Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Kend dem på knækket

Langø – Spodsbjerg
Tirsdag 16-07-13 – Skyet og sol, 18-23 grader, 8-6 m/s V, 10 sm.

Idéen var at komme fra Lolland til Langeland. Her ville Christel og Niels støde til for at være sammen med os de næste dage langs den fynske kyst frem til lørdag.

Vejrudsigten er heller ikke til at stole på, for vi vågnede op til hård vind og gråvejr, men håbede på, at det gode vejr kom senere. Heldigvis var vinden løjet noget af, da vi sejlede ud af den smalle rende fra Langø med kurs mod Spodsbjerg. Sejlene blev sat med 1. reb i storsejlet, så vi kunne sejle bidevind mod Langeland i den friske vestenvind. Det gik rigtig fint, og vi kunne holde god højde. Der var en kraftig sydgående strøm på 1-2 m/s, der gjorde, at vi måtte have en meget nordligere kurs end Spodsbjerg for at kompensere herfor. Da vi var halvvejs brød solen befriende igennem og skinnede både på os og på den milde langelandskyst. Det blev en herlig sejlads og ved frokosttid var vi fortøjet. Kort tid efter dukkede Christel og Niels op med kølig Spumante og champagneglas. Lidt senere kunne vi også nyde en solrig, hyggelig og varm frokost i cockpit.

Så var det tid for dages udflugt, ind imellem nogle af Langelands 1000 hatbakker, for at nå frem til herregården ”Skovsgård”, der ligger midt mellem Rudkøbing og Bagenkop. Danmarks Naturfredningsforening har i sin tid arvet godset og driver nu jorden på økologisk vis, så de kan smage deres egen medicin. Selve hovedbygningen er blevet til en rigtig fin udstillingsbygning. For tiden er der en meget vellykket udstilling om tekstildesigneren, Jette Naver, som siden 1970 har sat sit væsentlige præg på dansk brugskunst. Hun laver fantastiske værker og er designer for bl.a. Georg Jensen. I kælderen er der en autentisk indretning og udstilling af hvorledes tyendet arbejdede og levede. Hovedbygningen er fra slutningen af 1800-tallet, og ligger hvor den gamle hovedbygning fra 1600-tallet havde ligget, med voldgrave og park. En glimrende og sympatisk slotscafé ligger lige ud til voldgraven. Den og Niels pung sikrede os brownies og kaffe.

På vej til Bagenkop for at købe frisk fisk, besøgte vi den meget specielle Humble Kirke. Den højt ligger på toppen af en stejl hattebakke med terrasseret kirkegård. Den kirke er nu ikke særlig ”humble”. Der fører 12 høje granittrin op til det låste våbenhus. Det må være et værre mas at få en kiste op i kirken og lidt nemmere at få den derfra igen. I Bagenkop var begge fiskeforretninger lukket for dagen. Men det var en god oplevelse at se en virksom fiskerihavn og det helt specielle miljø, der knytter sig hertil. Kirsten og Julie fandt mange pittoreske fotomotiver i baglandet ved havnen, mens vi andre iagttog fiskere orange olietøj og nogle i ”hanstholmhabit” på ”knøllert” med tilhørende lyseblå mælkekasse.

Det kuperede og afvekslende Sydlangelandske landskab, med de mange hattebakker, er smukt at køre igennem. Den snoede landevej førte os til Rudkøbing, hvor vi provianterede i Brugsen. Indkøbene var så omfangsrige, at Niels måtte anvende en bagagevogn, da vi kom tilbage til båden.

”Kend dem på knækket” – Langelændere blev grillet på Cobbgrillen, nye kartofler fra urtehaven i Svendborg blev kogt og Kirsten lavede mormorsalat af Christels egen grønne salathoveder. Langelændere laves i øvrigt fortsat på Langeland  og deres herlige slogan “kæen dæm po knækket” har bidt sig fast. Når der så var Chianti til at skylle det ned med, akkompagneret af pragtfuld sommeraften, så var det svært at finde noget at brokke sig over. Hvad vi så klogelig undlod. Dejlige ferieberetninger blev også udvekslet. Et stort hvidt krydstogtskib gled elegant forbi i sejlrenden tæt på havnen og solnedgangen lavede smarte plakatmotiver mod vest.

1 comment to Kend dem på knækket

  • Sidsel Pedersen

    Så er jeg up to date med bloggen. Det er godt at høre at I har en god tur. Jeg sidder i hængesofaen og har læst bloggen, jeg var kommet noget bag ud. Bonnie kørte hjem for et par timer siden efter at have været her siden søndag. De andre gæster er også taget hjem så nu er vi alene i huset for første gang siden fredag. Heldigvis har vi hyggelæsning med.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers: