her er listen, som sandsynligvis ikke er komplet:

Falde af

Tage højde for

Få styr på noget

Rebe sine sejl

Sejle i egen sø

Gå planken ud

Et er søkort at forstå et andet er skib at føre

Sakke agterud

At stævne nogen

Bølgerne går højt

Gyde olie på vandene

For fulde sejl

Sætte kurs mod

Kaste alt overbord

Være forankret i

Kaste los

Stå last og brast

Give los

Holde udkik

Være på udkik efter

Gå til køjs

Være i et dødvande

Stilhed før stormen

Det sejler for ham

Komme i smult vande

Komme ud på dybt vand

Gå linen ud

For fulde sejl

Søforklaring

Tage bestik af

Efterdønninger

Endevende

Gå i dørken

Forplejning

Proviant

Nå i sikker havn

Fyrtårn

At blive hyret

At blive shanghaiet

At komme på ret køl

At komme på ret kurs

Sætte alle sejl til

Signalere

Skeje ud

At noget har slagside

At ro mod strømmen

Surre det fast

Sætte mange skibe i søen

Søsætte noget

Tage en tørn

Medvind

“God vind”

Medvind

Som vinden blæser

Spredes for alle vinde

At gå mod strømmen

At flyde ovenpå

I kølvandet på …

At have en god ballast

Påmønstre / afmønstre

At vinde ind på nogen

Han klarede pynten Kovending

At komme fri af pynten

Han klarede skærene

Bølgerne gik højt

Projektet kuldsejlede

At tage højde for

Falde af på den

Få styr på tingene

Sakke agterud

Gå planken ud

Gå for fulde sejl

Gyde olie på vandene

Sætte kurs mod

Rebe sine sejl

Vind i sejlene

Som vinden blæser

Det stikker ikke så dybt

Vi er i samme båd

At være tovholder

At tage bestik af situationen

At blive slået ud af kurs

 

Vinden var meget skiftende i styrke og retning, og det gav meget vekslende fart, men vi valgte at sejle for sejl hele vejen. Ved indsejlingen til fjorden dørgede skipper, hvilket resulterede i en fjæsing, som han heldigvis genkendte på de 3 rygpigge, så den fik lov at slippe trods de smukke farver. Vi sejlede mellem solskin, blygrå skyer, enkelte minibyger, men blev aldrig rigtigt våde. Fascinerende sommervejr langs Sjællands Oddes Nordkyst.

I Nykøbing fandt vi hurtigt en ledig pæleplads, så vi kunne komme op i byen og se på Odsherreds Hovedstads byliv. Vi nåede lige at se lidt af Algade inden butikkerne lukkede ned, men vi fik besøgt en kombineret specialbutik og café, der hed Lokaliteten, der handlede med varer fra Odsherred. Rigtigtig charmerende sted, med en rustik og hyggelig indretning, der fristede både Charlotte og Kirsten. Gert og Skipper måtte tage til takke med Rørvig Bryg, men det var nu heller ikke så ringe. Ellers bærer Nykøbing præg af, at man forsøger at holde fanen højt i udkantsdanmark og har forstået, at nøglen til succes er turisme selv om alle odds er imod. Men som de selv siger: “Udkantsdanmark med kant”.

Gert stod for aftensmaden på båden, der bestod af grøntsagsragout og pasta, som var aldeles glimrende. Efter fourageringen stak gæstegasterne af til Charlottenlund, og den faste besætning havde fred til at finde en idyllisk ankerplads i bugten syd for Nykøbing, lidt syd for Anneberg. Vi kastede anker ud for en lille holm i læ af skovbeklædte bakker. Vandet blev kviksølvagtigt og store flokke af gæs kom trækkende ind fra nord i V-formationer for at finde egnede marker for natlogi. Kort tid efter spottede min private ornitolog, Kirsten en Nattergal i skovbrynet og ikke et øje var tørt. Førstegasten fedtede lidt for Skipper ved at forære han en lokal Odsherred Gin, destilleret på frugt med krydderurter og enebær. Den blev prøvesmagt og hvem siger at bestikkelse ikke virker? (De gode fotos er taget af Kirsten)

Nekselø – Odden Havneby

Fredag den 29-7-16. Solstrejf, skyer og enkelte byger, 4-6 m/s ØSØ (senereSV). 22 sm.

Udsigten til byger og mere vind efter frokost fik besætningen rettidigt op, og vi kunne forlade den smukke Nekselø kl 08:10! Vinden var østsydøst, så vi gik mod Sjællands Odde Rev for en effektiv halvvind med 5-5,5 knob på trods af den svage vind. Besætningen havde hørt gruopvækkende historier om forlis ved Sjælland Rev, så ruten var planlagt som sikker sejlads gennem Snekkeløbet 2 sm nord for Gniben. Ved at gå gennem Snekkeløbet blev der sparet mange sømil fremfor at gå op til Sjællands Rev Fyr. Gert stod ved roret under hele turen og gennem løbet. Skipper overtog krydssejladsen i den mærkelige sø, der altid står ved Sjællands Odde Rev. Efter de krappe søer kunne Gert overtage krydset ned mod Havnebyen, hvor vindstyrke og vindretning ustandselig skiftede. Alle nød turen, hvor vi ikke fik et eneste dryp. Inde i havnen fandt vi en pæleplads yderst, da dybden til sejlbådene lader noget tilbage at ønske.

Der er kun 3 erhvervsfisker tilbage i havnen og den gamle auktionshal er under ombygning til et multihal for Havnen med plads til torvedag, musikarrangementer, udstillinger m.m.. Det ser faktisk ud til at blive vellykket selv om det gennemføres med små midler. Ellers bærer havnen præg af, at man ligger tæt på store sommerhusområder. Sommerfolket valfarter til den meget velassorterede fiskehandel, boder med grøntsager, et aktivt bådeværft, et lille lokalmuseum drevet af frivillige, grillbar, bodega, fiskerestaurant, Superbrugsen og ikke mindst en klassisk havnesmugkro, Tunet for de mange ”aktive” fritidsfiskere.

Ellers er der ikke meget at se på Sjællands Odde, men et muntert havneliv i Havnebyen er bestemt ikke at foragte. Pigerne fik meget tid til at gå med at snuse rundt blandt de pittoreske havnebygninger, der påminder om en svunden guldaldertid for kystfiskeriet. Røgen fra fiskerøgeriet overdøver heldigvis lugten af rådden tang fra den nærliggende bugt, hvor den opskyllede tang samler sig.

Charlotte og Gert har inviteret os på fiskerestauranten kl 20:30. Kokken vil, til deres store glæde, lave en vegetar-ret specielt til dem! Det glæder vi os til oven på al det amatør kokkeri.

Sejerø – Havnsø – Nekselø

Torsdag den 28-7-16. Sol, 7-2 m/s NV-V. 13 sm.

Vestenvinden fik kattegatdønningerne til at bruse mod stenkastningen lige uden for molen, men det var skøn musik at vågne til og akkompagnerede vores morgenbord Sejerø havn inden vi sejlede mod Havnsø. Vinden var drejet næsten helt om i NV, så vi sejlede med sejlene som elefantører også kaldet butterfly, hvilket vil sige storsejlet og fokken til hver sin side.

I Havnsø stod Charlotte og Gert og vinkede, da vi rundede havnebasinet. Efter at have fordoblet besætningen og bunkret vand sejlede vi til Nekselø for ”jerngenoa” i det smukkeste sommervejr, man kan tænke sig at besøge den smukke fredede ø i. Vi var eneste gæstende sejlbåd og lagde os langskibs mellem den nye færge og læmolen.

Charlotte og Gert stod for frokosten, så sundhedsniveauet blev sikret. Vel styrket begav vi os på vandretur på den meget kuperede ø. Vi gik ud til vestkysten gik på stien mod nord og nød den lette brise på toppen af de imponerende skråninger mod vest, hvor de sjældne vilde blomster gav mange studiepauser.

På Nordøen var vi nede ved stranden og fik lidt fodbad mellem de dekorative sten og tang. En flok løse køer, hvoraf en var uden yver tvang os op over bakkerne og ned til Øststranden. Her så vi en hundredtalig digesvaleflok samle kræfter på nogle hegnstråd. På afstand lignede det pigtråd i overstørrelse. Vi slentrede videre sydpå stenstranden og længere fremme tvang en hesteflok til at krydse gennem et brakmark med mange vilde planter og 2 rådyr tilbage til alfarvej langs det gamle stendige.

Med sjælen fyldt af skønne sanseindtryk vendte vi tilbage til båden. Her var det også pottevarmt og den indbydende badestrand nord for havnen fik fornøjelse af vore lækre kroppe. Det gav supplerende appetit til aftensmaden, som bestod af Cobb grillede majs, tomatsalat med vildløg og nye kartofler med hvidløgssmør. Sommersolnedgangen inspirerede til fordæksophold og rå-nydning.

Bonus Fyr

Natten mellem tirsdag og onsdag, klar sigt, 1-3 m/s.

Naturen kalder ofte om natten, når man er kommet op i årerne. Kirsten var derfor oppe og kiggede ud i sommernatten fra Cockpittet. Et betagende syn mødte hende, da hun fra vores ankerplads kunne se rigtige mange fyr meget klart. Da hun også samler på fyr, vil det være betimeligt her at opremse alle de fyr, som var synlige for hende fra vores position øst for Vejrø, Samsø:

Sejerø Fyr

Sletterhage, Oc WRG 10s, 17m

Hjelm, Iso WGR 8s, 61m,

Sjællands Rev N, Iso WGR 2s, 25m

Hatter Rev, Fl Y 3s, 9m

Hatter Barn, Fl(4) Y 10 s, 9m

Sejrø Fyr, Fl(2) W 15s, 31m

Røsnæs, Fl 5s, 24m

Derudover så Kirsten en masse bøjer, der også er forsynet med lys, så de fungerer som mini fyrtårne, når man kommer tæt på dem typisk inden for ca 2-3 sm.

Vejrø – Sejerø

Onsdag den 27-7-16. Sol, skyer og enkelte dryp, 4-7 m/s (senere 8-12) S-SSØ. 15 sm.

Sejerøs vestligste bakker rejste sig allerede over kimingen, da vi lettede anker ved 8 tiden. Det skulle blæse op ved frokosttid, så vi ville gerne i havn inden da. Vi fandt en god langskibsplads i den sydvendte havn med næsen mod vinden. Efter lidt städning og cykelklargøring, fik vi en let frokost baseret på levninger fra festen. Vel rustede cyklede vi mod sydspidsen, som vi ikke fik set, sidst vi var her 2013. En lang grusvej fører ud til tangen, der strækker sig ned mod Nekselø, som vi skal besøge i morgen.

På trods af Skippers hæmorider gik cykelturen fint og der blev plukket strandkål og vildløg til aftensmaden. Grå skyer trak forbi Sejerø næsten uden at tisse på os. Den lange tange består af sand og grus, armeret med tang. Ved spidsen brydes bølgerne som på Grenen. Sejerø er en morænebakkeø, hvor 2 bakkekamme løber langs kysterne, herimellem er der et frodigt lavland i læ for kattegatblæsten. Det ville være perfekt til vindyrkning, da Sejerø også har betydeligt flere solskinstimer, da den ligger midt i det berømte Kattegatklima, men øboerne er nok for dovne J

 

Vel tilbage i Sejerby blev der bunkret fornødenheder i Brugsen, der udmærkede sig ved et godt udvalg og monopolpriser. Selve havnen er hyggelig med et liv og leben med caféer, kiosker, hjemmesløjdsboder, gårdbutik, grill og fornødenhedsbod. Det ser ud til, at der stadig er en enkelt aktiv erhvervsfisker og et utal af fritidsfiskere og småbåde.

Med den øgede vind kom der opklaring og blå himmel og cumulus skyer. Aftenmenuen står på røget laks braiseret med vildløg, strandkål og stuvet med fløde, hertil nye kartofler. Det hele nydes i Cockpit med udsigt til en levende sejlerhavn.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers: