Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Kronborg – Skovshoved

Tirsdag den 10. juli 2012. Skyet m enkelte byger og enkelte solstreif. 18 – 20 grader. 6-12 m/s VSV. 18,3 sm. 6,0 Knob gsn, max 8,2 knob.

Vejrudsigten havde lovet byger om formiddagen, så jeg havde planlagt at sejle om eftermiddagen. Formiddagen blev brugt til at handle i den meget veludstyrede Kronborg Marine, hvor jeg købte følgende: en pensel med skumgummi, 5 m tyk elastiksnor, 2 m tynd elastiksnor, vippeafbryder(til gulvpumpen i badeværelset), 4 elklemsko, 6 store plastkroge og 2 mellemstore plastkroge (til spilerposen), et langt Andersen spilhåndtag (jeg havde desværre selv raget det gamle i vandet under en kapsejlads), 8 ruller marinetoiletpapir og grillrondeller til cobbgrillen. Det hele blev monteret og anvendt, da jeg kom tilbage til båden og jeg hyggede mig gevaldigt.

Derefter fik jeg mit trådløse internet til at virke, efter at have konsulteret vores IT-Lars. Jeg fik desuden opdateret videoudstyret ved download af nye versioner af software, så også remotekontrollen kom til at virke!

Så gik jeg en tur til Kronborg og tog ”gode” fotos af både Kronborg og fyret, som jo er det NØ hjørnetårn! Jeg havde desuden brugt skumgummiet fra skumgummipenselen, til at lave små skumgummihætter, som blev moteret over kameraernes mikrofoner, så vindstøjen blev mindsket lige som på TV!

Jeg tankede diesel på havnens tankanlæg, som for øvrigt var ustandselig i brug. Derefter gled vi (Flicka og jeg) sydpå kl. 14:30 for fulde sejl ”med Kronborg om styrbord”. Vinden var frisk til hård og den havde masser af energi. Det var der også brug for i den kraftige nordgående strøm og de store bølger fra færgerne! Længere sydpå var det bidevind, og vi kunne holde på Rungsted. Her var der bølgelæ og masser af vind fra VSV, så hun gik 6,5 – 7,5 på kryds.

Navigare necesse est – på dansk: At sejle er at leve.

I Skovshoved fandt jeg en pæleplads i den gamle havn, hvor jeg med et skohorn kunne komme ind mellem agterpælene. På flydebroen fik jeg gavn af den nye alustige, men herom senere. Havnepenge 160 kr. Meget skulle herefter drille, men uden mad og drikke duer helten ikke. Cobbgrillen blev tændt på agterdækket og der blev dækket bord i cockpit, hvor der var læ, og i mellemtiden var det blevet fint opholdsvejr. Menuen bestod af: 3 stk “sommergriller”, 1 stor grillet peberfrugt, 6 grillede oliven, hvidløgsost, sennep, basilikum, timian og gåsevin.

Da jeg var sejlet sydover, kunne jeg ikke forstå, at GPS-en meldte om for lav spænding, selv om jeg havde haft landstrøm på hele natten – mystisk. Det måtte undersøges. Systematisk fejlfinding ledte mig på sporet. Nede i kistebænken sidder 220V-laderen og dens amperemeter viste ingen udslag. Jeg konsulterede Frank hos Faurby, der anbefalede, at jeg ringede til deres elektriker i morgen. Så motoren blev startet, så jeg kunne lade strøm og alt unødvendigt udstyr blev slukket.

Da jeg ledte efter fejl, opdagede jeg, at der i stuverummet under forkøjen, lå dåseøllene hulter til bulter, da jeg havde manglet en klapkasse til at holde lidt styr på dem. Det skulle også ordnes, så jeg tømte en klapkasse fra kistebænken og tog den i brug til dette vigtige formål.

Holdigtanken havde ikke kunnet ikke tømmes i Øresund – nemesis? Jeg opdagede senere, at det var forkert toiletpapir, der havde været brugt i det sidste stykke tid – det stoppede afløbet fra tanken. Med en vandslange kunne jeg spule tanken, så der kom liv i den igen og hul på ”bylden”. Da jeg i øvrigt skulle klargøre vandslangen, tabte jeg en lynkobling ned i hullet til cockpitbordet, så den måtte fiskes op med grilltangen med mig liggende nede på bunden af kistebænken.

Da jeg skulle ned på broen og lukke for vandhanen til vandslangen, opdagede jeg, at nogen havde ”stjålet” alustigen. Det er sgu da også godt gjort, bare man er kommet til Kjøvenhavn, så har de frækhed, at stjæle stigen mens jeg er i båden. Ved lidt nærmere eftertanke kunne jeg huske, at jeg havde anvendt stigen, da jeg skulle lukke op for vandet, og at den var væk, da jeg skulle lukke igen. Det kunne vel ikke være vandslangen, der havde ”stålet” stigen? Jo ganske rigtigt, den lå på bunden neden under flydebroen. Med min fortøjningsbøje-krog fik jeg fisket alustigen op igen og sat den på plads, mens jeg ærgrede mig over, at jeg ikke fik den fordom bekræftet.

Denne tekst er skrevet i cockpit med udsigt til violet aftenhimmel med drivende gyldne skyer, og alt er oplevet i ædru tilstand. Charlotte og Gert påmønstrer i morgen tidlig og kommer med morgenmadsting, som vi skal spise sammen, inden vi sejler ud på Øresund.

Video: Kronborg om styrbord

 

Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers: