Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

På vej til Tjörn Runt

På vej til kapseglingen, Tjörn Runt Virksund – Aalborg – Hals – Sæby – Åstol – Stenungsund.

Onsdag d. 15-8-12 Vi er ret sikre på at vores bekendtskabskreds synes vi er skøre, for det er nok rigtigt. Onsdag arbejdede hele besætningen som vanligt, men kl. 17:30 kørte vi til Virksund og sejlede onsdagens normale klubkapsejlads. Det var for at øve os, inden det går løs i Sverige! Da vi kom i mål som 2. båd kl. 20:30, stod Kirsten (fru skipper) klar til at tage imod os på kajen. Hun smurte hurtigt sandwich til os, mes Kristian pakkede sin båd ned og påmønstrede Flicka III. Klokken 21:13 stævnede vi ud over Lovns Bredning, mod en smuk solnedgang og godt humør i bagagen, spileren sat og 7,5 knob. Kristian havde vundet sit løb og overalt og Flicka III fik en 3. plads. Vi havde lidt problemer med teknikken, da forbrugsbatterierne var tomme, da der åbenbart ikke var blevet ladet inden vi skulle af sted. GPS-en var sort. ”Vi sejler fand’me ikke Tjörn Runt uden GPS”, blev der sagt af besætningen, der ellers består af 2 med Yachtskippereksamen, en med Duelighedsbevis og en danmarksmester i Optimistjolle! De var tæt på mytteri. Nå det løste sig sikker nok, når maskinen får smidt noget strøm på batterierne. Skipper tog det heldigvis roligt – selvfølgelig kan vi sejle til Løgstør uden GPS. Med stavlygter fik vi løbende lokaliseret stagerne ved grunde og smalle pasager og moderne mobiltelefoner kan faktisk yde god hjælp. Fra Sundsøre til Løgstør Rende sejlede vi med Code-0 i den lette brise, og vi var ikke under 7 knob, så fremdriften, var der ingen, der klagede over. Tæt på Løgstør rende blev John kreativ elektriker og kontrollerede sikringerne. Han fandt en 3 amp. sikring, der var i udu. Da den blev skiftet, kunne vi sejle ind gennem den smalle Løgstør Rende med fuldt fjernsynsbillede, og besætningens humør steg mange grader, uanset at klokken nærmede sig ét. Kl. 01:30 fortøjede vi i Kanalhavnen i Løgstør og kunne efter en kop rødvin tørne ind med ro i sjælen.

Torsdag den 16-8-12 Kl 07:00 gled vi igennem Aggersundbroen, mens den havde klapperne oppe. Efter broen satte vi sejl, og på bidevind lagde vi kursen mod Aalborg. En time før Aalborg gik vi over til motorsejlads, mens vi klargjorde båden, så vi hurtigt kunne få masten af i Vestre Bådehavn, hvor den medievante havnefoged havde lovet at stille mastekran til rådighed. Efter at have bunkret diesel og vand i Aalborg Lysbådehavn, gled vi stille ind i Vestre Bådehavn kl. 11:15. Her stod havnefogeden i sit stiveste puds med kridhvid skjorte, skulderstropper og sildesalat og tog imod os. Efter at gasterne havde flyttet frem og tilbage med båden en halv snes gange, og skipper havde fået løsnet vantskruer m.m. blev masten hevet op og lagt ned på stævnpulpit og BB agterpulpit. Den blev surret og lå faktisk godt med 2½ m overhang i begge ender. Gasterne gik i bådudstyrsforretningen, hvor John købte sikringer og hvor Kristian købte et nyt Andersen Spilhåndtag, som erstatning for det, han smed i havnen ved mastekranen. Skipper gik ind til Michael, Elvstrøms Sejl, hvor der kulle ligge en pakke til os fra Seldén Mast, og den var selvfølgelig ikke kommet endnu. Men netop da jeg skulle til at gå, kom et rødt dansk postbud på cykel med den savnede reservedel – ikke et øje var tørt. Vi nød at sejle først igennem Jernbanebroen, der fortsat mangler sin broklap og derefter under Limfjordsbroen uden at skulle tage hensyn til spærretider og sure brovagter. Havnefogeden i Aalborg havde anbefalet os at gå ind i Nørre Uttrup Bådehavn, men efter Havnelodsen var der kun en fri dybde på 2,0 m, og da det netop er vores dybgang, fortsatte vi med Volvoen på 2100 omdrejninger mod Hals. Her havde skipper lavet aftale med havnefogeden og deres mastekran. Her tog 2 gæve folk fra Hals Bådelaug imod og var utrolig hjælpsomme. Efter kun en time var masten på plads, på trods af den stille regn, og vi sad bænket til en hyggelig snak i klubhuset samen med de 2 gæve folk fra sejlklubben. Efter en tur i Superbest, hvor et par gæve gaster fik suppleret forsyningerne med 2 rammer blå og sorte ”Cola”, kastede vi los og besluttede os for at sejle mod Sæby. Her var vi fremme kl. 23:00, hvor vi kunne lægge os inderst i den hyggelige havn.

Fredag d. 17-8-12. Alle undtagen Kristian var klar til at lægge fra kl 07:00, men kl 07:18 var han barberet, og vi styrede ud af havnen i et lunt, men overskyet morgenvejr. Vinden var sydvest 3-7 M/S, så det kan man godt sejle på. Op med storsejl og spiler, og vi skød 5,5 – 8 knob. Skyerne trak væk og solen kom frem, men vinden svandt ned til 2-3 m/s, så kludene gjorde ikke meget gavn. 28 heste blev aktiveret med kurs mod Åstol, hvor vi efter GPS-en skulle være ved 3-tiden. Hovmesteren gik i gang med at ”städe” (svensk for oprydning og rengøring), mens de lærde så på med blå og sorte colaer i hånden, samtidig med at de gav svabergasten gode råd. Undervejs sejlede vi forbi et uidentificerbart krigsskib, som ikke udsendte AIS, men det har krigsministeren sikkert styr på. Dæksdrengen var kreativ og opfandt et nyt udstyr til båden, en tisseline. En jagtorange sikkerhedsline blev udspændt agter, så man sikkert kan stå og mandetisse på badeplatformen. Der er blot ingen der vil fotograferes mens de udøver dette ferme hverv. Vi nåede skærgården kl. 15:00, og da skiftede vi til storsejl og spiler for at nyde sejladsen ind gennem skærgården i solskin og 3-5 m/s. Vi nåede Stenungsund kl 18:00 og fandt en plads uden på en Folkebåd helt inderst ved den lille havn ved Stenungstorget. Kristian gik Kaare i møde, han kom med toget fra Göteborg. Vi andre gik ned til sejlklubbens løbsledelse på sydsiden af broen til Tjörn. Her fik vi løbspapirer, information, reklamer og andet gøgl. Tilbage på båden blev besætningen forenet med Kaare. Vi fik løbsnummer 438, der blev sat på begge sider af stævnen. Vi starter i 4. start blandt 40 andre kl. 09:15. Vi har tredje mindste handicap, så næsten alle andre både i vores løb bliver ”hare” for os, og det er ikke så ringe. Lindas lasagne blev sat til livs med glubende appetit tilsat et par kopper rødvin. Stemningen var fantastisk, og gasterne glæder sig vildt. Jens-Henrik fortalte morsomme anekdoter og vi skreg af grin. F.eks. havde en af hans forretningsforbindelser fra Kina havde set et billede af nogle hvide sejl bag odden i Virksind: “The white is what?”……Senere underholdt han med messeudstilleres underlødige påfund. I hele havnen er der liv og glade dage med forberedelser til lørdagens kapsejlads. I år er der forhåndstilmeldt 437 både.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers: